Annonce
Annonce

Forsiden

Koncerter 17. jun. 2011 KL. 17.34

Festival kan ikke betale sine regninger - men hæver bossens løn

Hårde anklager om økonomisk rod hagler ned over Start! Festival, der er i gang på Vesterbro.

Koncerter Start! Festival

Dato 16.-18. juni
Adresse København V
Entré 3-dagesbillet ved køb i indgangen koster 250 kr. og en endagsbillet koster 100 kr.
Sted Den Brune Kødby

100 bands spiller sig i disse dage gennem Start! Festival i Den Brune Kødby på Vesterbro.

Men dette års festival, hvor vækstlaget på den danske musikscene har mulighed for at vise talenterne frem, bliver forstyrret af hård kritik af festivalens bagmænd.

»Der er uigennemskuelig økonomi og organisering, personsammenfald og økonomiske personinteresser. Der er kreditorer, der ikke får deres penge og decideret fejlagtige begrundelser for festivalens dårlige økonomi« siger Mads Tamborg fra Musikforeningen RUSK. Den har tidligere støttet festivalen økonomisk, men stoppede sit bidrag i 2007.

Sidste år resulterede festivalens dårlige regnskab i et udestående til kreditorer på 1.056.755,64 kr. Efterfølgende indgik Start! Festival forlig med kreditorerne, bl.a. bookingselskaberne Scandinavian, PDH Music og Live Nation, samt et antal yderligere leverandører.

Start! Festival blev derved reddet fra konkurs på kreditorernes nåde. Alligevel gik festivalens chef, Jesper Ø. Jensen, 30.000 kroner op i løn, en stigning på 25 procent.

Kritik fra tidligere samarbejdspartnere
Regnskabet for selskaberne bag Start! Festival, som ibyen.dk er i besiddelse af, viser, at festivalens leders løn er steget fra 120.000 kroner til 150.000 kroner.

Det er sket samtidig med, at alle kreditorerne kun fik udbetalt 41,4873 procent af det beløb, de havde krav på. Altså under halvdelen af de penge, de havde i udsigt.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at sidste år ikke var noget fedt år for os. Derfor var der utroligt meget mere arbejde, og lønnen blev sat efter den arbejdsindsats, der var«, siger pressechef Peter Møller, der udtaler sig på vegne af Start! Festival, hvor de optrædende spiller gratis.

De økonomiske problemer skal, mener kritikerne, findes i, at festivalen har færre støttemidler end tidligere.

»Flere faktorer indikerer, at Start! Festivals økonomiske nøgletal ikke passer. Og det ser ud til, at festivalens samarbejdspartnere er en del færre, end arrangørerne selv hævder«, siger Mads Tamborg fra Musikforeningen RUSK, der langer ud efter bagmændene i Start! Festival.

LÆS OGSÅTrængt festival bliver større end nogensinde

Kommunen har stoppet støtten
Festivalens pressechef, Peter Møller, forsvarer festivalen over for ibyen.dk. Han fortæller, at opbakningen fra samarbejdspartnerne i år er den største, Start! Festival nogensinde har haft.

Faktum er bare, at en liste over festivalens sponsorer, viser, at bl.a. Øvelokaleforeningen RMK, JP Fond og Veko (Vesterbro Kortet) ikke længere donerer penge til festivalen. AP Møller, der tidligere har støttet festivalen, lukkede, ifølge ibyen.dk’s oplysninger, helt for pengestrømmen i 2010.

Desuden har de københavnske øvelokaleforeninger i år opsagt samarbejdet med festivalen.

Københavns Kommune støttede sidste år Start! Festival med 200.000 kroner. I april valgte Københavns Kommune dog, efter at have kigget på regnskaberne, at give afslag på festivalens ansøgning om at få 300.000 kroner.

»Vi vurderede simpelthen, at økonomien i festivalen var for skrøbelig, og at man kan støtte vækstlaget bedre ved at lægge pengene et andet sted«, siger Jesper Nordahl, der er næstformand i Københavns Kommunes Musikudvalg.

