Det hele sker på én gang.

I det øjeblik, de fem minutters summende nedtælling på storskærmen rammer 0:00, springer en forvrænget bas frem og gnaver sig ind i knoglerne, mens laserlys skyder ud fra scenekanten, røgkanoner brager løs, det vælter ned med konfetti, og på den gigantiske bagskærm suser vi som mikrober gennem det menneskelige væv i neonfarver.

Ikke noget med en rækkefølge, nej, Skrillex hælder det hele ud over publikum som én stor vandspand med tung bas, mens hans hæse stemme gjalder ind over det hele:

»Copenhag’!«.

Sider af musikkens telefonbog
Svaret kommer prompte i form af en hær af løftede arme over det ekstatiske publikum.

Forum er pænt fyldt, og i tusindvis er folk klar til at blive pumpet igennem af det amerikanske fænomen, der er lige så forhadt som elsket.

I mindre kulturelle fællesskaber som dubstep eller dancehall er man ikke tilfreds med, at Skrillex låner af deres musik og ritualer. Men det er helt skamløst lige præcis, hvad den 24-årige Sonny Moore gør som Skrillex.

Som sider i en telefonbog over samtlige musikalske fix og fiduser river Skrillex stykker af trance, hiphop, metal, pop og techno ud, kommer det i en blender og lader det snurre rundt i et dancemix, der konstant gentager dubsteppens drop – punktet, hvor rytmen ændres, og en kværnende wobble-bas sætter ind, så kroppen pludselig hugger frem og tilbage i halvt tempo.

I de brede masser elsker de ham for trick!

Alle de unge teens
Sidste år gav californiske Skrillex over 300 shows, og nu står han øverst på festivalplakater.

Lige der mellem Neil Young og Metallica. Og hvis de ikke passer på, ryger de også ned i hans musikblender.

Skrillex har ingen snobbede forbehold og er en ganske underholdende effektjæger. I mindre doser. Det demonstrerer han lørdag aften, hvor en broget flok er mødt op til rutsjebaneturen.

LÆS OMTALEAmerikansk stjerne-dj kommer til København

De pæne cardigandrenge med sideskilning oppe nordfra blander sig med de hårde nitter fra Vestegnen i undertrøjer og med skyggefulde blikke, der er enkelte sortrandede emoer langs væggen, et par raver-piger i plateaustøvler i midten af festen og en del børn, der har mor eller far med.

Men de fleste er unge teens i små flokke, der begejstret vil ruskes rundt, og Skrillex lægger ikke fingre imellem, som han står der og spjætter oppe på det højt hævede podie. Hans show åbner med 180 km/t og holder det tempo.

Nøøøj, mand!
Vi farer forbi ’Right In’ og ’Breakn’ A Sweat’ fra hans aktuelle ep og videre gennem Skrillex’ remiks af synthpop fra La Roux og dancehall med Damien Marley samt Kill Frenzys’ ’Booty Clap’ i en hiphopdrejning.

Det er medrivende, langt bedre end den skingre ep og kompakt i kædeeksplosioner af bas-drop. Til at begynde med. Efter en halv time er der knap så mange hænder i vejret og efter en time næsten ingen, mens Skrillex har forladt sine remiks og nu blot trykker et par tilfældigt hidsige rytmer af sted.

På bagskærmen er der videospilskampscener, et pentagram og rumskibe i 3-D (hvis man har brillerne med!). Symboler og tegn i en usammenhængende smøre. Ligesom musikkens mange ritualcitater er det ikke horisontudvidende dannelse, men planløs forvirring i underholdningens navn.

Det er det, der pisser de mindre undergrundskulturer af: Deres interne koder bliver tømt for betydning i Skrillex’ tivolitechno. Og man forstår dem. Alle pointer farer ligegyldigt rundt i luften som technoæstetik og bliver reduceret til et: Nøøøj, mand!

Benzin på bålet
Rutineret nok får Skrillex samlet salen til sidst og efter halvanden time sat et fællesskrålende punktum med sit remiks af Benny Benassis ’Cinema’.

Men showet kunne være skåret med en tredjedel og have slået os omkuld som en perfekt slagserie af bas.

I stedet afslører det Skrillex’ begrænsning og behov for andres opfindsomhed: Han kommer ikke selv med noget benzin til det bål, han er fyrbøder ved. Når han har brugt arsenalet, er der tomt – og det bliver altså fyret af på én hæsblæsende gang.

FACEBOOKBliv ven med IBYEN