Annonce
Annonce
Koncerter 28. sep. 2012 KL. 13.53

Aarhusianske kaospiloter indtager verden med skamrost electropop

På blot tre år har Reptile Youth fået international opmærksomhed.

Koncerter Reptile Youth

Dato Fredag 28. september
Adresse Studiestræde 52, Kbh. V.
Entré 130 kr. plus gebyr på www.billetlugen.dk
Sted Pumpehuset

Reptile Youth

Dansk electrorockduo bestående af Mads Damsgaard Kristiansen og Esben Valløe, som mødte hinanden på kaospilotuddannelsen i Aarhus for tre år siden.

Har siden spillet på et utal af festivaler rundt omkring i verden, blandt andet Iceland Airwaves i Reykjavik, By:Larm i Oslo, Reeperbahn Festival i Hamburg og Roskilde Festival.

Duoens første plade, 'Reptile Youth', der er produceret af Dave M. Allen og Mark Ralph, som tidligere har siddet i producerstolen for blandt andre The Cure og Hot Chip, kom på gaden i mandags. Flere sange på pladen er skrevet i samarbejde med deres gamle ven fra hovedlandet Søren Christensen fra det nordjyske garageband The Blue Van.

Når Reptile Youth i aften tager hul på deres danmarksturné, bliver det med brødrene Simon og Rasmus Littauer på henholdsvis trommer og synth.

Han var ikke i tvivl, da han vågnede den morgen for et års tid siden.

Den følelse, som boblede rundt inde i kroppen på ham, skulle ned på bånd. Og det skulle være nu.

»Den morgen var jeg simpelt hen for glad til, at det kunne vare ved. Jeg vidste, at jeg bare skulle have fat i Esben og en optager med det samme. Det skulle gå stærkt, hvis jeg skulle fastholde den her perlende lykkefølelse«.

Tusindvis er blevet smittet af perlehumøret
Heldigvis lykkedes det. Mads Damsgaard Kristiansens perlehumør kom ned på en harddisk og blev til nummeret 'Shooting Up Sunshine'.

Og så gik det ellers stærkt for ham og makkeren Esben Valløe, der tilsammen udgør electrorockduoen Reptile Youth.

'Shooting Up Sunshine' blev nemlig et af sensommerens helt store hit.

Siden nummeret udkom som single for en måned siden, har radiostationer verden over spillet det så meget, at tusindvis af lyttere verden over er blevet smittet med Mads' perlehumør fra sidste sommer.

Skamrost af hele verden
Og det er ikke første gang, udlandet har lagt mærke til Reptile Youth. Selv om de to danskere kun lige er albumdebuteret med 'Reptile Youth', har de allerede imponeret langt ud over Danmarks grænser.

De er blevet skamrost af tv-stationen CNN, hipstermagasinet Vice og det anerkendte britiske musiktidsskrift The Quietus.

De har spillet på nogle af verdens vigtigste festivaler, for eksempel Iceland Airwaves i Reykjavik, schweiziske Montreux Jazz Festival, By:Larm i Oslo, hollandske Eurosonic, Reeperbahn Festival i Hamburg og vores egen Roskilde Festival.

Jeg vil hellere være rockstjerne. Og jeg vil være det sammen med dig.

Mads til Esben

De har været i studiet med Hot Chip og The Cures producere. Og når de fremover skal på turne i udlandet, er det Bob Dylans bookingselskab, som sender dem af sted.

Kaospiloter i Kina
Ibyen møder electrorockduoen en formiddag ude på det ubebyggede område bag Korsgadehallen, et stenkast fra Esbens lille lejlighed.

Eventuelle forbipasserende bemærker nok ikke meget andet end tre hippier, der sidder på en bænk og snakker.

Et meget almindeligt syn på Nørrebro. Men der er dæleme ikke mange hippier på Nørrebro, der er stjerner i Kina.

»Jeg ville hellere være rockstjerne«
Og det er Reptile Youth. De to jyske hippier mødtes på kaospilotuddannelsen i Aarhus.

