Vi skulle ikke så hulens langt ind i den anden udsolgte koncert i Vega på Vesterbro med hjemmebanens helte, Magtens Korridorer, før det skete.

For et band, der som det første smed samtlige sikkerhedsseler ud ad vinduet, inden de overhovedet startede turnébussen første gang engang midt i halvfemserne, er røvture og tekniske uheld en del af hverdag og fest.

Så da trommeslager Anders Ramhede i ’Pindsvinesjæl’ sparkede så hårdt til sin fodpedal, at skindet på stortrommen sprak, var det helt som forventet.

Situationen udløste ikke mere panik på scenen, end at den kunne håndteres med hurtige jokes, et par slurke af de uundværlige øl og en skål med publikum. Så var trommerne klar igen, og Magtens Korridorer kunne fortsætte det indædte arbejde med at sparke hul igennem den frosne nattehimmel over Vega, så eventuelle engle kunne skinne herned. Hvad de pligtskyldigst gjorde.

Retten til at være anderledes
I de fine momenter, der med hårdt arbejde og fuldt fokus blev svejset sammen til en sjældent vellykket rockkoncert, lykkedes det til fulde.

Kvintetten fra København har på overbevisende vis transformeret sig fra lystigt gøglende garanter for folkefesten til et næsten velspillende rockband med enorm kraft og en poetisk saft, der gør Magtens Korridorer til noget helt særligt på de hjemlige scener i disse år.

Ikke bare som fortrop i den bølge af fornyet interesse for energisk rock’n’roll uden så meget pis, som breder sig under finanskrisens nådesløse nedsabling af selv det mindste og mest krøllede håb.

Magtens Korridorer står med de to seneste album, ’Milan Allé’ (2009) og sidste års ’Imperiet falder’, som en unik blanding af anarkistisk frirum, avantgardistisk modspil, poetisk power til forvirrede tider og en særegen rå folkekraft som noget af det bedste, man kan opleve i en koncertsal.

LÆS ANMELDELSEDansk rock besynger storbyens forfald og udkantslandets håb

Naturligvis kan hverken disse egenskaber eller den helt naturlige københavnske kant, der konsekvent hugger hovedet af de største klicheer og tendenser til feel good-rock ned hos det vokale svar på H.C. Ørstedsværket nede på Enghave Brygge, Johan Olsen, redde vores rystende skind ud af krisen.

Men Magtens Korridorer kan bringe vital tro på både fremtiden og retten til at være en anderledes, fri fugl i en tid, hvor parolen ellers er beskæring af alt fra vingefang til originalitet. Med deres velvalgte og energiske spark er københavnerne medvirkende til, at det loft, der engang var så højt til her til lands, ikke dratter ned i vores kuede hoveder.

1.000 blå øjne
Alt det kunne selvfølgelig være ligegyldigt, hvis ikke bandet var i stand til at levere detonationer under den grå dagligdag i form af sange med aggressive bid til pænheden og indimellem fortryllende, tekstlige snapskud af den virkelighed, der kan blive til poesi, hvis man har blik for det.

Det har det efterhånden også musikalsk magtfulde orkester, der i Vega holdt både skåleri, skråleri og festtaler i kort snor til fordel for en disciplineret, stram koncert. Selvfølgelig med plads til enkelte skud mod vinduerne i den omsiggribende borgerliggørelses og nymoraliserings glashuse.

Som da Johan Olsen som introduktion til en edderspændt ’Blå løgne’ citerede guider på havnerundfarten for at påstå, at Mærsk-koncernens hovedkvarter på Esplanaden i folkemunde kaldes »huset med de 1.000 blå øjne«. Et blandt de overrumplende pletskud i en velturneret sætliste.

Her repræsenterede også ’I øvrigt mener jeg’ overraskelserne blandt mere oplagte højdepunkter som ’Engle’, ’Milan Allé’, ’Pandora’, ’Lorteparforhold’ med en forbløffende aggression i salens kor af åbenbart vinterfrustrerede parforholdsdanskere og den fornemt afsluttende ’Kom og mærk’.

Kysser dit navn
Her genfandt vi kærligheden i det omkvæd, der så fint omfavner, hvad Magtens Korridorer kan som band med blandingen af bersærkergang og nænsom skønhed:

»Og imens jorden drøner rundt i Mælkevejen/ Kysser jeg dit navn«.

Wow. Der var englen nede og stryge os blidt på de blussende kinder i den fyldte sal, på hvis oprakte hænder Johan Olsen tog sig en vertikal vandretur til ’Nordhavn Station’ og tilbage til scenen. Ømt nærvær og den meget direkte kærlighed mellem sal og scene, der trives mellem dette band og dets stadigt voksende publikum.

LÆS OGSÅMagtens Korridorer leverer triumf

Og en selvfølgelig nedplafning af eventuelle tendenser til stjernetrip hos sangeren, hvis ryg og mave blottedes under crowdsurfningen, da han returnerede til bandet og guitarist Rasmus Kerns tørre konstatering:

»Nå, man har nok taget lidt på i julen, hva?«.

Fortidens falden af sadlen
Jovialiteten stortrives i dette univers. Men tog ikke overhånd i Vega, selv om vi gudhjælpemig endnu en gang skulle udsættes for en tvivlsom ridetur på den gamle, men fremdeles pubertære traver om Anne-Grethe og hendes nære forhold til heste.

Om det er leflen for laveste fællesnævner, overdreven folkelighed eller bare mangel på tillid til egne og det nyere materiales langt større evner, skal jeg lade være usagt. Men slip nu den krikke løs og lad den fare vild et sted på de evige jagtmarker.

Når man har så fine guitarister som den stadigt mere varierede urkraft Niklas Schneidermann og fiffigt arbejdsomme Rasmus Kern til at sætte tempo fra (sjældent) trav til (hyppig) galop, er der ingen grund til at holde fast i fortidens falden af sadlen og synder. Nutidens ditto er langt mere velformulerede, relevante og sjovere.

Magtens Korridorer er for længst etableret som et rockband med klar profil, linje og sammenhængskraft et sted mellem halvfjerdsernes beskidte punk og den rock, Gasolin’ i samme årti lod sit ansigt lyse mildt over. Med samme poetiske tilgang og hang til at tale tabernes og originalernes sag.

Derfor har vi brug for Magtens Korridorer, så enkelt er det.