De er unge, de er kvinder, og deres musik fylder spillestederne, festivalerne og radioen netop nu.

Og så er de børn af forældre, som var noget ved musikken, før de selv tog over.

IBYEN har fået Naja Rosa Koppel, Cæcilie Trier og Josefine Winding til at starte en spørgsmålsstafet om at være næste generation. Om opgør, inspiration og om at få sin egen stemme ikke mindst.

Naja Rosa Koppel

Datter af Anisette og Thomas Koppel (Savage Rose). Udgav i efteråret 2010 sit debutalbum og er p.t. på danmarksturné.

Josefine Winding spørger:

Har du nogensinde arbejdet imod karrieren som musiker, fordi folk for- ventede, at det var den vej, du ville gå?

»Det har jeg faktisk aldrig. Jeg har sunget og lavet små bands, siden jeg var helt lille, så det var meget tidligt, at jeg selv traf et valg om, at det var det, jeg ville. Der har heller ikke været noget pres på mig for at blive musiker. Selvfølgelig er jeg vokset op i al det hurlumhej af turneer og musik og spillesteder, og jeg sang kor første gang for mine forældre, da jeg var syv. Men jeg elskede det store sus af at stå der og tænke ’Wow, nu er det mig, der synger!’. Det har været en lyst og en drivkraft, lige så længe jeg kan huske«.

LÆS ARTIKELNy vild rose fra Koppelklanen debuterer overbevisende

Har du oplevet, at dine forældres arbejde har skabt muligheder – eller ulemper – for dig?

»Selvfølgelig har det skabt muligheder, at folk har kendt den musikhistorie, der ligger i min familie – ikke kun med mine forældre, men også fætre og kusiner og onkler og så videre. Så hvis folk hører, at man hedder Koppel til efternavn, spidser de nok ører på grund af det. Men omvendt betyder det også, at der er nogen, der har en forudindtaget holdning til mig uden egentlig at lytte til, hvad det er, jeg laver. Nogle mennesker vil altid stille mig op mod min mor eller min søster. Og det, jeg ønsker, er jo, at folk vil høre mig for den, jeg er, og den historie, jeg fortæller. I musikbranchen har jeg også oplevet den forudindtagethed, og da jeg skulle have en pladekontrakt, var det ikke nogen fordel, at jeg hed det, jeg gjorde. Der kunne jeg godt mærke, at nogen tænkte: ’Det er bare endnu en af de der Koppel’er’. Men jeg har knoklet rigtig meget for det her, og jeg kan ikke sidde og tænke på, hvad det er for en arv, jeg løfter, hver gang jeg skriver en sang«.

LÆS OGSÅSangerindes hemmelige sted var en ubåd i Valbyparken

Hvordan reagerer du, når folk, du ikke kender, vil snakke om dine forældre?

»Det er lidt både-og. Jeg møder mange mennesker ude på landevejen, der har en masse sjove historier om mine forældre. Det kan være en meget smuk ting, og det giver mig et indblik i, hvordan andre har opfattet mine forældre, når de har mødt dem eller hørt dem spille. Det synes jeg bare er dejligt. Men jeg kan også blive spurgt til ting om min mor, hvor folk glemmer, at det er mig og ikke hende, de taler med. Så spørger de om, hvordan hun har det efter at have mistet min far for eksempel. Der tænker jeg nogle gange, at det må de da spørge hende om. Det er jo hendes følelser, og det er lidt for personligt til, at jeg rigtig kan svare på det«.

Naja Rosa Koppel
Tid 29. apr. kl. 20
Sted Viften, Rødovre Parkvej 130
Entré 120 kr. på www.billetnet.dk
Infowww.myspace.com/najamusic

Cæcilie Trier

Sanger og musiker i Chimes and Bells, Le Fiasko samt Choir of Young Believers, som i øjeblikket indspiller nyt album. Datter af Lars Trier (guitarist i Røde Mor, har senere udgivet flere album som både klassisk og rytmisk guitarist, solo og i div. samarbejder, bl.a. med sin datter og guitarist Christian Sievert i trioen Trier-Sievert-Trier).

Naja Rosa Koppel spørger:

Var du med ude på spillestederne og sov i tourbussen, eller blev du passet derhjemme?

»Jeg blev først født, efter min far var stoppet i Røde Mor, lige på det tidspunkt hvor hans karriere som klassisk guitarist tog fart. Min mor lavede alt muligt forskelligt: kor og teater, kvindeband og rødstrømpe-plader. Min søster og jeg var selvfølgelig ofte med, når de spillede, selv om vi nu ikke ligefrem sov i tourbusserne. Jeg tror egentlig, jeg blev passet meget af barnepiger hjemme, selv om koncertvirksomheden blev trappet ned gennem min barndom«.

Er din far en inspiration for dig i dit eget arbejde som musiker?

»Min far har inspireret mig helt afgørende, og det samme gælder for min mor. Hun har altid skrevet en masse musik og bl.a. lavet numre, som min far siden har indspillet. Hun sang meget med os, og de spillede altid selv musik derhjemme. På alle mulige måder tog de del i min udvikling som musiker og tog alle mine små skridt meget alvorligt. Så snart jeg var begyndt at spille en lille blues på klarinet, fik jeg lov at spille et nummer på scenen.

