Hun lagde ud alene på scenen i en flimrende scenespot, iført en sort sparkedragt med en stor, hvid lammeuldskrave og en sort dameturban på hovedet.

Hvilket syn! Og stemmen skar selvsikkert gennem stilheden, mens den ene stiletfod trampede pulsen i gulvet. Et ikke ringe oplæg til en koncert med øjeblikkets mest feterede popjazzikon, Melody Gardot, imødeset med enorm forventning i et udsolgt koncerthus.

Indledningen skulle dog i første omgang skabe en åbning til det fem mand store band, der akkompagnerede Gardot aftenen igennem i forskellige konstellationer.

Svær start
På godt og ondt. Et fejende flot iscenesat show med en scene dekoreret med lærredssække, reb og trækasser til at skabe illusionen om en havneby. En hilsen til den rejsestemning og det kulturmøde, der musikalsk set finder sted på Gardots seneste plade, 'The Absence'.

Og lyssætningen var overvældende, som den visuelt drømmende understregede de musikalske begivenheder. Musikken passede desværre lidt for godt til teaterkulissen i koncertens første del, hvor der var lagt vægt på det storslåede.

LÆS OGSÅJazz-Europa rundt: rødvin eller hipster?

Her var det svært at mærke Gardot som frontfigur og hjertet i musikken. Den fremstod kalkuleret med en mere indøvet end spontant strømmende swingpuls.

Helt ulidelig var en passage med saxofonisten Owen Hart, der spillede op til publikum og lænede kroppen tilbage med saxen løftet imod loftet, så han kunne indkassere klapsalver for sit tilsyneladende utrolig hårde og vigtige arbejde.

Lydhør hilsen til Lisabon
Gardot viste sig dog snart veloplagt snakkende og gestikulerende. Storbandet tog sig en pause i kulisserne, og hun præsenterede en række af sine mest nedtonede og stemningsfulde sange med akkompagnement af den akustiske guitarist og den fremragende Stephan Braun på cello.

Smukkest var måske den blåtonede ’So We Meet Again My Heartache’, hvor hendes hviskende og smertetyngede sang – tydeligt i gæld til Nina Simone – og den sprøde musikalske indpakning gik op i en højere enhed.

Efterfølgende viste bandet lydhørhed i den ligeledes afdæmpede og varme hilsen til Portugals hovedstad, ’Lisboa’. Melody Gardot er ikke en dame, der viger tilbage for noget som helst, hvilket hendes voldsomme historie og kometkarriere understreger.

Musik som terapi
Som 18-årig (i 2003) blev hun kørt ned af en bil. Hendes hoved, ryg og bækken led skade, men hun kom sig efter et års genoptræning på hospitalet.

Det var i denne proces, musikken kom til at spille en rolle, først som terapi, dernæst i en professionel lynkarriere, der i 2005 for alvor tog fart, da hun via en radiostation blev spottet af Universal Records.

Debutpladen ’Worrisome Heart’ kom i 2006, fulgt op i 2009 af den lækkert producerede ’My One and Only Thrill’ på Verve. I år fulgte så den veloplagte og rigt ornamenterede 'The Absence’.

Egensindig sangstemme
Hendes historie vidner om en enorm mental styrke. På scenen i Koncerthuset fik hun da også til slut det nølende publikum op at stå og danse, efter at hun med ordene »Så kommer jeg selv ned og henter jer« fik hevet en ung kvinde op af stolen.

Melody Gardot er udstyret med en smuk og egensindig sangstemme. Men hendes fraseringer er også relativt ensformige. Hun har en uheldig hang til tidlig og silde at lave glissando opad i sine fraseafslutninger. Hendes spontane ideer som vokalist er til at få øje på.

LÆS OGSÅThomas Michelsen: Amerikansk jazz er sort fortid og dunkende fremtid

Og hendes imposante iscenesættelser, hendes sans for mode og sceneshow lægger et vist røgslør over det faktum, at hun trods alt ikke rummer den magiske karisma, som virkelig store performere har.

Men flot var hendes koncert, og så skriver hun sange, der, når hun er bedst et sted imellem fremadrettet vilje og menneskelig skrøbelighed, gør et stærkt indtryk.

Hør Melody Gardots album 'The Absence' her: