Presset på ørerne er så ekstremt og ubønhørligt, at det er lige før, der løber snot ud af øjnene og tårer ud af næsen.

Jeg skynder mig at mase ørepropperne godt ind i øregangene igen i rent selvforsvar.

Er de akustiske forskalninger af smukt træ begyndt at ulme olmt og sort under indtryk af den massive støj, den amerikanske gruppe Swans udsætter dem for?

Radiohusets gamle sal står distancen, selv om den næppe nogensinde har været udsat for noget lignende. Det samme gør et nærmest hypnotiseret publikum, da koncerten nærmer sig de 2 1/2 time.

Stå distancen kan trommerne til gengæld ikke, da Phil Puleo sammen med percussionisten Thor Harris gennembanker det samme stakkels trommeskind.

Med sin bare, muskuløse overkrop, sit lange stammehår og sin forkærlighed for at musicere med hammeren lever Thor op til sit navn, og sammen præsterer de to at smadre trommeskindet. Hvilket giver en ikke uvelkommen pause, mens en ny tromme bliver sat op.

Det eneste pusterum i en støjfest, hvor den manisk intense apokalyptiske støjbrølen på det nye nummer ’Apostate’ også på ’Avatar’ bliver trukket langt ud over enhver normal målestok og modstandskraft.

Artrock genem mange år
Michael Gira er tilbage i rollen som en af rockmusikkens mest kompromisløse mørkemænd. Heavy metal-musikerne flirter med forestillingen om Helvede.

Michael Gira med rødder i den eksperimenterende postpunk fra begyndelsen af 1980’erne medbringer sit eget helvede og fremmaner det som en kosmisk hylende og brølende afgrund, der kan åbne sig i menneskets indre. Det er artrock, man kan slå sig i smadder på.

LÆS OGSÅNo wave-kultband hypnotiserer København i aften

Afsættet for koncerten er Swans nye tredobbelte (!) album ’The Seer’. Det andet udspil fra Swans i bandets nye inkarnation.

Da Swans pløjede sin helt egen fure i rockmusikken i årene 1982-1997 var gruppen i høj grad karakteriseret ved modsætningen mellem Michael Giras malmrøst og sangerinden Jarboes kolde skønhed.

Da Michael Gira i 2010 vækkede sin slumrende Frankensvane til live igen med ’My Father Will Guide Me Up a Rope to the Sky’ skete det uden Jarboe, og hun er kun et kort smut forbi på den monumentale ’The Seer’.

Utraditionel instrumentering
’The Seer’ er endnu en apokalyptisk vision fra Gira. En af hans mest intense. Et knust væsen med lys strømmende ud og ind af munden ligger i verdens søle og afventer en ny begyndelse.

En undergangsvision med himmelstiger og genfødsler i et poetisk hovedspring ud i den kosmiske ursuppe, hvori mennesket padler rundt, uanset hvilke illusioner vi gør os om vigtigheden af pensionsbidrag og stenaldermad på den palæo-funky måde.

Galskab. Kosmos. Lede. Længsel. Lede. Eksplosion. Rablen i den store William Blake-tradition tilsat den sorte humor, man bl.a. finder i Michael Giras forklaring på valget af bandnavn. Svaner er smukke dyr med et grimt temperament.

På ’The Seer’ er der plads til et instrumentalnummer som ’93 Ave. B Blues’, hvor lyden af rislende regn glider over i hymniske harmonier, der får det til at lyde, som om himlen åbner sig med åben strubesang.

Den form for blidere dronen var der ikke plads til i koncertsalen. Her fik den brølende drønen og den brutale tamtam almagt hos et nærmest rituelt sammenspillet ensemble, hvor disciplin og improvisation smeltede sammen under ekstremt tryk.

Midt i tærskeværk og trykkoger understregede Christoph Hahn Swans ry for utraditionel instrumentering.

Lap steel guitar er normalt et instrument, der giver cowboys søde drømme og får det blå græs til at synge, men i Swansregi er det blevet et nervepirrende instrument, som sidder i kødet på den massive støjrock som en syl.

Ikke en ønskekoncert
’The Seer’ er et tårn af lyd, men der er sprækker i monolitten, hvor lyset, både det sorte og det hvide, kan trænge ind.

Albummet starter i klassisk Swansstil med den messende ’Lunacy’, hvor man uden nærmere forklaring er helt inde i galskaben bag mennesket med ulvefjæs og abepels.

Swans

The Seer

Producer: Michael Gira

Young God Records

Michael Gira er på et både kulsort, afvekslende og musikalsk dybsindigt og foruroligende værk på én gang helt inde under hudens uro og helt ude i stjernernes kosmiske esse.

Hvad videnskabsmændene arbejder på i partikelacceleratoren i Cern, og hvad Michael Gira arbejder på med »arbejde, blod, sved og kærlighed« i Swans kan siges at være beslægtet. Begge skuer ud og ind for at finde grundopskriften på et Big Bang.

Et simuleret Big Bang af dimensioner var det unægtelig i Radiohusets gamle koncertsal, hvor det var lige før, man følte atomerne begynde at samles og skilles i partikulær sanktvejtsdans, efterhånden som den monotone støj nedbrød alle forsvarsværker. Det var ikke ønskekoncerten.

Enslydende numre
Jeg ville hellere end gerne have hørt ’Lunacy’, balladen ’Mother Of The World’ og ’Song For Warrior’, som på ’The Seer’ bliver sunget ganske rørende af Karen O.

Men Karen O er ikke med i truppen, og bag mikrofonen var Michael Gira ikke i det følsomme hjørne og hverken kunne eller ville overdøve instrumenternes tordnende svanesang.

Så hvad vi fik, var 4-5 næsten enslydende numre, der nærmest blev spillet som et enormt nummer spændt ud mellem ’The Apostate’s grumme støj og ’The Seer’s en anelse mere meditative larm.

Jeg tog ikke tid, men jeg vil gætte på, at Swans på nummeret ’The Seer’ ramte den hele time, inden sangen sank udmattet sammen som et gigantisk spiddet dyr på den tunge side af midnat.

På det tidspunkt sad den kødrand af mennesker, som Michael Gira fra starten af koncerten havde inviteret op på scenen, stadigvæk andægtigt lyttende i orkanens øje.