Det er ikke uden grund, at tre femtedele af Veto har en form for keyboard stående ved siden af sig på scenen, når bandet spiller live. For elektronikken har været kvintettens dna siden debutalbummet fra 2006 med den sigende titel ’There’s a Beat in all Machines’.

Og at netop elektronikken fortsat spiller en større rolle i Veto, har bandet slået fast med udgivelsen af deres seneste ep ’Sinus’, der udkom i august.

Robotagtig varme
Det er en ep, der lyder, som om den peger i en ny retning for Veto. En lidt mere legende en af slagsen for bandet, der ellers ofte holder sig i mol med hårdtpumpende trommer og dystre synthesizere. Dem er der lidt færre af på ’Sinus’, der på sin vis minder mere om frontmand Troels Abrahamsens mere elektronisk funderede soloprojekter i eget navn.

Det klæder Veto at udvide territoriet i maskinparken med numre som ’Spears’ og navnlig ’Four to the Floor’, der betager med samplede lyde af robotagtige stemmer, der alligevel formår at kanalisere en form for menneskelig varme midt i al elektronikken.

Veto: 'Sinus'

Sony BMG. 21 minutter.

LÆS OGSÅVeto satsede og vandt på Orange Scene

Heri ligger en af Vetos fineste styrker. Og det fungerer rigtig godt at give Abrahamsens vokal noget modspil, for det kan den sagtens tåle.

Seks sange er alt, man får, hvorfor det bliver ekstra tydeligt, at et nummer som den mere rolige ’Filter’ ikke er lige så musikalsk ophidsende som andre af ep’ens skæringer. Alligevel klæder ep-formatet Veto på samme måde, som det klæder Veto at skeje lidt ud og prøve nye ting af.

Solidt
Men selv ombandet havde ’Sinus’ i ryggen fredag i Store Vega, startede Veto ud med en noget underspillet cocktail af ’It’s a Test 1+2’, der afrundede debutalbummet med lige dele tilbageholdenhed og eksplosiv energiudladning. En glimrende måde at få sig spillet i gang på.

Førnævnte ’Four to the Floor’ blev fremført med scenen badet i et giftiggrønt lys og med Troels Abrahamsens vokal i klædelig konkurrence med de mekaniske vokalstumper, der også live var en vellykket tilføjelse til Vetos univers.

På samme måde gav de tunge trommer på ’Show me where you go’ en nyfunden form for dynamik. Trommerne erstattede nærmest studieversionens rå beats, og det var hårdt og solidt.

LÆS OGSÅVeto lufter ud i kemilokalet

Veto

Store Vega. Fredag.

Alligevel var det en underligt uforløst koncert. Problemet med Veto var ikke, at bandet ikke spillede godt. Det gør de nærmest altid – og det gjorde de også fredag aften.

Alligevel føltes det undervejs lidt som at se på en, der er så dygtig til at spille computer, at man ved, det aldrig bliver ens egen tur. Respektindgydende, bestemt. Men også en smule frustrerende at overvære i længden. Selv om fremførelsen skete med usvigeligt sikker hånd, sneg der sig en følelse af monotoni ind.

Ensformigt
På den ene side er det ganske enkelt imponerende, hvor mange gode sange Veto har mønstret på tre studiealbum fordelt på seks år.

Når numre som ’Blackout’ eller ’You Say Yes, I Say Yes’ fra ’Crushing Digits’ fra 2008 eller ’You’re Hard to Get’, ’This is Not’ eller ’Spun’ fra sidste års ’Everything is Amplified’ indimellem bliver spillet i radioen, står sangene frem som veldrejede, melodiske musikalske begavelser i mængden.

LÆS OGSÅVeto-frontmand hæver niveauet

Men når de blev fremført på en scene inden for et tidsrum af omtrent halvanden time, kom flere af førnævnte numre simpelthen til at lyde ens. Dels i kraft af instrumenteringen, der hos Veto ofte beror på en bastant pågående rytmegruppe tilsat kølige, effektive beats.

Men også i selve tekstuniverset og Troels Abrahamsens ellers karismatiske vokal var der en ærgerlig ensformighed at spore.

Her savnede man noget af den lyst til at overrumple, der brager af sted, når ’Sinus’ er bedst.