Koncertsalens rustrøde farver og forskudte balkoner må stå model til lidt af hvert for tiden.

Just for nylig gæstede Oh Land salen bevæbnet med både DR Underholdningsorkester og discokugle og i denne uge fejrer The Raveonettes deres 10-års jubilæum i salen ved at spille deres knaldperle af en debut-ep i sin fulde længde.

LÆS DEBATKunsten at tryllebinde, kunsten at demokratisere

Men den rytmiske musik klæder den højtidelige sal – og omvendt.

Det stod også klart, da 20-årige Mike Sheridan indtog Koncertsalen med et udstyrsstykke bestående af 200 kilo instrumenter betjent af Sheridan selv samt fire gæstemusikere, der udgjorde aftenens ensemble.

Luk-øjnene-og-lyt-koncert
Sheridan selv åbnede selv showet med en dystert vuggende beatrytme, der langsomt tog til i styrke.

Først efter flere minutter blev der skruet en anelse op for de svagt lysende spotlamper. Bandet faldt ind, og det gjorde godt. Raslende percussion, en grædende violin og sarte klaveranstrøg med Sheridans dybe stød af terrængående beats i bunden tilsat små melodistumper, der lifligt dansede i diskanten.

Første nummer varede godt et kvarter, og så var stilen lagt.

Det var en luk-øjnene-og-lyt-koncert. Købte man den præmis, var det en fin aften. Ville man feste, var man gået forkert. Men så skulle man næppe have indløst billet til at begynde med.

Velfungerende orkester
For det Sheridan kan er at bygge lydlandskaber op, så de dybe beatbunde rokeres rundt som ren pladetektonik – bare i et lidt mere tjept tempo, prisværdigt nok.

Men hvor han i albumformat godt kan blive en smule monoton, var det et lydmæssigt eventyr at opleve ham live.

LÆS OGSÅDen 16-årige veteran Sheridan imponerer

Ikke mindst takket være multiinstrumentalist Bent Clausen, der residerede bag et virvar af percussion. Det var en stor fornøjelse at lytte til hans mesterligt diskrete slagtøjsspil, der blomstrede frem som forårskåde knopskud i samspil med Sheridans elektronisk funderede beats.

På flygel havde Sheridan August Rosenbaum, på violin og cello Bjarke Falgren og ud over Clausen på slagtøj var også Radiosymfoniorkestrets solojanitshar Gert Sørensen.

En orkesterformation så velfungerende, at de medbragte gæstevokalister i form af rocksangeren Rasmus Walter samt Mogens Dahl Kammerkor stod for nogle af aftenens mindre bjergtagende momenter.

Organisk elektronik
For Sheridan og hans musikalske venner bredte virkelig paletten ud.

Hovedpersonen selv sad bag et virvar af ledninger og noget der lignede en modulær synthesizer. Han samplede real-lyde og spillede ind imellem på en såkaldt Cristal Baschet.

Den ligner et lille orgel af udstrakte glascylindere, som man skal have våde fingre for at kunne spille på, og lyder som en blanding mellem et kirkeorgel og den klangfuldt pibende lyd der kan fremkomme, når man gnider på kanten af et rødvinsglas.

Den er et godt eksempel på den mere organiske lyd, der prægede koncerten, men som også gør sig gældende på Sheridans for nyligt udkomne andet album, ’Ved første øjekast’.

LÆS ANMELDELSEMike Sheridan kunne godt bruge Kasper Bjørkes gode humør

Og det var en følelse, man godt kunne have leget mere med.

Først på sangen ’September Luft’ blev bassen så dyb, at man kunne mærke det fysisk i en grad så Koncertsalens bløde sæder i få lyksalige sekunder føltes som blidt summende massagestole. Det var en herligt korporlig manifestation musikkens energi i en genre, der ofte karakteriseres ved sin hårde, maskinelle elektronik.

Men i hænderne på Sheridan, Clausen, Rosenbaum, Sørensen og Falgren blev den meget mere end det.

FACEBOOKBliv ven med IBYEN