Forsangeren i Friendly Fires kommer ind på scenen mellem de fem andre musikere som en ildkugle af energi.

Inden Ed MacFarlane griber mikrofonen, har han hænderne dansende over hovedet og hulahop-roterende hofter.

Få øjeblikke tidligere var det en triviel mandag aften, men forført af de dansende spasmer i hele MacFarlanes krop føles det pludselig som en adrenalinpumpende lørdag nat.

En af den slags koncerter
Publikum overgiver sig og kaster i løbet af den næste intense times tid glowsticks, balloner og hujende jubelbrøl op i luften. Rygterne om Friendly Fires’ koncertmagi var løbet i forvejen, men allerede efter få sekunder står det klart, at det her er en af den slags koncertoplevelser, man ville have ærgret sig over at gå glip af.

Den pænt fyldte sal får et dancepunket klask lige i røven, mens den spjættende og besnærende MacFarlane synger sig gennem en struttende udgave af ’Lovesick’. Og allerede efter de første fire heftige minutter er den spraglede skjorte gennemblødt, og man aner, at rammerne på Lille Vegas scene ikke kan holde.

Krøltoppen Ed MacFarlane har flammer i stedet for blod i årerne og det særlige instinkt, der skiller nogle få forsangere ud i en særlig intens liga. Som Bob Hunds Thomas Öberg, der heller ikke kan se en stol uden at hoppe op på den.

De satser hele kroppen i hver eneste frasering, der mere handler om at time rytmen end at ramme tonen. Og at være til stede.

Et bombardement af brasilianske hoppebolde
Andet nummer, ’Jump in the Pool’, fortæller i al sin banalitet om MacFarlanes forhold til omverdenen: Hvis der er en pool, skal vi springe i den. Nu!

Og kort tid efter danser han langt ud gennem publikum og synger uden et tabt taktslag ’True Love’. Naturligvis.

LÆS ANMELDELSEDanserockere er musikkens svar på en piña colada

Og halvvejs i koncerten kravler han rundt oppe under Lille Vegas svalegangsbalkon og skråler ’On Board’ med kroppen hængende vandret.

Imens MacFarlane piskede stemningen i vejret, flåede Edd Gibson guitaren rundt i luften og Jack Savidge tæskede løs på trommerne, så det føles som et bombardement af brasilianske hoppebolde.

Højt tempo
I stil med de danserockende djævle i !!! (Chk-chk-chk) eller The Rapture dyrker Friendly Fires discoens tunge groove i en heftig cocktail af hvirvlende guitar, insisterende synth og funkeksplosioner på trommerne.

Til forskel fra deres amerikanske modstykker tilsætter den engelske trio det ustoppelige tog af rytmer regulære popsange. Både af den vemodige slags, der stræber efter ugengældt kærlighed, og de skamløse hyldester til livet per se.

Men uanset temaet sænkes tempoet aldrig. Her er ingen dvælende sjælere eller problemer, der ikke kan danses væk.

Heller ikke mandag aften på Vega, hvor de gav alt, hvad de havde i sig på en lille time og rev publikum omkuld.

Kroppens aften
Bandets oprindelige trio var suppleret af en bassist, der lagde muskuløse linjer i rytmegruppen, og to blæsere, der erstattede studieversionernes syntetiske detaljer og den til tider polerede 1980’er-pops storhed med råt skårne funkstød. Både i højdepunktet ’Skeleton Boy’ og mod slutningen, hvor en vis mathed indfandt sig under ’Show Me Lights’.

Som koncert gav det Friendly Fires’ popsange et mere bastant og spartansk udtryk, men nu var det heller ikke finessernes eller de musikalske nuancers aften.

Den tilhørte kroppen og ikke mindst en elektrisk Ed MacFarlane.