Det var lige så underligt, som det var logisk, da newyorkerkvartetten Akron/Family gav koncert på Lille Vega og viste, hvad der kan ske, når man slipper tøjlerne. Helt og aldeles.

De fire benede fyre trådte ind på scenen, samlede sig i en rundkreds og gav sig ud i en a capella version af sangen ’Love and Space’. Den messende bomuldsmarksgospel blev dedikeret til den netop afdøde forfatter Kurt Vonnegut, og med en let håndbevægelse fik den smukt syngende kvartet hele den pænt fyldte sal til at synge skrålende med.

Det mindede et øjeblik om en religiøs seance, men så samlede de instrumenterne op og rev tæppet væk under publikum. De fire ualmindeligt dygtige musikere kastede sig hovedkulds ud i et totalt improviseret stykke rockjazz, hvor hvinende lyde fra guitarerne skøjtende ud i alle retninger, bassen pumpede larmende løs for sig selv, og trommerne hvirvlede rundt over og under det hele. Det var et underligt skifte.

Langt hår og sange om delfiner
Men alligevel var det på sin helt egen måde logisk nok. For det første fordi det stod i Vonneguts tegn, og han med sit sorthumoristiske forfatterskab viste, at man sagtens kan forene uensartede størrelser som eksempelvis krigens gru og kidnappende rumvæsener.

For det andet fordi Akron/Family er et par fine repræsentanter for den psykedelisk og folk-inspirerede musikscene, der har fået navnet New Weird America. Her skelner man ikke nidkært til genreskel, men forener ubekymret ældre forgreninger af amerikanske folk-traditioner med psykedeliske lyde og syrede indfald fra 1960’ernes jazz og rock.

Med det lange hår, sange om delfiner på rejser i det ydre rum og det karakteristiske fuldskæg er forbindelsen til hippiekulturen til at få øje på. Men den formløse hedonisme fra de sene 1960’ere blev musikalsk sat i et meget strammere greb hos Akron/Family.

Tabte fokus
Den første halvdel af den mere end halvanden time lange koncert formede sig således som et uafbrudt skiftende forløb af improvisationer inden for både bluegrass, jazz, syrerock og vokalharmonier, som Beatles kunne have skrevet på en solskinsdag. Bundet sammen af en utrolig veludviklet lydhørhed hos fire multiinstrumentalister.

Akron/Family havde langt mere nerve, end de har vist på album, og med forskellige tamburiner, klokkespil, maracas, pentaton- og blokfløjter blev der hele tiden tilføjet detaljer til et lydbillede, hvor den ene sang usynligt greb den anden.

Men midtvejs i koncerten tabte bandet fokus og gik i flere sange helt forbi hinanden. Ved at kaste maracas ud til publikum fik bandet dog til sidst fat igen, og hele koncerten sluttede med et forunderligt sceneri, hvor 25 publikummer indtog scenen og med de mange remedier fra rytmeværktøjskassen trak musikken ud i en langt jublende og jammende afslutning.

Magiske øjeblikke
Det var ganske uimodståeligt, som de brugte publikum som et uberegneligt instrument – og slap af sted med det.

Sådan sluttede en helt igennem uforudsigelig aften med både døde passager og magiske øjeblikke. Den slags kvalitetsmæssig bølgegang er en bivirkning, når man vælger at indtage verden helt åbent.

Men ligesom Kurt Vonnegut var lige så meget et sci-fi syrehoved som en systematiker, formåede Akron/Family for det meste at sætte deres musikalske søgen i form. Kurt Vonnegut er død, men Akron/Family lever. I den grad.