Der findes en meget lidt poetisk metafor for elskovsakten mellem en mand og en kvinde, der for nylig har født et barn.

Det er som at kaste en cocktailpølse ind i Peterskirken, forlyder det.

Kønt er det ikke. Men udtrykket kan ikke desto mindre også bruges som et billede på søndagens koncert med det amerikanske indierockband Grizzly Bear.

Salen var ikke fyldt
For arrangørerne bag koncerten havde simpelthen gjort bandet en, ja, bjørnetjeneste ved at programsætte kvartetten til at spille i den store Falconer Salen på Frederiksberg, der har en kapacitet på 3.000 stående gæster.

Det var skudt over målet, for salen var ikke fyldt. Og måske var det derfor, at et band, der går så meget op i at forfine deres lyd – både på plade og på scenen, faldt sammen i et forsøg på at finde samklang mellem det sarte og det støjende i en sal, der modarbejdede dem på det groveste.

Akustikken lod i hvert fald sit tilbage at ønske.

Meningsforstyrrende
Som anmelder er det noget af det mest fantasiforladte, man kan gøre - at kritisere lyden til en koncert.

LÆS MERE Sarte bjørne og vilde heste finder hver deres gode rocklyd

Men det her var ikke små skønhedsfejl. Det var meningsforstyrrende.

Derfor blev Grizzly Bears koncert til et ærgerligt eksempel på, hvordan en god koncert ikke udelukkende kræver en stærk sætliste og et sammentømret band.

Der skal mere til. Og derfor blev amerikanernes koncert en noget uforløst oplevelse, der alligevel strålede i prisværdige glimt.

Katastrofal begyndelse
Under koncertens første numre var det ikke desto mindre ikke svært at høre, at bandets ene forsanger Edward Droste er en stor sanger, hvorimod hans kollega Daniel Rossen mest af alt lød som en mand med en mikrofon med en seriøst løs forbindelse, hvorfor åbningsnummeret, den ellers glimrende 'Speak In Rounds' fra bandets seneste album 'Shields', blev en mudret og vaklende affære.

ANMELDELSE Sultne bjørne tog på lystfiskeri (2009, fem hjerter)

Det var en katastrofal begyndelse. Det blev bedre undervejs, bare ikke markant. Og det var en skam, for Grizzly Bear kan virkelig mestre blandingen af det afdæmpede og det mere sprælske. Men alt for ofte flød de to modpoler sammen til en grå grød af lyd.

Grizzly.  Bedst fremstod de amerikanske indierockere, når de spillede de enkleste dele af repertoiret. Foto: Sara Galbiati

Den kantede 'A Simple Answer', 'Yet Again' og 'Lullabye' er glimrende beviser på gode sange, der er væsensforskellige i deres udtryk, men alligevel blev korrumperet af omstændighederne.

Selv det fnuglette pletskud af et hit 'Two Weeks' vraltede tvivlsomt frem på et gyngende leje af rungende trommer.

Sangere i problemer
Bandet overdøvede gang på gang den syngende Rossen, der ikke havde den bedste aften.

Selv Drostes korakkompagnement fyldte ofte mere, hvilket egentlig var forståeligt nok. At synge kor med Droste må svare lidt til at synge tostemmigt med et trykluftbor.

LÆS MERE 1.000 km syd for Nordpolen lyder Efterklang mere alvorlige

Verdens mest vellydende af slagsen, bevares. Droste har en kordrengs disciplin og en popsangers udstråling, når han står på scenen.

Men Rossen har til gengæld en mere rustik rustenhed i sin vokal, der virkelig stod frem live. I hvert fald når man kunne høre den ...

»Måske spiser vi nogle nødder«
Bandet selv virkede nu ikke ubetinget tynget af de problematiske lydforhold - men nu stod de heller ikke ude i salen med os andre.

Til gengæld blev de tilsyneladende grebet af mild panik, da Droste knækkede en guitarstreng.

»Vi er ikke så gode til scenesnak«, forklarede Rossen forlegent, indtil han beviste det stik modsatte ved at begynde at causere aldeles veloplagt over Grizzly Bears eget image som fire fåmælte saltstøtter på scenen.

»Backstage sidder vi bare og stirrer på hinanden. Sender hinanden dybe, meningsfulde blikke. Måske spiser vi nogle nødder«, lød det lakonisk-ironisk fra den lavstammede Rossen, som høstede aftenens største latterbifald på dén svada.

Så dårlig var kontakten til publikum bestemt ikke.

Omvendte Beach Boys
For selv om Grizzly Bear nok fremstår som et slags Beach Boys med omvendt fortegn – med regnvejr og efterår på den amerikanske østkyst i deres dna, var det ikke bare ren jammer.

LÆS OGSÅ Brooklyn-band var eventyrlig avantgarde

Det var nu engang bare de mindre ornamenterede sange, der trak stikket hjem for Grizzly Bear. For selv om intet er sådan rigtigt enkelt i deres univers, var det unægtelig sange som 'Foreground', 'Knife' og 'While You Wait For The Others', der gjorde bedst indtryk.

Men allerbedst var - meget sigende - aftenens eneste helt akustiske indslag i form af en helt nedbarberet version af 'All We Ask', der beviste, at Grizzly Bears vokalharmonier stadig er en søndag aften værd.

Men åh, jeg håber på en ny Store Vega-koncert næste gang.