Alting var smadret.

15-årige Jesper kastede et sidste blik tilbage i det mennesketomme rum, inden han var ude ad døren. Hele lejligheden var vendt på vrangen. Møblerne lå kastet rundt i den lille stue. Gulvet flød med smadrede tallerkner, glas og vandet fra et ituslået akvarium.

Fjernsynet, der forinden havde stået tændt, var banket i stykker med et baseballbat. Billedrørene knitrede bag den knuste skærm. Ude i opgangen fyldtes trapperne af forskrækkede naboer. Sammen med seks andre stak Jesper af fra boligkomplekset.

Hjemmebanefordel
I dag, 14 år senere, har 29-årige Jesper lagt kriminaliteten bag sig. Og så alligevel ikke helt.

Lige for tiden rapper han nemlig om den under pseudonymet Livid, når han sammen med de øvrige tre medlemmer af hiphopgruppen Kaliber, Mr. Mo, Face It og DB King, fylder landets spillesteder med westcoastbeats og vestegnsslang.

I marts vandt Kaliber P3’s talentkonkurrence Karrierekanonen. I sommer spillede de på Skanderborg Festival. Deres første single, hjemstavnsrappen ’Vest for København’, har netop rundet 1,2 millioner view på YouTube.

LÆS OGSÅAlbertslunds klamme fyr rapper direkte fra underlivet

Og da Ibyen på en vindstille oktoberdag møder dem i boligbebyggelsen Vejleåparken i Ishøj, er de i selskab med et tv-hold fra DR, der har fulgt dem siden april. Det har taget fart for Kaliber.

Og i aften har de fire vestegnsdrenge hjemmebanefordel, når de går på scenen på Forbrændingen i Albertslund.

»Så er jeg kriminel, åbenbart«
Tilbage til boligkomplekset. Fyren, der boede i den lille etværelseslejlighed havde nogle dage forinden banket en fra Jespers kvarter, og det var derfor, Jesper og vennerne nu ville aflægge ham et besøg.

De kunne se, fjernsynet kørte inde hos ham, så de for op ad trapperne og sparkede døren ind. Men der var ingen hjemme. På 30 sekunder destruerede de alt. Kort tid efter blev de fanget af politiet, ikke langt fra Skovlunde S-togs-station.

Jesper fik sin første betingede dom efter bersærkergangen i boligkomplekset. Den fik omfattende konsekvenser. Det var ikke til at få et ordentligt job, så han begyndte så småt at identificere sig med sin dom.
Kaliber.  Face It. Foto: Lars Just
»Nå, okay. Så var jeg kriminel, åbenbart«, som han siger, da vi har sat os ved et massivt granitbord i Byhaven, en lille grøn park ikke langt fra Ishøj Bycenter.

Her, i de høje betonbygninger, er halvdelen af Kaliber vokset op, mens de to andre er fra Hundige og Ballerup. Vi er ’Vest for København’, og det er også her det meste af musikvideoen til netop det nummer er optaget.

Lever af kriminalitet
Efter Jespers indbrudsdom kom der løbende flere til. For vold, for narko, for våbenbesiddelse. Nogenlunde ligesådan lyder historien om resten af Kaliber.

Livid, Mr. Mo, Face It og DB King skriver sig nemlig ind i en lang tradition af hiphopartister, der rapper om vold, stoffer og det hårde liv på gaden. Men modsat mange af de andre er Kaliber faktisk vokset op i en verden af tyverier, hælervarer og narkobesiddelse.

Alle fire drenge har set en side af Danmark, som mange kun læser om. De har gjort ting. Af vrede. Af kedsomhed. Af nødvendighed. For status. Det er slut nu. Men handlingerne hænger ved i de hårdtslående fraser, der udgør Kalibers tekstunivers.

LÆS OGSÅ Potente Albertslund-rappere leverede oder til underliv og undergang

»Badboy lever på den stinkende side af loven, hvor de hustler for millioner, graver pengene ned i skoven«, lyder det for eksempel mørkt og aggressivt i DB Kings afsluttende vers i ’Vest for København’.

»Kriminalitet bliver måske vores levebrød alligevel. Fordi vi kan rappe om den. Fortælle om den«, pointerer Face It, der leverer den dybe sangstemme, som med en tilbagelænet Nate Dogg- attitude crooner ind over Kalibers tunge beats.

»Ja«, indskyder Livid.

»Hvis vi bare havde gået i skole og arbejdet i Fona, havde vi jo ikke en skid at fortælle om nu«.

Ud af kroppen
For alle fire Kalibermedlemmer har musikken spillet en stor rolle siden barndommen. Flere af dem skrev allerede dengang tekster, men i de hårde miljøer er vers og enderim ikke noget, man råber højt om.

