Herhjemme mødte vi den afrikanske guitarist og sanger Lionel Loueke for første gang, da Herbie Hancock i 2007 var i byen under Copenhagen Jazz Festival og gav en gudsjammerlig kedelig koncert.

Lyspunktet var netop Loueke, der underholdt en hel operasal solo med sang og en akustisk guitar præpareret med papirstykker.

Han er en af disse års nye interessante navne inden for afrojazzen. Oprindeligt fra Benin, men i dag bosiddende i USA efter studier i Paris og Boston.

Han er endda Blue Note-artist og har hidtil udgivet to plader, hvor han udforsker sine vestafrikanske rødder i mødet med amerikansk jazztradition. Det gør han i og for sig stadig.

LÆS OGSÅPop tog pusten fra jazzfestivalens hovednavn

Men koncerten lørdag i Jazzhouse markerede også en drejning væk fra det charmerende akustiske univers, som Loueke ellers har opdyrket, og ind i en mere ensidig elektrisk lyd og energi.

Dette demonstreres på hans aktuelle tredje pladeudgivelse, ’Heritage’. Og i Jazzhouse foregik det med en lille muskuløs trio, der ud over ham selv på elektrisk guitar også talte den nigerianske elbassist Michael Olatuja og den amerikanske trommeslager Mark Guiliana.

Aftenens store overraskelse
De bange anelser krøb frem fra skyggerne i jazzhuset allerede i løbet af første nummer, hvor Loueke satte i med vestafrikansk yoruba-sang tilsat harmonizer, så hans stemme blev til et helt kor.

Her var en blød og inciterende side, som vi også kender fra Richard Bona.

Men repetitionerne blev ved i det uendelige, og det efterfølgende stykke, formet af et hårdt sparkende beat fra Guilianas trommer og Olatujas mørkt pumpende bas, havde kun et tyndt ostinat som pind at koge suppe på.

Ud af dette forsøgte Loueke at få sit spidse og satsede guitarspil til at lette og bevæge sig ind i abstrakte harmoniske zoner, tilsat syrede elektroniske effekter.

En overraskelse indtraf midt i første sæt, da sangerinden Gretchen Parlato kom på scenen som special guest.

Og i pagt med den rolle, hun også spiller på Louekes friske cd-udgivelse, istemte hun en nænsom ordløs sang, mens musikerne gentog den samme rundgang igen og igen.

Særlig stil
Som hun og musikerne stod der med lukkede øjne, prætenderede de en kunstnerisk dybde over noget, som stod fuldkommen i stampe.

Som guitarist er Lionel Loueke uortodoks med en spillestil, hvor han – modsat de fleste andre jazzguitarister – ikke bruger plekter, men i stedet anvender alle fingrene, som det er almindeligt f.eks. inden for klassisk guitarteknik og i flamencoen.

LÆS OGSÅSårbar sangerinde hvisker med stormstyrke

I denne henseende har Loueke opdyrket sin helt egen virtuose stil.

Og heldigvis bød koncerten også på musik med nerve og rugbrødsfylde, da trioen igangsatte et uimodståeligt, melodisk ringende og kropsligt frigjort afrobeat, der kunne være spillet af Paul Simons mbaqanga-musikere på albummet ’Graceland’.

Copenhagen Jazzhouse har kørt en stærk guitarserie i den sidste måneds tid.

Først var Alan Holdsworth forbi midt i oktober. Siden er fulgt John Scofield, Bill Frisell og nu Loueke.

På fredag afrundes stimen af store guitarnavne med Kurt Rosenwinkel Standards Trio.