Henrik Gunde er en flittig og sympatisk musiker.

Når han sidder på klaverbænken i DR Big Bandet, ved man, at rytmegruppen har en solid og indlevet forankring, og når han figurerer i andre sammenhænge, garanterer det også overlegent musikerskab og bundsolidt spil, uanset genre og temperament.

LÆS OGSÅ Sjælden jazz-stjerne lagde Montmartre ned

I de seneste år har han især gjort sig bemærket med sit projekt ’Gunde on Garner’, som gik ud på dels at udbrede kendskabet til den klejne, men ekstremt virtuose jazzpianist Erroll Garner (han var af og til nødt til at sidde på telefonbøger, hvis ikke spillestederne havde en særlig høj klaverbænk), dels udvide dennes musikalske arv ved at fortolke nyere materiale, sådan som mesteren selv ville have gjort det, i fald han havde været i live i dag og ikke død i 1977, kun 53 år gammel.

Bestræbelserne har indtil videre udmøntet sig i tre særdeles høreværdige cd’er, hvor såvel Gasolin’-sangen ’Kloden drejer stille rundt’ som Bent Fabricius-Bjerres tema til tv-klenodiet ’Matador’ – med mange, mange flere – fik sig en tur i Gundes Garneri med frapperende og charmante resultater.

LÆS ANMELDELSE Dansker jazzificerer Matador-tema

Chaplins filmsang
Imidlertid tegner det til, at dette projekt nu er lagt på hylden, og at Henrik Gunde i stedet er begyndt at forfølge egne frembringelser.

CD

Gunde Now!

Stunt Records.
STUCD 12092.

Det første resultat er cd’en ’Gunde Now!’, som indeholder syv af den herres kompositioner samt Chaplins ’Limelight’ og Stephane Weiss’ slager ’Music! Music! Music!’ fra 1950.

Og det er velbehagelig musiceren, som stilistisk set spænder ganske vidt, men har sin primære rod i den lidt mere funky ende af jazzen, sådan som den lød i de tidlige 1970’ere.

Nummeret ’And the Raven Spoke’ forholder sig direkte kommenterende til en komposition af Keith Jarrett fra albummet ’Gary Burton & Keith Jarrett’ og er en særdeles swingende parafrase, der ikke lader forlægget noget tilbage i bluesy tæthed.

Dekonstruktionen af Chaplins filmsang er særdeles indtagende, og fortolkningen af Weiss’ hyldest til jukeboksen ligger i umiddelbar forlængelse af Garner-projektet. Velspillet og behageligt.

Sprudlende eklektiker
Trioen består, ud over kapelmester Gunde, af bassisten (og DR Big Bandet-kollegaen) Kasper Vadsholt samt trommeslageren Rasmus Kihlberg. Det er tre mere end almindeligt dygtige musikere, som behersker hver sit rollefags mange udtryk og teknisk set er i absolut topklasse.

Vadsholt swinger dybt og dejligt på sin store kontrabas, og han formår at tilpasse sig det enkelte nummer uden at miste sin egen lyd. Kihlberg er præcis, uanmassende og herligt illustrativ i sit spil.

LÆS OGSÅ Grænseløs musiker fra Aarhus er død

Gunde selv er en sprudlende eklektiker, som det meste af tiden formår at beherske sin fuldtonede tekniske virtuositet, så den ikke kammer over i bril, blær og lir. Af og til går ånden dog over optugtelsen, så tingene udarter til nonfigurativt tangentfræseri, men det har faktisk også sine kvaliteter, fordi han er så ind i helvede dygtig.

Imidlertid er det først og fremmest som solidt swingende trioformand, han træder i karakter med sine to indforståede orkesterkammerater. Samspillet virker oprigtigt lystfyldt, ja, alle tre havde faktisk et stort smil på fra stort set først til sidst.

Som nævnt kan de lidt af hvert, og det er på en gang en enorm kvalitet og en begrænsning.

Blanding af Bak og Jarrett
For selvfølgelig spillede de – og her ikke mindst en dansant og idérig Kasper Vadsholt – sig ud i hjørnerne af musikken, men selv om spillet var dygtigt og overskudsagtigt, savnede denne anmelder indimellem så fortærskede og romantiske ingredienser som nødvendighed og fokus.

For Gunde er en charmerende og humoristisk jazzmusiker med kæmpemæssige ressourcer, men han formår ikke at formulere noget originalt musikalsk projekt i sin postmoderne og vidunderligt veloplagte parafrasering af andres tonale universer.

LÆS OGSÅ Danseglad festabe har fået glæden frem i mange år

Hans hyldest til den afdøde svenske pianist Esbjörn Svensson, ’From Esbjörns Point of View’, er en fin og smukt melankolsk jazzhymne, der lyder som en blanding af noget tidlig Frans Bak og Keith Jarretts skandinaviske gruppe i slutningen af 1970’erne. Hvilket man ikke skal forklejne.

Og i det hele taget skal man ikke kaste vrag på hverken gruppen eller dens musik. Men man kunne efter sådan en aften, hvor der blev præsenteret jazzmusikalsk konditorkunst på La Glace-niveau, føle sig fristet til at sige: Vil den rigtige Henrik Gunde venligst træde frem?

Og det skal forstås positivt.