Glad Rag Doll

Diana Krall. Producer: T Bone Burnett. Verve

På omslaget til sit nye album 'Glad Rag Doll' ligger Diana Krall henslængt i en tilstand af sval erotik som ikke så lidt af en Dirty Diana i korsage og nøgne lårbasser. Det er et frækt album. Men i en lidt anden forstand.

Diana Krall behøver ikke sexede pladeomslag for at sælge plader, og 'Glad Rag Doll' er mere frækt i den forstand, at det udgør en overrumplende ny satsning for den elegante og godt og grundigt etablerede 47-årige canadiske sangerinde og pianist.

LÆS OGSÅSangens førstedame

'Glad Rag Doll' er produceret af T-Bone Burnett, der ikke mindst er kendt for at arbejde skruet med blues. Sammen med Diana Kralls husbond, Elvis Costello, kalder T Bone og Elvis sig The Coward Brothers.

Også Howard Coward, Costello, optræder under pseudonym på et album, der er præget af nogle af Costellos tidligere mere slingrende americana-eksperimenter, men hos Krall kørt mere stilfuldt i hus.

Stjerneinspirationer
Med afsæt i Diana Kralls stensikre fortolkningskunst af den tidløse amerikanske sang er 'Glad Rag Doll' et inciterende møde mellem ragtime og skæv blues med western swing i aftenkjolen.

At Fats Waller bliver smedet sammen med Tom Waits og med Irving Berlin og Doc Pomus som giftefogeder stod endnu mere klart, da Krall fredag gav koncert i et fuldt Falconer.

Scenen var draperet med rød velour, sat op som en dansebule fra de brølende 20'ere, da Krall gik på scenen med en semi-fræk kjole skåret over knæene på forkanten. Hvilket var mere markering end erotik, al den stund hun tilbragte koncerten bænket ved sit flygel.

Hvad der ikke var stuvet af vejen, var hendes åbenlyse glæde ved at være på nye musikalske eventyr efter et par udgivelser præget af ansats til tomgang.

Repertoiret var helt overvejende baseret på 'Glad Rag Doll'. Krall viste sig klog nok til at vide, at hvis man skal have publikum til at hoppe med på en helt ny vogn, uden at de sender frustrerede blikke efter den gamle, så skal man være generøs og inviterende.

Diana Krall var begge dele på en aften, hvor hun spillede godt over to timer, og hvor småsnakken mellem numrene var afvæbnende personlig. Som da hun med en hilsen til Danmark fortalte, at når man er mor til to, er der så meget Lego overalt, at hun nogle gange vågner op med Lego i kavalergangen.

Ny stil
Ingen af Brødrene Kujon var med på scenen, men det var fem andre fremragende musikere, hvoraf især guitaristen Aram Bajakian og den legendariske bluegrass-violinist Stuart Duncan skilte sig ud.

Bajakian skulle udfylde den meget markante rolle, som kultguitaristen Marc Ribot spiller på 'Glad Rag Doll' og gjorde det fremragende på sin mere traditionelt jazzede facon.

Men i centrum var naturligvis Diana Kralls let støvede fraseringsvidunder af en stemme og hendes fingres indfølte tangentmassage. Den mere end fem minutter lange Doc Pomus-blues 'Lonely Avenue' er sammen med det beslægtede 'Here Lies Love' et af højdepunkterne på 'Glad Rag Doll' og var det også på scenen.

LÆS OGSÅEn proper næve og en let berøring

Men der var ingen rigtige skævere på en aften, der tog afsæt fra begyndelsen af det nye album med 'We Just Couldn't Say Goodbye' og 'There Ain't No Sweet Man That's Worth The Salt Of My Tears'.

At lige netop ragtime og en mere legende end gravalvorlig blues skulle give ny ilt til en etableret jazzstjerne er godt set, og albummet er da også produceret med overblik og kant af T Bone Burnett.

Skønheden og udyret
Det er ikke ofte i vore dage, at Bix Beiderbecke og Spike Jones bliver påkaldt. Men det gjorde de denne aften i snakken mellem smukke numre som 'Just Like A Butterfly Caught in The Rain' og 'Let It Rain'.

Regnen, som fik hende til at tænke på sin opvækst på Vancouver Island, hvor det altid regner. Regnen, som fik hende til at føle sig lige lovlig hjemme i København. Regnen, som er mere forfriskende end melankolsk, men lidt af begge dele, og som faldt så fint og støvet på stemmebånd og tangenter denne aften.

Buddy og Julie Millers 'Wide River To Cross' blev et af koncertens mest bevægende momenter. Titelnummeret 'Glad Rag Doll' var også et af de store øjeblikke, mens et sideblik på traveren 'Sunny Side Of The Street' var noget mindre oplysende end inkluderingen af Tom Waits-nummeret 'Temptation'.

LÆS OGSÅDiana Krall på toppen

Diana og Tom? Skønheden og Udyret? Ja, på en måde, for balancen mellem skønsang og troldekunst sad da lige i øjet! Med 'Ain't Misbehavin” blev Fats Waller kanoniseret som Kralls helt personlige musikalske skytshelgen.

Og så kunne Diana Krall ellers berette, at hun glædede sig, for farmand Elvis og tvillingerne skulle støde til hende om et par dage. Den slags personlige glæder var man faktisk parat til at dele efter en aften, hvor Diana Krall havde delt så gavmildt ud både af sig selv og sin musik.

Sjældent har man set et musikalsk stilskifte - eller mellemspil - blive gennemført med så selvfølgeligt overblik og overbevisning. En varm og raffineret aften i selskab med jazzens afslappede aftenstjerne.