LÆS OGSÅUnge bands strømmer til stor men fattig festival

Manglende opbakning
Start! Festival er, ifølge festivalen selv, baseret på gratis arbejdskraft og er oprindelig kendt som Vesterbro Festival. 2011 bliver niende gang, der er Start!/Vesterbro Festival.

Regnskaberne for selskaberne bag Start! Festival viser, at festivalen har kæmpet gevaldigt med at få økonomien til at løbe rundt i både i 2009 og 2010.

Den manglende opbakning fra samarbejdspartnere betyder, at sponsorindtægter og fundraising-støtte i 2010 lå 240.000 kr. under det, festivalen havde budgetteret med.

Det har resulteret i, at der er firmaer, som har aftalt en pris med festivalen for en vare, som festivalen har modtaget. Men så efterfølgende har måttet sande, at de ikke har kunnet få den aftalte betaling.

Eksterne årsager får skylden
Hvilket altså endte med et forlig, hvor kreditorerne kun fik omkring 400.000 kr. ud af det beløb på over en million kr., som de havde krav på.

»Dette har haft stor betydning for leverandørerne og flere aktører i musikbranchen. Samtidig giver arrangørerne i pressen kun eksterne årsager skylden for underskuddene. I den forbindelse begrunder de bl.a. underskuddet i 2010 med lavere indtægter på entré og barsalg grundet dårligt vejr. Deres egne regnskaber viser dog, at dette ikke passer«, siger Mads Tamborg.

Han henviser til, at der sidste år - gennem billet- og barsalget på Start! Festival - kom i alt 10.000 kroner mere i kassen end budgetteret på den konto, men at festivalen alligevel brugte det lave publikumsantal og vejret som forklaring på underskuddet.

Pressechef Peter Møller fra Start! Festival forsvarer sig med, at »alle festivalens samarbejdspartnere, kreditorer og leverandører også er med i år«.

»Sidste år var vi altså ramt af regn, skybrud og hagl. Og hvis folk skulle synes, at det, vi laver, ikke er i orden, burde de jo være løbet skrigende bort. Forholdene har ikke afskrækket en eneste fra at være med i år«, siger Peter Møller.

LÆS OGSÅHårdt prøvet festival ruster sig til regn

Festivalens største sponsor er festivalen selv
Mads Tamborg fra Musikforeningen RUSK angriber også, at organisationen bag Start! Festival »er meget lidt gennemskuelig«.

Det er de samme to personer, Jesper Ø. Jensen og pressemand Peter Møller, der sidder med det økonomiske og ledelsesmæssige ansvar i to af parterne bag festivalen, øvelokaleforeningen MUVE og Foreningen Vesterbro Festival.

Peter Møller har samtidig indtil i år siddet i direktionen i produktionsselskabet bag festivalen, Ny Dansk Musik Aps, hvor Jesper Ø. Jensen er direktør. Alle tre parter holder til i Staldgade i Kødbyen.

Øvelokaleforeningen MUVE donerede i 2009 360.000 kroner til Start! Festival, mens beløbet i 2010 var 55.000 kroner.

»Festivalens største samarbejdspartner og tilskudsgiver er MUVE. Men festivallederne sidder også selv i MUVE, hvilket reelt betyder, at deres største sponsor er dem selv. De bruger altså penge fra medlemskontingenterne i MUVE til festivalen«, siger Mads Tamborg.

Uacceptable forhold
Hvis man vil tale med Start! Festivals produktionsselskab, så er det ligeledes Jesper Ø. Jensen, der svarer på telefonen.

Det siger de to bagmænd, ifølge kritikerne, dog ikke til omverdenen og pressen, men henviser i stedet til, at det er forskellige enheder, der står bag festivalen.

»Når Peter Møller udtaler sig om de her ting, så svarer det til, at han kigger ud af vinduet på et regnvejr og så siger, at det er solskin«, mener Mads Tamborg, der sætter en tyk streg under, at det ikke er Start! Festival som sådan, der er et problem.

Pressechef Peter Møller fra Start! Festival afviser igen kritikken.

»Jeg kan ikke se noget odiøst i, hvordan vores struktur er opbygget. Hvis du kigger på alle andre festivaler i Danmark, har de samme struktur. Roskilde Festival har eksempelvis præcis samme struktur som os«, siger Peter Møller.