Jeg bruger stadig mine forældre meget. Når jeg har indspillet en plade, er de stadig de første, som lytter og giver kritik, og når jeg ikke ved, hvordan man smører stemmeskruerne på celloen eller sådan noget, ringer jeg hjem til dem. En ting, jeg er sluppet for, er bekymringen om, hvorvidt man mon kan få et liv til at fungere økonomisk som kunstner. Det har jeg aldrig overvejet – før nu, hvor jeg gør det selvfølgelig! Jeg havde jo bare set, at det var det, man levede af, og aldrig forestillet mig, at jeg kunne være særlig god til noget andet.

Det har været en gave for mig at vokse op med alle de der intense dedikerede kunstnertyper, som tog kunstens rolle i samfundet blodigt alvorligt«.

CHIMES & BELLS-ANMELDELSETåget debutalbum er fyldt med forjættende numre

Din far var medlem af Røde Mor. Har de politiske synspunkter fra dengang påvirket den måde, du ser på samfundet i dag, og er det noget, du bruger i din egen musik, for eksempel når du skriver tekster?

»Jeg er helt klart stærkt farvet af min families politiske synspunkter, men det gælder vel for de fleste. Jeg skriver på ingen måde politiske tekster eller politisk musik. Men jeg har altid haft meget respekt for Røde Mors projekt. De var jo helt vilde! Jeg går for tiden og lytter til Troels’ (Trier, Cæcilie Triers onkel) 70’er-soloplader, det er virkelig intenst. Lydæstetikken er mega.inspirerende. Den måde, musikken samler sig på på den mest balrede og fragmenterede måde. Jeg synes, det lyder så utrolig frækt. Men at skrive politiske sange er ikke noget, jeg er i stand til eller har lyst til på nuværende tidspunkt. Når jeg skriver, er det intuitivt og æstetisk orienteret. Det er helt og aldeles for musikkens skyld.

Men allerdybest inde har jeg måske lidt dårlig samvittighed over ikke at være politisk i musikken. Altså at jeg ikke benytter mig af min stemme til at italesætte noget, som er vigtigt og essentielt samfundsmæssigt. Det er jeg jo vokset op med, og i den optik er min musik jo en komplet eskapistisk og ugyldig affære. Naturligvis håber jeg, at det har en eller anden ydmyg form for indflydelse på dem, der gerne vil lytte, men det er jo ikke noget, der får dem til at stemme anderledes«.

Chimes and Bells
Tid On. 11. maj kl. 19
Sted Charlottenborg Kunsthal, Nyhavn 2, Kbh. K
Pris Voksne 60 kr., stud./pens. 40 kr.
Infowww.kunsthalcharlottenborg.dk

Choir of Young Believers spiller på Spot Festival 2011
Tid 27.-28. maj
Sted Århus, diverse venues – se programmet på websitet
Pris Endagsbillet: 285 kr. Todagesbillet: 495 kr.
Infowww.spotfestival.dk

Josefine Winding

Datter af Alberte Winding. Debuterede i marts 2011 i duet med sin mor på nummeret ’Min klub først’ fra Albertes album ’Fjerde til venstre’. Et Rosa Lux-remix af nummeret var Ugens Uundgåelige på P3 i uge 15 og er netop udkommet som ep.

Cæcilie Trier spørger:

Så du selv ’Bamses billedbog’ i din barndom?

»Nej, det gjorde jeg faktisk ikke. Jeg tror ikke helt, at jeg kunne forstå, at hun sad ved siden af mig og også var inde i tv’et, så jeg begyndte at græde, når det blev vist. Når man er lille, forstår man jo ikke, at det inde i tv’et ikke er ægte, men det fandt jeg jo så ud af, at det ikke var. Og det var jeg ikke så glad for«.

Hvordan kom ’Min klub først’ og din mors og dit samarbejde i stand. Er det sket i virkeligheden, at I mødte hinanden på den samme klub?

»Min mor skrev sangen sammen med Rosa (Lux), som foreslog at spørge mig. Og det gjorde de så. Det lyder så krukket at sige det, men jeg har aldrig sunget før, og det var aldrig noget, jeg havde troet, at jeg skulle. Men det var lige på et tidspunkt, hvor jeg havde besluttet mig for at sige lidt mere ja til ting, jeg var bange for. Og så gjorde vi det. Jeg har bestemt ikke fortrudt det, for jeg synes, at nummeret er blevet rigtig fint. Men det er meget mærkeligt, for det var en hurtig beslutning, og jeg havde bestemt ikke regnet med, at det ville få den opmærksomhed, det har fået. Min mor og jeg er aldrig stødt på hinanden i byen, men vi har været tæt på. På et tidspunkt lavede vi faktisk en aftale om, at nogle steder var mine, og hvis hun nærmede sig, sendte hun lige en sms, så jeg var advaret«.

Hvad er det vigtigste, du har lært af din mor – og af din morfar (Thomas Winding)?

»Min mor har været en inspiration for mig med hensyn til, hvordan man skulle være som musiker: At man skal lave det, man har lyst til. Hun har lært mig kunstnerisk integritet, kan man sige. Men det er ikke noget, hun har sat sig ned og talt med mig om. Det har kun været ved eksemplet, at hun har lært mig det – jeg tror, at hun vil blive meget overrasket over at høre, at hun har inspireret mig på den måde. Min morfar lærte mig ikke at tage tingene så alvorligt, og at det hele var lidt et eventyr. Det var han god til at få mig og andre til at lægge mærke til. Det er rart at huske på, når man går i panik over noget. Jeg tror, at det har betydet meget for, at jeg sagde ja til et projekt som ’Min Klub Først’. Bare at springe ud i nogle ting, ikke nødvendigvis fordi det skal føre et bestemt sted hen, men bare for at prøve det og så se, hvad der sker«.