Alder er relativ.

Academy of Ancient Music fylder fyrre næste år, men hører til blandt de allerældste i deres branche: specialorkester for tidlig musik.

Händels musik, som fyldte hele programmet i Garnisonskirken søndag, er næsten 300 år gammel. Men den lød, som om den blev skrevet i går.

LÆS OGSÅMessias blev mishandlet i operaen

Händels musik havde rigtig meget til den, der ville bevæges. Langsomme satser holdt i en ren, sentimental strøm. Ikke klægt eller anmassende, men elegant og balanceret.

Glasklare strygere bølgende frem og tilbage på stedet som bund for en spinkel cembalomelodi eller en sprød barokfagot, der stak næbet op over orkestret.

Akademiet fik hele tiden helt logisk de langsomme introer og afsnit til at pege frem mod deres modsætninger.

Barokt klangideal
I stedet for at gøre det stillestående og tilbageholdte til åndehuller blev det affyringsramper. Alt det følelsesladede blev brugt til ophobning af energi som en stadig mere spændt elastik af krydret klang. For derefter at blive skudt ud i kirkerummet i dobbelt tempo med et væld af små piblende melodier.

Alt sammen behændigt komponeret med akustiske, barokke lydeffekter som skyggevirkninger, små farvninger, ekkoer og sågar fornemmelsen af skift mellem mono og stereo.

De fleste barokfans kender lyden af det engelske orkester.

Med 300 cd-titler på samvittigheden har de fået lov at definere lyden af en række store komponister i genopdagelsen af den tidlige musik. Altså den bølge af opførelser på originale instrumenter med et barokt klangideal for øje, som de selv var med til at sætte i gang i de tidlige 1970’ere.

Drev og energi
Det gælder også musikken af den største lokale komponist, Georg Friedrich Händel, der som nationaliseret englænder i London blev datidens mest feterede musiker og toneskriver.

I særdeleshed de tre suiter af små stykker i hans ’Water Music’ hører til det mest populære stof. Både for dets blanding af dvælende skønhed og action ud over stepperne – og den specielle historie bag, hvor de 60 minutters musik blev spillet på floden Themsen tværs gennem London på en båd sejlende ved siden af kongens.

Fortolkningen søndag skuffede ikke. Den unge cembalist og musikalske leder, iranskfødte Mahan Esfahani, sørgede for masser af drev og energi og gav fin plads til de mange gode musikere.

Svært at holde energiniveauet
I første afdeling spillede de 20 musikere intet mindre end en lille sonate og tre såkaldte Concerti Grossi af Händel, der hver især formede sig som et kvarters drama mellem et udsnit af instrumenter og alle i samlet flok.

Her var det indimellem sværere for orkestret at holde energiniveauet hele vejen gennem satserne, og de kunne med fordel have kilet et par anderledes stykker ind imellem i mindre bidder. Måske endda et par andre komponister, så der kunne blive lidt lys at forstå den gode Händel i.

LÆS OGSÅMessias-koncert manglede det højtidelige

Ingen skal beskyldes for at have gjort noget galt. Musikken tronede majestætisk frem til indre dans og fornøjelse som barok balletmusik, men Händel skrev altså 12 af slagsen efter cirka samme skabelon.

Og så krævede det et umuligt stort kontrastarbejde af musikerne at holde dampen oppe fra A til Z.

Da formen blev brudt kort før pausen af en trio sonate med en barok tværfløjte i centrum, virkede det præcis som den svale brise midt i tonestrømmen.