Annonce
Annonce

Forsiden

Kunst 21. okt. 2012 KL. 22.06

Kunstguide: Her er efterårets bedste udstillinger

Vi guider dig til nostalgiske fotografier, kompromisløse kvinder og fornemme portrætter.

Sidste chance for kopikunst
Franskmanden Henri Matisse, der lagde penslen i 1954, var meget optaget af linjer og former. Og gentagelser.

Hvorfor har kunstneren mon malet det samme motiv så mange gange? Og hvad er det i øvrigt med Matisse og guldfisk? Alt dette og mere til kan du gruble over på Statens Museum for Kunst, der lige nu udstiller den mesterlige malers værker.

Sidst på måneden flytter hele udstillingen til The Metropolitan Museum i New York, og ifølge Politikens kunstredaktør, Peter Michael Hornung, kan amerikanerne glæde sig. Han gav den mesterlige maler – og den stilfulde udstilling – fem glødende hjerter.

LÆS OGSÅStilfuld udstilling går tæt på stor mesters gentagelser

Matisse - fordobling og variation
Tid: Til 28. okt.
Sted: Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-50, Kbh. K.
Pris: 65-95 kr.

Lille lærred på væggen dér
Schiele.  'Selvportræt med påfuglevest' (1911). Billede fra udstillingen
Hvis man vil vide, hvordan Picasso så sig selv, før han blev verdenskendt, kan man tage et smut til Humlebæk.

Her udstiller Louisiana det selvportræt, Picasso malede som 15-årig – sammen med ca. 150 andre farverige selvopfattelser. Blandt andre Nolde, Dalí, Munch og Kahlo holder Picasso med fornemt selskab.

Udstillingen spænder over 100 år, og de gamle mestre, der typisk så sig som genier med et staffeli, bliver udfordret af yngre kolleger som Duchamp, Miró og fotorealisten Chuck Close.

»Endnu engang har museet lavet en udstilling med bud til hele familien Danmark«, konkluderer kunstredaktør Peter Michael Hornung, der kvitterer med fire hjerter. Matisse er i øvrigt også til stede på Louisiana – dog kun i en enkelt version, som kopi af sig selv.

LÆS OGSÅUgens udstilling: Louisiana viser selvportrætter med attitude

Selvportrætter
Tid: Til 13. jan.
Sted: Louisiana, Gl. Strandvej 13, Humlebæk.
Pris: 85-95 kr.

Nostalgi med små skønhedsfejl
I takt med at den evige regn melder sin ankomst, pakker turisterne deres praktiske rullekufferter og rømmer Kongens Nytorv.

Det gør det oplagt at generobre området ved at lægge vejen forbi Martin Asbæk Galleri i Bredgade, hvor det i morgen er sidste chance for at se Astrid Kruse Jensens fotografier af søer, træer og gardiner.

Billederne er eksponeret på gamle polaroidfilm, der sørger for slørede farver og en stemning fra en ukendt, svunden tid. De uforudsigelige gamle film udstyrer de sarte værker med overraskende farver.

Syletynde grantræer flyder ud i den lysegrønne himmel, og unge piger sløres af noget, der ligner fortidens tåge.

Også kunstredaktøren har hang til nostalgi: »Vi synes at foretrække denne reducerede version af det virkelige frem for det, der går for at være hele sandheden«, lød det fra Peter Michael Hornung, der gav den unge fotograf fem knaldrøde hjerter.

LÆS OGSÅ Fascinerende fotografier søger sandheder efter sidste salgsdato

Disappearing Into The Past
Tid: Til 20. okt.
Sted: Martin Asbæk Gallery, Bredgade 23, Kbh. K.
Pris: Gratis

Guddommelig Kirkeby?
Kirkeby.  Ubetitlet værk fra 2011. Billede fra udstillingen
Hvis man ikke vil nøjes med noget så jordnært som selvportrætter og polaroider, kan man vende næsen mod Glyptoteket. Her er der lagt op til en åndelig oplevelse – i hvert fald i museets markedsføring af den aktuelle Per Kirkeby-udstilling.

Under titlen ‘Epifani’ – som betyder guddommelig åbenbaring – udstiller Glyptoteket 25 af Kirkebys malerier og skulpturer.

Og den er god nok. »For dem, der tror mindst lige så meget på Kirkeby, som de tror på kirken, vil alle værker være forventede åbenbaringer«, lyder profetien fra Peter Michael Hornung i anmeldelsen af udstillingen, som Kirkeby selv har været med til at sammensætte.

Kunstredaktøren kalder værkerne, der er blevet til mellem 1981 og 2011, for »fandenivoldske« og »søvngængeragtigt sikre« – selv om de virker lidt malplacerede i Glyptotekets yppigt dekorerede udstillingsrum. Fire hjerter.

LÆS OGSÅKirkebys nye udstilling er et dementi af alle rygter om hans dårlige helbred

Kirkeby Epifani
Tid: Til 30. dec.
Sted: Glyptoteket, Dantes Plads 7, Kbh. V.
Pris: 75 kr., søndag gratis

Kvinde med kompromisløs penselføring
Morisot.  'Liggende ung kvinde' (1879). Billede fra udstillingen
Når du allerede nu er ved at være træt af korte dage og gråvejr, kan du i det mindste glæde dig over, at du ikke var kvindelig impressionistisk maler i 1800-tallets Frankrig.

Mens kunstnere som Manet og Monet satte deres staffelier op på gaden og svælgede i lyssætninger og stemningsmættede motiver, var Berthe Morisot nødt til at holde sig indendørs.

Kvinder måtte ikke male, og hvis de gjorde det alligevel, måtte de i hvert fald ikke kunne ses af nogen imens.

Berthe Morisot er stadig en af de mere ukendte impressionister, men allerede som 23-årig udstillede hun sammen med sine mandlige kolleger i Paris, og nu kan hendes malerier ses på Ordrupgaard.

Politikens anmelder Trine Ross har taget turen til Charlottenlund og er vendt begejstret tilbage: »Helt fantastisk«, lyder dommen over udstillingen, der får fem hjerter.

LÆS OGSÅOverset kvindelig impressionist imponerer på Ordupgaard

Den store kvindelige impressionist
Tid: Til 27. jan.
Sted: Ordrupgaard, Vilvordevej 110, Charlottenlund
Pris: 60-75 kr.

Kina-Cai på Frihavnen
Alle taler om Kina i disse dage, og i den sammenhæng er det værd at nævne Cai Guo-Quiang. Kunstneren opererer dog i et univers, der ligger langt fra verdensmagt, minkskind og vækstmarked.

Den 54-årige Guo-Quiang har en udpræget interesse for arkæologi og historie, og hans hovedværk består af en kæmpestor båd, som han har udgravet i Japan og placeret i noget, der ligner resterne fra en hel kinesisk porcelænsbutik.

I sin aktuelle udstilling på Faurschou Foundations 1.000 m2 store galleri har kunstneren, der herhjemme går under navnet Kina-Cai, suppleret båden med 22 store billeder, der er malet med krudt.

Inden da har kunstneren sejlet det danske øhav tyndt i en vikingebåd for at danne sig et indtryk af konteksten for udstillingen, der ifølge kunstredaktøren er »mageløst flot«. Peter Michael Hornung har hele fem hjerter, der banker for Kina-Cai.

LÆS OGSÅLouisianas direktør skriver suveræn ABC om museets samling

A Clan of Boats
Tid: Til 7. dec.
Sted: Faurschou Foundation, Klubiensvej 11, Kbh. Ø.
Pris: Gratis