Imens de sidste kabler rutineret rulles om en bøjet lydteknikerarm, lunter en ung mand over gulvet med kurs mod Jessie Ware, som for lidt siden er gået af scenen efter en veloverstået koncert. Han rækker hånden frem og takker hende for musikken.

»Og«, uddyber han smilende.

»Din musik har gjort mit sexliv meget, meget bedre«.

Den slags samtaler har Jessie Ware efterhånden haft mange af, siden hendes debutalbum, ’Devotion’, udkom i sensommeren sidste år og røg direkte ind i top-5 på den britiske albumhitliste.

Anmelderdarling
Med sin sensuelle blanding af flirtende retrosoul, dansabel pop og dunkende basmusik er den 28-årige sangerinde fra Sydlondon på rekordtid blevet den, der synger trusserne af kvinderne og skjorterne af mændene.

I 1980’erne var det Jessie Wares idol Sade og hendes forførende saxofonsoul, som folk lavede babyer i takt til.

I dag er Jessie Ware selv blevet soundtrack til festens forbudte kys, til den tredje date og til nattens sidste øl – den, der bliver skænket lidt over lukketid ved et køkkenbord i en lejlighed, man aldrig skulle være endt i.

LÆS OGSÅSmagfuld sirenesang vil få underbukser til falde til jorden

Og det er ikke kun de elskende, som er glade for Jessie Ware. Også kritikerne er vilde med lyden af Londons nye popikon, der egentlig arbejdede som journalist, inden hun begyndte at levere luftige vokaler til dubstep-producerne SBTRKT og Jokers hårde basrytmer.

I efteråret blev hun nomineret til den prestigefulde kritikerpris Mercury Prize, og mens denne avis er i trykken, er hun måske blevet belønnet med det britiske svar på den amerikanske Grammy, en Brit Award, i kategorierne bedste gennembrud og bedste kvindelige kunstner.

Erotisk sirenesang
Hun er, meget rammende, blevet kaldt »the missing link between Adele, SBTRKT and Sade« af det britiske musikmagasin Clash.

Mercury Prize-komiteen beskrev ’Devotion’ som »et sensuelt og følelsesladet popalbum mættet af den britiske klubkulturs ånd«.

På BBC syntes de, at debuten var »et sofistikeret og sjælfuldt popalbum af den slags, der alt for sjældent udkommer«.

LÆS OGSÅBritiske opkomlinge har lavet årets album

Og også Politikens anmelder Simon Lund var vild med lyden af Jessie Ware. Fem hjerter gav han hende i en anmeldelse, hvor han kaldte ’Devotion’ for »forførende panoramapop og samtidig intimt som en hvisken i øret« og tilføjede:

»Mit gæt er, at der nok skal falde en del underbukser til jorden til tonerne af Jessie Wares sirenesang«.
PR-foto
Sammenlignet med tunge divaer
Og det er faktisk meningen, at ’Devotion’ skal kunne bruges mellem lagnerne, fortæller Jessie Ware i telefonen fra det sydlige London:

»For mig virker sådan noget som Billie Holiday, Donny Hathaway og Aretha Franklin. Jeg kan ikke rigtig forstille mig at bruge min egen musik til den slags. Men jeg går fuldstændig ind for, at folk har samleje til min musik. Det var netop det, der var intentionen«.

LÆS OGSÅIndignation og psykedelisk fest præger Mercury Prize-favoritter

Som sangerinde er Jessie Ware blevet sammenlignet med poppens helt tunge popdivaer. Kvinder som Whitney Houston, Annie Lennox og, selvfølgelig, Sade, hvis visuelle stil hun hylder med høj knold og forførende bevægelser i videoen til hittet ’Running’.

Og det er også damer som dem, hun selv nævner, når man spørger, hvad der har inspireret hende til den sensuelle lyd, der danser æggende på grænsen mellem soul og electronica, mellem kommerciel pop og mørk undergrund.