Så teksterne holdt de for sig selv, selv om de ellers ofte gav afløb for mange af de følelser, der mundede ud i negative handlinger.

DB King gik i lang tid til forskellige former for kampsport, taekwondo og karate, men erfarede, at det først var i tekstskrivningen, at de tunge følelser forlod ham helt.

»Når jeg skrev det hele ned på papir, var det, som om jeg kunne lægge det væk og sige: Okay, nu gider jeg ikke spekulere på det mere«.
Kaliber.  DB King. Foto: Lars Just
Der skulle dog gå lidt tid, før musikken for alvor fik taget i Kaliberdrengene. De har ellers alle flere gange forsøgt at komme ud af det dårlige selskab via rappen.

For eksempel fik Livid allerede som 19-årig kontrakt med et større pladeselskab. Det blev til et enkelt engelsksproget album, men succesen udeblev, og i 2004 opgav han fuldstændig musikken og tog et bevidst valg om igen at forsørge sig udelukkende ved kriminalitet.

»Jeg ville hellere være den bedste til at være en nar end den dårligste til at lave musik«.

Når gaden kalder
Men da folk omkring ham i 2009 begyndte at få lange fængselsdomme og han selv havde været i politiets søgelys lidt for mange gange, besluttede Livid sig for, at det skulle være nok. Nu ville han give rappen et sidste forsøg. Denne gang på dansk.

Få måneder senere introducerede Mr. Mo ham for Face It og DB King, der var i gang med at indspille et album sammen.

Inden længe havde de fire vestegnsfyre dannet Kaliber. Og den overvældende respons, de fik fra både venner og ukendte, overbeviste dem om, at de var på rette spor. Og pludselig havde de modet til at slippe kriminaliteten og satse på musikken.

LÆS OGSÅL.O.C. lyder som en træt førsteelsker på nyt album

»Uden at være religiøs eller noget, så virkede det bare totalt skæbneagtigt«, siger Livid.

»Vi var det samme sted i livet og havde de samme tanker. Og så var vi enige om, at nu skulle det fandeme være nu«.

Livet i blokken
Inden vi sætter os i Byhaven, går vi en tur ned gennem Vejleåparken. Planen, som den stadig hedder i folkemunde, blev opført i 1970’erne og rummer mere end 1.700 boliger.

Vi slentrer ned gennem en midterpassage, hvor der på begge sider fortsætter lange rækker af betonboliger med røde murstensfacader.

»Det hele ser ens ud i Planen«, siger Mr. Mo. Mohammed, som han hedder i virkeligheden, er vokset op i byggeriet. Dengang gik dagene med drengestrenger og daglige slagsmål. Der var ikke rigtig andet at lave end at hænge på gaden.

Og sådan er det øjensynlig stadig. Halvvejs gennem Planen har vi passeret adskillige grupper af unge. Nogle hænger i tunnelerne eller kører på scootere. Andre samles bare på bænkene mellem boligerne.

For eksempel den unge indvandrerdreng, der pludselig råber efter os, da vi kommer forbi hans lille gruppe.
Kaliber.  Livid. Foto: Lars Just
»Hey, kom og tag billeder af os, mand«.

De fleste griner, men Livid tager ham på ordet.

»Okay, drenge, så rejs jer op«.

De tre gadesmarte teenagere bliver straks en anelse mere benovede i deres attitude, da de sammen med Kaliber poserer for både DR, Ibyens fotograf og mig, der står med den største teenagers iPhone og fotograferer.

»Hvad øh ... skal I rappe i aften?«, får en af dem fremstammet.

»Ja, i Holbæk«, svarer Face It tørt.

»Arh, Holbæk, mand. Kommer I ikke snart til Greve oss’?«.

Og så kører snakken, mens jeg ivrigt fylder den unge drengs fotobibliotek med billeder af, hvad der må være dagens højdepunkt.

Ikke en løftet pegefinger
Siden ’Vest for København’ udkom, er Kaliber blevet idoler for mange unge på Vestegnen. Og den rolle er gruppen ret bevidst om.

Kaliber er ikke stolte af deres kriminelle historie, men de finder en tilfredshed i, at de kan bruge den konstruktivt i dag, hvor de når ud til et hav af unge mennesker.

Især dem, der, ligesom Kaliberdrengene, er vokset op i mere eller mindre socialt udsatte områder. Dem synger Kaliber for eksempel for på det angrende ’Ku ik’ se det’:

»Vidste ik’, hvor tungt det, jeg gjorde, vejede. Nu er det en kniv i min samvittighed, for hver en tåre min mor græd«.

»Vi vil ikke være en løftet pegefinger. Men vi vil vise, at der er andet i livet end at lave ballade«, forklarer Face It, som egentlig hedder Martin.

»Også selv om man kommer herfra«.

