Musikindustrien er stendød.

Selv om pladeselskaberne stadig benægter det hårdnakket, er hele branchens fundament allerede kollapset.

Endegyldigt.

Med den betragtning indledte engelske Neil McCormick årets Spot Festival.

Musikken vinder over industrien
Åbningstalen var lagt i hænderne på den dygtige musikskribent for The Daily Telegraph, der takkede for æren med en klar udmelding. Til en sal fuld af pladeselskabsfolk.

Se klip fra blandt andet Neil McCormicks tale på www.spotfestival.dk

For McCormick giver en ny verdensorden uden store pladeselskaber ikke anledning til gravøl, men jubelfest. For han ser musikken som den store vinder af den finansielle destruktion af industrien.

»For tyve år siden kostede professionelt optageudstyr det samme som et stort hus. I dag kan alle unge købe det nødvendige udstyr til at indspille og udgive en plade for deres lommepenge. Hvilket er godt. For musik er alt for vigtig til at overlade til de professionelle«.

Drop gennembrud i USA
Hvordan det hele skal hænge sammen økonomisk fremover havde McCormick ingen anelse om.

Med et bredt smil under de uregerlige, lyse krøller glædede han sig bare over, at musik ikke længere skal topstyres af de store selskabers managementfolk og regnskabsafdelinger, men nu er lagt ud til udøvernes musikalske stræben.

Og for ham at se skal danske bands derfor droppe drømmen om det store gennembrud i USA eller England, og i stedet koncentrere sig om at overgå sig selv musikalsk.

Blive bedre, mere ekstreme og mere radikale i forsøget på at skabe noget nyt i en verden uden musikalske grænser. Det kan jeg kun erklære mig enig i.

Odenseanere med drengekor
Fra den engelske gæst lød altså ikke bare en opfordring til fri leg på rød-hvid stue.

Det var et krav.

Hvilket Spot Festivalen forsøgte at leve op til med tre genreeksperimenterende koncerter på åbningsaftenen.

Der må alligevel have været rimelig tæt trafik i backstagerummet før og efter odenseanske Aves koncert.

For med sig på scenen havde det rørstrømsk rockende band både Odense Symfoniorkester og Herning Kirkes Drengekor.

Helt tæt sad de med pauker, trompeter og strygere rundt om rockbandet, der kalder sig lige så inspireret af Stravinsky som Led Zeppelin.

Se klip fra blandt andre Aves koncert på www.spotfestival.dk

Pompøst og lidelsesfuldt
Torsdag aften kom de nu ikke i nærheden af hverken det ene eller det andet.

Enhver skribent kan finde på at kaste et ord som ’pompøs’ ind i beskrivelsen af musik, der svulmer op af strygere og store følelser, men i tilfældet Ave kommer ordet én bragende i møde.

Ave spiller melankolsk og lidelsesfuld rock af den prætentiøse slags med teaterdramatik og mytologiske referencer, og med opbakning fra noget nær hundrede mand blev der skruet godt op for følelserne.

Så var det bare om at kaste sig i de patetiske følelsers vold.

Mere hakkebræt!
Desværre levede udførelsen ikke op til det høje ambitionsniveau. I det bombastiske lydbillede druknede nuancerne, lag for lag blev der læsset for meget på, og de sangvinske (lyse) strygere lagde sig sammen med rockbandet på hele forløbet.

Der manglede tyngde og nye ideer. Kun den rytmiske passage, der blev banket frem af fire mænd på gamle skrivemaskiner, brød de store armbevægelsers forudsigelighed.

Mere hakkebræt og onde celloer, tak!

Oh Lands symfoni for elektropop
Ovre i Den Symfoniske Sal viste Nanna Øland Fabricius bagefter, hvordan man tæmmer et symfoniorkester.

Under navnet Oh Land har Nanna Øland Fabricius skabt en alternativ linje i dansk popmusik, hvor sære lyde, sangeksperimenter og en dramatisk spændvidde i stemmen skærer anderledes popsange ud af noget, der ligner en parallel virkelighed.

I anledningen af Spot og på opfordring fra vækstfremmerne på den internetbaserede music community Bandbase har hun sammen med sin far, komponisten Bendt Fabricius, omarrangeret sine alternative popsange og skrevet dem om til partitur for et symfoniorkester.

Og straks fra start i den virkeligt vellydende sal viste Oh Land, at tingene var grebet anderledes an end den bombastiske opførsel fra Ave.

Smukt og tilbageholdt
Her blev symfoniorkestrets mange virkemidler bragt i spil med præcision og nænsomhed uden den overdøvende teatertorden.

Nanna Øland Fabricius sang smukt og tilbageholdt, hvilket virkelig klæder hende frem for nogle af de overdrevent dramatiserede passager på debutalbummet.

Tværfløjter og Claus Hempler
Det var perfekt afrundede og fantasifulde oversættelser af Oh Lands sange, hvor tværfløjter, pauker og en gæstende Claus Hempler (med Danmarks skarpeste sideskilning) fik nye sider frem af numre som ’Heavy Eyes’ og ’Audition Day’.

En begavet musiker, der til fulde levede op til McCormicks lov om fornyelse. Ikke på radikal, men stadig vellykket vis.

Den klare lyd i den meget lyse Symfoniske Sal var en af årsagerne til Oh Lands gode præstation.

Lige lovlig cool Saint Go Machine
De  fire medlemmer af When Saints Go Machine har lavet musik sammen på kryds og tværs siden barndommen. Her ses forsanger Nikolaj Manuel Vonsild i midten af den københavnske kvartet. Foto: Miriam Dalsgaard Salen var nok ikke det rigtige sted for aftenens sidste band, When Saints Go Machine.

Men bandet var det helt rigtige valg som et af øjeblikkets mest spændende nye danske navne.

Den electropoppende kvartet med de mange udtryk havde kun taget den lille symfonipakke med i form af en strygekvartet, der så til gengæld kom på scenen med ansigtet viklet stramt ind i tørklæder.

En gimmick der, ligesom forsanger Nikolaj Manuel Vonsilds coolness med hænderne i den sorte frakkes lommer, havde passet bedre ind på en klubcene, hvor det blaserte attitudespil også havde virket bedre.

Unødvendig distance
Nu kom det til at virke som unødvendig distance til publikum i den pæne sal.

Også musikalsk er When Saints Go Machine rundet af klubmusikkens dunkende houserytmer og eurodance, men med Vonsilds virtuose soulvokal løfter de sig højt op over gennemsnittet og tilfører dansk pop nye dimensioner.

Det er elegant at høre, hvordan de rytmiske korharmonier pludselig bliver drejet over i noget, der kunne være hentet i Kraftwerks vokale vridemaskine, eller hvordan musikken holder vejret over stortrommens monotoni, før strygerne igen løfter sangen videre.

Nyt liv i præstationen
Detaljerne sitrer af musikalitet, og melodierne letter romantisk og melankolsk med Vonsilds imponerende vingefang på fremragende sange som ’Fail Forever’ og ’Armed’.

Der er langt fra When Saints Go Machines famlende koncert på sidste års Spot Festival og til præstationen i år.

De har søgt fornyelse af både sig selv og de genrer, de blender sammen. Nu mangler de bare at finde det rigtige sted at tage fat i deres publikum.