Kristus hænger på korset. I jeans og nøgen overkrop. Mager og med klart aftegnede muskler. Blodet løber ned ad hans veltrænede mave.

Vi har allerede set ham blive spyttet på og pisket af de øvrige medvirkende med et solidt stykke reb. Tornekronen er blevet presset omhyggeligt ned om hans hoved af to af de kvindelige medvirkende.

Vi er vant til at få Händels 'Messias' som klassisk kirkeknas i december, men nu skal vi opleve den som opera. Der er bare lige det ved det, at 'Messias' aldrig har været – og heller aldrig nogensinde bliver – en opera.

For det første har Händels populære værk om Jesu liv, død og opstandelse ingen handling. Det er en række uddrag af og kommentarer til fortællingen om Kristus. Sangsolisterne har ikke bestemte dramatiske roller, og Jesus selv har intet at skulle have sagt eller sunget i 'Messias'.

Så hvordan fungerer instruktøren David Freemans idé om en forkortet udgave sat på scenen som opera?

Dårligt, må man sige.

Noter fremmer forståelsen
En flok sangere samles i en sønderbombet ruin. Måske et sted i Mellemøsten? Vi er i hvert fald i verden, som den er gået af lave i vor egen tid, og af en eller anden grund begynder disse mennesker at synge Händel.

Gradvist går de i gang med at klæde en af deres landsmænd ud, spytte på ham og hamre ham op på en planke fæstnet til en højspændingsmast, mens han skriger af smerte. Vi ser videoprojektioner på ruinens vægge imens: Jesus til babysvømning. Jesus som kvinde. Jesus som sort.

Hvad foregår der?

Det er man nødt til at læse noterne i forestillingens trykte programbog for helt at forstå. Her forklares, at operakoret er landsbyboere, der ikke kender hinanden i forvejen, men som åbenbart i deres fortvivlelse, midt i en krig, drives sammen og suges ind i denne fortælling om Kristus.

Hvordan det går til, at de begynder at synge denne fortælling for gradvis at gå ind og overtage hver deres roller i den, forklares ikke og kan heller ikke rigtig forklares.

Publikum lades i stikken
Spændte optrin er sat i scene mellem de enkelte korsangere og solister for at få scenisk drama frem: En forkynder. En lader sig omvende. En står udenfor.

De medvirkende er bange, trætte, truende, gale. Instruktøren har arbejdet intenst med improvisation. Derigennem har hver enkelt medvirkende fået sin egen karakter. Men når der synges om engle, hyrder og får, er alle oppe at stå på et ben og flakse med armene som svaner eller nede på alle fire og græsse.

Under 'Halleluja’-koret går hele flokken frem mod forkanten af scenen – og så falder bomberne.

Aldrig har man oplevet det berømte korsted så gråt og truende, men selv det mest minutiøst omhyggelige personinstruktion kan ikke skjule, at 'Messias' ikke er nogen opera, og uden en meningsfuld handling bliver iscenesættelsen temmelig søgt.

Solisterne synger med svingende kvalitet. Bedst er de fire danskere fra Operaens eget ensemble, og enkelte arier står stærkt på grund af fortolkernes usædvanligt dramatiserende bud på tekster, man troede, man kendte i forvejen. Det gælder ikke mindst mezzosopranen Elisabeth Janssons 'For Who Shall Stand'.

'Messias' er ingen opera
Men anmelderen var ikke den eneste på balkonrækken, der så på uret undervejs. En pause har denne forestilling ikke dramatisk spænding til at bære. Heller ikke selv om der er blevet forkortet en del i Händels værk.

Så man sidder i en time og tre kvarter og oplever en iscenesættelse af noget, der ikke kalder på en iscenesættelse.

Ved premieren onsdag spillede Concerto Copenhagen fremragende under Lars Ulrik Mortensen. Kun en trompet kom i havsnød til sidst. Det generelle musikalske flow var fremadrettet og forrygende godt. Det skal de sammen med det dygtigt arbejdende operakor have deres to hjerter for.

Der var plads til ophidselse, ørkener af lidelse og oaser af eftertanke og trøst. Nogle musikalske momenter stod frem med så bevidst og begavet nytænkning, at ørene spidsedes. Men 'Messias' er ingen opera, og David Freemans forsøg på en iscenesættelse opnår bare at tydeliggøre det.