Det er ikke rimeligt. Herhjemme har vi Annika Aakjær, Sys Bjerre og JaConfetti i den nyeste generation af markante kvinder, mens svenskerne disker op med Robyn, Jenny Wilson og Lykke Li.

De danske kvinder er dygtige sangskrivere, opfindsomme popsmede og ofte solidt forankret i det danske sprog, bevares, men lad os være ærlige: deres sange ender med at blive sunget rundt om lejrbålet på efterskolen eller skrålet med på til gymnasiefesterne.

Imens har de stilsikre svenske poppiger travlt med at blæse New York omkuld med en respektindgydende lethed.

Stramt spillende tremandsband
Kortene virker ligesom ikke lige fordelt hen over Øresund, kunne jeg ikke helt lade være at tænke, da en overlegen Lykke Li atter stillede de ekstraordinære svenske popgener til skue i Store Vega.

Med et stramt spillende tremandsband bestående af bas/guitar, trommer og keyboard bag sig indtog Lykke Li scenen. Med en trommestik i hånden og svingende hofter i den store sorte trøje styrede hun direkte hen til det største bækken, gav det én over nakken, før hun med imponerende selvsikkerhed kastede sig ud i en spartansk og aggressiv version af ’Dance Dance Dance’.

Her var en musiker, der ikke behøvede tilløb. Hun gik direkte i gang med at udfordre publikum til at få en fest ud af en tilfældig torsdag i december. Hun skulle nok levere både showet og rytmerne.

Og lige nøjagtig i rytmerne ligger nøglen til Lykke Lis musikalske univers. På debutalbummet ’Youth Novels’ fik hun popmusikkens letantændelige melodier skruet stramt ned i rytmikkens mest enkle former. To basakkorder og et synkoperet beat. Mere skal Lykke Li ikke bruge for at fyre op under en popsang, så den øjeblikkeligt begynder at koge.

Perfektioneret show
Minimalismen blev overført til koncertformatet, hvor både knækkede beats og verdensmusikalske takter blev stemplet enkelt ind i sangene, mens bassen vibrerede simpelt og præcist.

Alligevel blev der skruet op for intensiteten i rytmebunden og slækket på albummets nuancer af Beach Boys-harmonier og generelt underspil. Efter et år med koncerter over alt i verden, har Lykke Li perfektioneret sit show, så de fingerknipsende funky sange blev afleveret med fuldt overlæg.

Under blitzende stroboskoplys slap Lykke Li uafrystelige sange som ’Let it Fall’, ’Windows Blues’ og ’Little Bit’ løs på publikum.

Hendes stemme har rigelig med spændvidde og masser af præcision og attack, selv om den også blev klædt på med ekko og rumklang. Og når hendes sang bliver for sukret som i den rendyrkede popsag ’Breaking It Up’, får den kant gennem en skrattende megafon. Ikke verdens nyeste trick, men velvalgt og effektivt som næsten kun popmusik kan være det.

Støbt af hip hop
Med bare et enkelt album er sangmaterialet begrænset, og midtvejs i koncerten greb Lykke Li til en coverversion af Kings Of Leons ’Knocked Up’.

Men skulle man få den strøtanke, at den klejne pige årgang 1986 er formet af rockmusikkens aggressive grundrumlen, tager man fejl. Det er hiphoppen, som har støbt den spændstige og überdynamiske popmusik, som Lykke Li har skabt.

Guldkæderne om hendes hals fik da også selskab af en passage fra KRS-Ones ’Sound of da Police’, og i det afsluttende ekstranummer blev basgangen fra ’Walk on the Wild Side’ torpederet af ’Can I Kick It’.

Gamle Lou Reed atter filtreret gennem A Tribe Called Quest, og Lykke Li fik afsluttet sit musikalske statement i en sammenpresset fjeder af et beat.

Lammende forbløffelse
Af uransagelige grunde var store dele af den næsten fyldte sal ikke helt med på festen. Overraskende mange stod nærmest stille. Måske var det bare udtryk for lammende forbløffelse over den aggressive stil fra Lykke Li, for på vej ud af Vega kunne jeg ikke høre andet end begejstrede udbrud ovenpå det musikalske frontalangreb.

Og det var svært at forlade Vega upåvirket af mødet med den svenske pige, der uddelte rytmiske lektioner, fornyede den minimalistiske pop og hævede overliggeren for den perfekte popkoncert.

Uden at gøre det sværere end det er og så lægge hele sin kampklare attitude bag.

Hun gik direkte i gang med at udfordre publikum til at få en fest ud af en tilfældig torsdag i december