Man ser det for sig.

Kristjan Järvi, den høje, smukke mand med det drengede, charmerende smil og det lækre hår, står derhjemme foran spejlet og slår sine jazzede slag.

»Ser jeg lækker ud, når jeg dirigerer sådan her?«, spørger han sin kone, og hun svarer »ja skat, du er altid sexet, når du dirigerer!«.

Scenen hjemme i privaten hos Järvi er selvsagt bare hjernespind hos anmelderen. Men var den en realitet, ville hustruen have ret.

Estiskamerikanske Kristjan Järvi er sexet, når han dirigerer med underlivet og lader kroppen danse på podiet. Og måske er det derfor, han er så vild med at opføre de symfoniske værker, hans gamle kollega Leonard Bernstein har skrevet en del af, men som vi ellers så godt som aldrig får at høre.

LÆS OGSÅCarl Nielsen boomede i USA takket være Bernstein

Bernstein har nemlig skrevet klassisk musik med ikke så få jazzede og latinamerikanske rytmer i, og selv om Bernsteins 2. Symfoni, komponeret af en ambitiøs 30-årig i Anden Verdenskrigs kolde kølvand, ikke er hans lettest tilgængelige, mest swingende værk, så indeholder det en del skæve takter og også noget bluesfornemmelse, Kristjan Järvi kunne slå sig løs til, da han genså DR SymfoniOrkestret og sit københavnske publikum i Koncerthuset ved ugens Torsdagskoncert.

Eksotisk, besynderligt program
Kristjan Järvi har blæst murene ned mellem klassisk og rytmisk musik, ikke mindst med sin egen New York-gruppe, Absolute Ensemble.

Det er fedt, at han har gjort det, og det er skønt, at Kristjan Järvi gør klassisk musik sexet.

Men når det er sagt, kunne han godt lige danse en anelse mindre omkring foran orkestret og så til gengæld bruge en anelse flere kræfter på at få de sidste ting i musikken sat på plads.

LÆS OGSÅ Estisk dirigents 88 elitestuderende fyrede den af

Jeg siger det, fordi Bernsteins symfoni – der er en koncert lige så meget for klaver som for orkester – ganske vist stod sikkert med begyndelsens sarte blæsere, med Bartók- og Stravinsky-påvirkningen og med de flotte, sine steder endda onde orkestereffekter.

Men resten af torsdag aftens eksotiske, for ikke at sige besynderlige program havde gjort sig endnu bedre, hvis dirigenten havde taget bare lidt hårdere fat allerede under prøvearbejdet og strammet op på detaljerne.

Folkemusikalsk karskhed
Bernsteins klaverkoncertsymfoni blev en stærk oplevelse på grund af den amerikanske solist Wayne Marshall. Han var en klippe af fokuseret ro og udtryk ved tangenterne.

Men Janáceks Sinfonietta fra 1926, kendt af alle, der har læst Murakamis trilogi ’1Q84’, kunne have stået skarpere i både strygerne og de hele 14 trompetstemmer.

LÆS OGSÅ Kristjan Järvi bliver ny DR-dirigent

Janáceks femsatser kræver ligesom Bernsteins symfoni ører på stilke. Det er koncentreret kost med folkemusikalsk karskhed og friske rytmer, som Järvi dansede hjem, mens han sikkert tænkte lidt på, hvor lækker han så ud.

Klemt inde mellem disse to velskrevne værker druknede Carl Nielsens 10-minutters ’Fantasirejse til Færøerne’ som det, den er: en tåget, våd og forvirret lille ouverture, selv ikke Järvis sexede dans på podiet kunne redde fra at lyde som en brugt, fedtet striktrøje.