Pernille Jensen
Hvad er din favoritscoresang?

»Jeg er præget af nogle teenageår med groteske mængder af My Bloody Valentine og kan derfor bedst lide musik uden for meget vokal. Jeg elsker kampsvedende knaldemusik fra for eksempel D’Angelo – bare ikke når jeg selv skal i aktion. Giv mig en blød Yo La Tengo-plade med uendelig lange sange, mumlevokal og masser af varme, stenede og blidt distortede guitarer. Så kører det«.

Hvilken scoresang virker absolut ikke for dig?

»Når folk på film sætter Al Greens ’Let’s Stay Together’ på, når de skal knalde, vender det sig i maven på mig. Det er en vidunderlig sang, men den er bare blevet, ja, voldtaget lidt for mange gange. Det er synd. Det samme med ’Sexual Healing’ og Sade. Det er bedre til tømmermænd og grå hverdage for mig«.

LÆS OGSÅSmagfuld sirenesang vil få underbukser til falde til jorden

Hvad skal der til, for at et nummer virker erotisk?

»Der skal være skruet op for varmen. Og det kan man jo gøre på mange måder. Med stemme, med tekster, med lyd, produktion og feeling i det hele taget. Man skal som lytter kunne mærke, at der er en puls, et liv og en hjertebanken i musikken. Hvis der er for mange kølige synthesizere, er jeg i hvert fald ude af vagten«.

Simon Lund
Hvad er din favoritscoresang?

»Det vil være ærgerligt at reducere sex til én stilling, ét humør og én sang. Nogle gange er en kinky R. Kelly på ’Ignition’ eller Vybz Kartels utvetydige besked på ’Romping Shop’ det rette. Andre gange er det Madonnas snigende offensiv på ’Justify My Love’ eller Tanya Stephens vuggende sensualitet på ’It’s A Pity’. Hvis man da ikke bare skal have renset luften og smider Misfits ’Attitude’ på. Bare temperaturen stiger i kinderne«.

Hvilken scoresang virker absolut ikke for dig?

»Hvis lyset bliver sænket til David Guettas Ibiza-dance eller John Mayers oversensitive bluespop, er jeg helt sikkert trådt ind i det forkerte soveværelse. Eller køkken. Ligesom Justin Bieber også vil være en klar misforståelse. Derudover behøver det heller ikke blive for avanceret. Polyrytmisk verdensmusik eller hæsblæsende freejazz fra Ornette Coleman er bedre til mange andre ting end atletiske krumspring i sofaen«.

LÆS OGSÅDen alternative countrys prins leverer intens lejrbålsstemning

Hvad skal der til, for at et nummer virker erotisk?

»Det skal være skoldhedt og smidigt. Men det er der meget, der er. Hvis jeg i min 1990’er-ungdom gik forbi en vens kollegiedør og hørte Portishead eller Jeff Buckley, kunne jeg være ret sikker på, at der var pigebesøg. Dengang var erotikken ekstrem nænsom. I dag kan det være vibrationerne fra bastung dubstep, der gør udslaget. Men en fræk tekst af Bonnie ’Prince’ Billy kan være nok til at trække det smørrede smil frem«.

Thomas Michelsen
Hvad er din favoritscoresang?

»Kald mig kedelig, kald mig gammeldags, men for mig er klassisk musik noget, man giver sin fulde opmærksomhed. Noget, man lytter til. Jeg sætter som regel ikke engang musik på under middagen, medmindre musikken har et lix-tal nede omkring Albinonis ’Concerti grossi’, som med deres italienske baroksprødhed er vidunderlig musik, mens man får lidt lækkert og et godt glas vin. Men skal man score, skal man vise sig selv. Så jeg ville spille den musik for hende, der lige nu betyder allermest for mig«.

Hvilken scoresang virker absolut ikke for dig?

»Klassiske scoresange er der jo ikke mange af. Klassikeren for os, der er gamle nok til at huske 1980’er-filmen ’10’ med Bo Derek, er selvfølgelig Ravels ’Bolero’. Skulle man i ramme alvor elske til den, tror jeg, man ville ende med at ligge og skraldgrine om kap ...«.

LÆS OGSÅSensualitetens præstinde er stadig i en klasse for sig

Hvad skal der til for, at et nummer virker erotisk?

»Sensualitet i klang og melodi. Tænk på Wagners uendelige spændingsopbygninger i kærlighedsoperaen ’Tristan og Isolde’, der kan nydes i kort resumé på de mange indspilninger af forspillet, om jeg så må sige, koblet med Isoldes afsluttende ’Liebestod’. Tænk på den russiske mystiker Aleksandr Skrjabins vægtløse orgasmer. I hans ’Poème de l’extase’ kommer udløsningen efter 20 sansemættede minutter. Ravel viser en enorm sanselighed i balletmusikken til ’Daphnis og Chloé’. Hellere den end ’Bolero’, tak!«.