Få af de senere års rockbands har været så stilskabende som The Strokes fra New York. Når guitaren igen er det indiskutabelt mest labre og smarte instrument, er det ikke mindst takket være The Strokes.

Overalt i verden står håbefulde teenagere og prøver at få guitarerfigurerne til at ramme hinanden på lige netop den helt rigtige, cool facon. Ganske som tilfældet var med aftenens unge århusianske opvarmningsband i Lille Vega.

Der var blevet knoklet dygtigt i øvelokalet, men problemet med stil er selvfølgelig netop, at det ikke er så helt ligetil at finde sin helt egen. Eller slippe af med den igen for den sags skyld.

Strokes uden stil
Albert Hammond Jr. er en af guitaristerne fra The Strokes. Normalt står han på scenen en smule i skyggen af gruppens forsanger, Julian Casablancas, og guitarkollegaen Nick Valensi, men når man lytter til Hammonds solo-udspil ’Yours To Keep’ er man ikke i tvivl om, at han er en af de centrale arkitekter bag gruppens lyd og sange.

Som frontfigur er krøltoppen Albert Hammond Jr. derimod mere smittende glad for sin musik end egentlig karismatisk, og så blev koncerten i Lille Vega på godt og ondt til Strokes uden stil. På ondt fordi man trods alt savnede det store, cool sus af stjernerock, der ophæver de mange kompositioner skåret over samme læst.

På godt fordi man i selskab med afslappede Albert netop slap for den ekstremt afklarede stil, der er den lækre spændetrøje for The Strokes.

Short and sweet
En temmelig kort koncert blev det også. Eftersom han ikke spiller sange fra The Strokes-kataloget, har Hammond kun de ti sange fra ’Yours To Keep’ at gøre godt med.

Men det er til gengæld ti klare og iørefaldende kompositioner fra ’Everyone Gets A Star’ til ’Holiday’ og ’Hard To Live In The City’, og forstærket med et nyt – endnu ubetitlet – nummer og en fyrig fortolkning af Frank Blacks ’Old Black Dawning’ var den 45 minutter ’lange’ koncert både kontant og sprudlende.

Kort og godt, siger vi på dansk. Short and sweet siger de lidt mere malende på engelsk. Begge dele passede fint på aftenens koncert, der bød på sprælsk og elegant rock uden anstødssten af nogen art. Designet rock med hjertet om bord.

Masser af rockguitar
Med tre guitarer i fuld aktion foran Matt Romanos trommer det meste af tiden var der dømt masser af rockguitar. Spillet med alt det humør, alle de guitarcitater og al den livfuldhed, som bør kendetegne et con amore-projekt som dette.

Men også fyret af med en velturneret og indøvet tæthed, så der ikke var mere tom luft mellem guitarerne, end der er mellem ålens kød og skind. En The Strokes-jam uden Strokes-numre og uden stjernepotens, men til gengæld med charme og tæthed.

LÆS OGSÅ: Erik Jensens anmeldelse af Albert Hammond Jr.s soloalbum