Musik til kroppen
Hendes fjerlette, til tider næsten hviskende stemme supplerer de mørke slowmotion-eskapader, som rytmegruppen buldrer af sted med.

Som kontrast spiller hun også indimellem med musklerne, når hun akkompagneret af luftige falsetto-mandekor udfører sine insisterende, teknisk styrede udbrud.

Ifølge Ware selv giver de dybe basflader hendes ellers retrospektive udtryk et moderne islæt. På intet tidspunkt har hun næret interesse for at have en gammeldags lyd, selv om de bærende referencer har udgangspunkt i fortiden, forklarer hun.

LÆS OGSÅSade leverer ren nydelse

»Jeg elsker bas! I det hele taget elsker jeg musik, der tager ved lige midt i mavsen. Jeg ville enormt gerne have et element i koncerterne, som man kunne mærke rent fysisk«.

Lyden af Jessie Ware skal altså i mere end én forstand tale til kroppen. Selv har hun døbt sit musikalske udtryk »britisk elektronisk soul« – en blanding af mange genrer.

»Det har nok mest at gøre med, at jeg er grådig og kan lide en masse forskellig musik. Og ’Devotion’ er et forsøg på at få det hele proppet ind på én plade«.

Kaskader af mails
Kimen til Jessie Wares lyd blev lagt til en grillkomsammen en aften et sted i London.

Både Wares manager og musikeren Dave Okumu var inviteret, og over sydende bøffer og svedende pølser blev de to enige om, at Okumu skulle prøve at skrive musik for den kommende popstjerne, som netop havde fået tilbudt en pladekontrakt på baggrund af sine gæsteoptrædener hos Joker og SBTRKT.

Inden Okumu og Ware mødtes for første gang, skrev de mail til hinanden. Masser af mail, hvor hun på sin egen famlende måde forsøgte at få ham til at forstå, hvad hun ville skabe.

LÆS OGSÅParringsmusikkens mor spiller op til dans

»Jeg vidste, hvad jeg elskede, og hvad jeg ville føle, men ikke hvordan jeg kunne udtrykke det musikalsk. Det var virkelig frustrerende«.

Så Jessie Ware begyndte at sende YouTube-klip til Dave Okumu for at vise, hvad hun kunne lide. Alt fra flødedrengen The Weeknd til antikke soulklenodier røg af sted.

Da de mødtes første gang, var Dave Okumu, med hendes e-mail-kaskader in mente, så småt begyndt at skrive nogle numre. Han forsikrede hende om, at hun bare skulle sige til, hvis hun ikke kunne lide det. Men sådan gik det ikke.

»Da jeg hørte musikken, udbrød jeg: Åh, tak Gud, det var det her, jeg mente. Det var et helt særligt øjeblik!«.

Hvem siger nej til kærlighed?
Og derfra tog det fart. Andre sangskrivere med vidt forskellige kompetenceområder kom med i processen og bidrog hver især til ’Devotion’s alsidige udtryk.

Selv har Jessie Ware skrevet med på nærmest alle numre på albummet og marineret tekstuniverset med intime detaljer om kæreste, søskende og bedste veninder.

Som på ’Wildest Moments’, hvor hun synger om veninden Sarah, som hun elsker lige så meget, som hun hader hende. Eller ’Taking in Water’, hvor hun synger for den bror, hun nærmest aldrig ser, men alligevel ville gå igennem ild og vand for. Private emner. Måske for private, indrømmer Jessie Ware.

LÆS OGSÅSensualitetens præstinde er stadig i en klasse for sig

»Jeg har skrevet sange så kort tid, at jeg ikke helt har lært mine egne grænser at kende«, siger hun, men tilføjer, at hun bliver ved med at synge om det, der er helt tæt på. Så længe det føles rigtigt. Og om kærligheden. Og erotikken.

For som hun synger i et af numrene på ’Devotion’:

»Who says no to love?«.