Blokmentalitet
Herfra. Ingen, der har set musikvideoen til singlen ’Vest for København’, kan være i tvivl om, at Kaliber tilhører til Vestegnen. Og omvendt.

»Homie, jeg er vokset op lige vest for København. Og alt, hvad det har gjort mig til, vil jeg ta’ med mig i graven«, lyder det på nummerets ørehængeromkvæd.

Og selv om drengene fremhæver, at det meste af Danmark jo egentlig ligger vest for hovedstaden, så lægger de ikke skjul på det præg, som opvæksten i de vestlige forstæder har givet dem.

»Man kan tage drengen ud af Ishøj, men ikke Ishøj ud af drengen«, som Face It formulerer det.

LÆS OGSÅKlamme fyre gjorde det slemme ved halvslatten festival

Han har selv fået børn og er flyttet til en ny by, men når han, som i dag, vender tilbage til barndommens beton, skyller hjemstavnsfornemmelsen ind over ham.

»Det er bare mit hood, altså. Og her lugter sgu stadig af røvhul«.

Det er vanskeligt for drengene helt at sætte fingeren på, hvad Vestegnen egentlig er for en størrelse. Det er en bestemt mentalitet. Et temperament og en kode, der er affødt af tilværelsen imellem betonblokkene. En tilværelse, man lægger en ære i.

»Mange herudefra ved godt, at Vestegnen bliver set ned på i Danmark. Som ghettoer med sociale tabere. Og så bliver man nærmest nødt til at sætte en stolthed i det. For ikke at lade sig underkue«, forklarer Livid, mens han retter på baseballjakken.

Jeg hader min by
»Jeg hader min by«, afbryder DB King med en dyb, hæs stemme. Hans tatoverede hænder er konstant i bevægelse. Fingrene fejer utålmodigt hen over granitbordet, indtil han tænder en cigaret.

»Jeg har boet i Hundige i 29 år. Jeg hader den. Men jeg er groet fast, forstår du, hvad jeg mener?«, siger han med et intenst blik i de mørke øjne.

For DB King har hjemstavnen langt hen ad vejen været en nødvendighed. Det var her, hans netværk var. Dem, han tjente sine penge på.

»Her vidste jeg, hvordan jeg skulle hustle«, forklarer han.

Jeg tør næsten ikke spørge ind til, hvad det skal betyde, men gør det alligevel.

»Det vil sige, at jeg har lavet noget lort«, bliver det kølige svar.

Modtaget.

Øverst på plakaten
Men nu, hvor alle i Kaliber er omkring de 30, har tingene altså taget en drejning. De har fået hul igennem til et voksende publikum, og den chance vil de ikke forpasse.

Forleden udkom deres første ep, der er allerede en ny i støbeskeen, og snakken går også om et fuldlængdealbum i en nær fremtid. Ambitionerne er ikke til at tage fejl af. De vil være blandt de største, fortæller Face It med en selvsikker ro.

»Når der bliver sagt dansk hiphop, skal folk tænke Kaliber. Det er målet«.
Kaliber.  Mr. Mo. Foto: Lars Just
I aften gælder det så Forbrændingen i Albertslund. Et gig som alle i gruppen glæder sig særlig meget til.

»Det er en slags hjemmebane for os«, forklarer Face It.

Sidst Kaliber spillede på Forbrændingen, var det første gang, de stod øverst på plakaten. Nu er de for længst blevet vant til at styre showet. Også uden for Vestegnen. »Det er sgu sindssygt, når en eller anden sekstenårig teenager i Haderslev står og synger ordret med på ’Vest for København’«, siger Livid.

Fire fyre fra Vestegnen
Efter at vi har siddet en times tid i Byhaven, tilbyder han mig et lift tilbage mod indre København, da han alligevel skal køre Mr. Mo og Face It til deres studie på Amager.

Man takker ikke nej til at cruise lidt rundt med Kaliber, så jeg sætter mig ind på bagsædet af bilen.

»Hey, Aske. Vil du ikke lige læse den her og sige, hvad du synes?«.

Med venstrehånden på rattet rækker Livid mig sin smartphone, så jeg kan læse den nyeste pressemeddelelse, der skal følge med debut-ep’en. Ud over en beskrivelse af Kalibers lyd antyder teksten medlemmernes hårde fortid i de rå miljøer.

LÆS OGSÅL.O.C.'s fest skriver sig direkte ind i Roskilde-historien

»Du synes ik’, det lyder, som om det er synd for os, vel?«.

Sådan skal det nemlig ikke være. Kaliberdrengene forsøger ikke at løbe fra deres historier eller skyde skylden på nogle andre. De tager dem på sig. Og som Livid siger:

»Lige meget hvor godt vi gør det, vil vi altid være fire fyre fra Vestegnen«.