Sagt om Reptile Youth

»På albummet serverer de en række absolut glimrende sange, der bare skriger på at blive skruet op på maks. og udøve vold på lytterens trommehinder«.

Michael Jose Gonzalez i Gaffa om 'Reptile Youth'. Fire ud af seks stjerner.

»Et lille mesterværk«.

Det tyske musikmagasin The Gap om 'Reptile Youth'. Fire ud af fem stjerner.

»Reptile Youth fik klubben til at koge! Jeg har arbejdet i Japan i seks år nu, og jeg ved, hvor behersket det japanske publikum kan være. Så det var cool at se, hvordan Reptile Youths show fik pumpet gang i det hele fra starten«.

CNN's Robert Michael Poole efter at have oplevet Reptile Youth live i Tokyo.

I forbindelse med et længere studieophold i Shanghai fandt de ud af, at de egentlig meget hellere ville lave noget helt andet end den inspirationsworkshop, de var i gang med at arrangere for kinesiske og vestlige virksomheds- og organisationsledere.

»Jeg vil hellere være rockstjerne. Og jeg vil være det sammen med dig«, sagde Mads til Esben, og snart blev diskoteker og klubber i den futuristiske storby i Kina de to kaospiloters musikalske eksperimentarium.

Verdensnavne over night
Rockstjerner blev de. Billetten til den internationale scene gik over et par stærke og opsigtsvækkende videoer, for eksempel den til kulthittet 'Speeddance', der blev uploadet på YouTube.

Sammen med en intelligent udnyttelse af de virale jungletrommer viste det sig at være nok til at gøre Mads Damsgaard Kristiansen og Esben Valløe til verdensnavne over night.

Men så var forarbejdet altså også i orden: indspilning i Londonstudier, produktion af giganterne Dave M. Allen og Mark Ralph og pladekontrakt med det tyske indieselskab Hfn Music, der blandt andet har den danske dj Trentemøller på balkortet.

Hverdag på deltid
Pludselig international succes kan meget nemt stige unge og uerfarne musikere til hovedet. Det har man da i hvert fald hørt.

Men man skal nu ikke have tilbragt mange minutter i selskab med de to hyggelige jyske drenge fra Reptile Youth, før enhver bekymring om, at stjernelivets ulidelige lethed er på vej til at kaste dem durk ud i et mentalt Neverland, forsvinder som dug for det solskin, som Reptile Youth synger om at skyde direkte ind i årerne.

For selv om især Mads Damsgaard Kristiansen på scenen ligner en aarhusiansk, krølhåret udgave af Iggy Pop med sin hektiske optræden og sine stikkende ribben, holder han og Esben Valløe faktisk fødderne så meget på jorden, at de stadig arbejder på halvtid som henholdsvis handikapmedhjælper og cafétjener i København.

Selv om de altså har turneret verden rundt, om ikke for fyrstelige honorarer, så dog til en betaling på et vist niveau over tariffen.

Da Ibyen møder Reptile Youth, er deres debutalbum netop udkommet world wide – som man, med vanlig overdrivelse, siger i musikbranchen.

Fra Berlin til mandag på Nørrebrogade i regnvejr
»Det er lidt svært at forholde sig til den plade, på den måde. Det er en lidt uvirkelig oplevelse. Jeg har det mest sådan: »Endelig kom den ud. Så vi kan komme videre«. Jeg ved ikke, om det er mig, der er noget i vejen med, men jeg har sådan en skizofren fornemmelse«, siger Mads Damsgaard Kristiansen og tilføjer, at kontrasten fra natklubbens dunkle rum til hverdagens ulideligt klare lys kan være svær at forholde sig til.

»Det er mange stemningsskift, man skal vænne sig til i denne her musiktilværelse. Den ene dag står vi i Hamburg og Berlin og spiller og fester helt vildt igennem bagefter. Den næste dag er festen pludselig forbi. Så står man der. En mandag på Nørrebrogade i regnvejr«.