Annonce
Annonce
Kunst 7. okt. 2012 KL. 22.36

Ugens kunst: Moderne mester var forfulgt af døden

Politikens kunstanmelder Trine Ross vælger ugens udstilling: 'Edvard Munch' på ARoS.

Kunst Edvard Munch

Titel Angst/Anxiety
Dato 6. okt.-17. feb
Adresse Aros Alle 2, Aarhus
Mere info Bemærk, at man skal bestille tid til besøget!
Åbningstider Ti.-sø. kl. 10-17, on. kl. 10-22
Entré 100-120 kr.
Sted Aros

Edvard Munch

Født i 1863. Året efter flytter familien til Kristiania (Oslo). Tre år senere dør moderen, mens søsteren Johanne Sophie (født 1862) dør af tuberkulose i 1877.

1882: Munch optages på Kunstakademiet i Oslo og udstiller året efter for første gang. Der skal dog gå længe, før han får positiv omtale.

1889: Rejser til Paris, hvor han ser værker af Gauguin, van Gogh og Toulouse-Lautrec.

Omkring århundredeskiftet
får stadig flere øjnene op for kvaliteten i Munchs værker. På det personlige plan er han plaget af alkoholmisbrug og et turbulent kærlighedsliv.

1908: Munch får et sammenbrud og indlægges hos neurologen Daniel Jacobsen i København, hvor han tilbringer de næste syv måneder.

1916: Køber ejendommen Ekely uden for Oslo og lever et tilbagetrukket, men produktivt liv frem til sin død i 1944.

Hvorfor er det lige præcis udstillingen af Edvard Munchs værker, du ikke vil gå glip af?
»Munch er jo en af de helt store, moderne malere, sådan en, som stort set alle har hørt om, og netop derfor er det vigtigt at få set hans værker med egne øjne. Munch er en utrolig spændende kunstner, både fordi han var nyskabende i sit udtryk, og fordi de emner, han behandler, er så grundlæggende for det moderne menneske«.

Hvad er det da for motiver, Munch er mest kendt for?
»Hans mest berømte værk er uden tvivl ’Skrik’, der findes i flere versioner. På ARoS vil man kunne komme til at se ’Skriget’, som vi kalder værket på dansk, som grafik, ligesom de næsten lige så kendte ’Madonna’ og ’Vampyr’. Lægger man dertil malerier med titler som ’Melankoli’ og ’Sjalusi’, står det klart, at det er i de mørkere erfaringslag og sindsstemninger, Munch henter sine motiver«.

LÆS OGSÅSkrigets hemmelige køber er afsløret

Hvordan kan det være, at Munch er så dyster?
»Det skyldes, vil jeg tro, flere ting. For det første kan hans personlighed meget vel have haft lidt slagside til det sorte og indadvendte, og for det andet er det sikkert blevet forstærket af en barndom, hvor han mistede både sin mor og sin søster som ganske ung. Munch skal selv have sagt, at angstens, sorgens og dødens engle stod ved hans side fra den dag, han blev født«.

Se også:

Masser af kolorit
Lise Malinovsky (født 1957) er kendt for sine farvestærke og ekspressive malerier. På Gammelgaard viser hun en række af de nyeste malerier, samtidig med at man for første gang siden slutningen af 1980’erne kan få lov til også at se hendes tegninger og akvareller. Der bydes også på en kortfilm om Malinovsky, produceret af Steen Møller Rasmussen.

Lise Malinovsky: Hulter til Bulter
Tid: 6. okt.-18. nov. Fernisering lø. kl. 15.
Sted: Gammelgaard, Gl. Klausdalsbrovej 436, Herlev.
Pris Gratis.

gammelgaard.dk

Stjerner og snemænd
Lille Vildmose skulle være det mindst oplyste sted i Danmark og dermed også dér, hvor man oplever stjernehimlen bedst og mest intenst. På Charlotte Fogh Gallery i Aarhus viser duoen Hanne Nielsen & Birgit Johnsen deres fotoserie ’Facing the Dark’ fra området. Som kontrast viser de også videoværket ’Snemænd og damer’, hvor man følger den hvide kernefamilie, mens den smelter væk og forsvinder.

Hanne Nielsen & Birgit Johnsen: Facing the Dark
Tid 5.-30. okt.
Fernisering fr. kl. 16-18.
Sted Charlotte Fogh Gallery, Mejlgade 18B, Aarhus.
Pris Gratis.

charlottefogh.dk

LÆS OGSÅ'Skriget' skal sælge Norge

Hvad er det så, vi kan forvente at se på ARoS?
»Hvis udstillingen lever op til museets ambitioner, så skulle der vente os en rejse gennem Munchs liv, fra hans ungdom i 1880’erne og helt frem til livet som eneboer i Ekely. Og hele tiden med angsten som tro følgesvend, sådan som man ser det i hans maleri af en ’Aften på Karl Johan’ fra 1892, hvor alle ansigter stirrer tomt som dødningehoveder i mørket«.

Hvad glæder du dig mest til?
»Dels ser jeg frem til et gensyn med kendte værker som ’Skriget’ og ’Madonna’, som jeg aldrig bliver helt færdig med at kigge på. Dels håber jeg, at der også vil være nogle mindre kendte værker med på udstillingen, så synet på Munch kan blive endnu mere nuanceret. Og så må vi se, hvordan det kommer til at fungere på ARoS, hvor man kun lukker 200 gæster ind ad gangen – og kun i en halv time«.

LÆS OGSÅUgens udstilling: Louisiana viser selvportrætter med attitude