Annonce
Annonce

Forsiden

Annonce
Restauranter 5. maj. 2012 KL. 14.37

Restaurant i toppen af Christiansborg slotstårn skal åbne næste sommer

Bestyrelsesformand for Horesta betegner planen som »særdeles interessant«.

I Christiansborgs 106 meter høje slotstårn med udsigt over byens tage skal der efter planen være plads til 100 spisende gæster efter sommerferien næste år.

Folketingets præsidium er efter et halvt års hemmeligholdte forhandlinger blevet enige om at afsætte penge til, at der kan indrettes restaurant, konferencested og udsigtspunkt i tårnet, skriver Berlingske.

Endnu mangler brandmyndighedernes endelige godkendelse. Kommer den i hus, er det meningen, at de nyrestaurerede rum skal fungere som spisested og møderum for forlketingspolitikere i dagtimerne, mens en direkte elevator skal skaffe den brede offentlighed adgang udenfor Folketingets åbningstider.

Kommercielle betingelser en forudsætning
Formand for hotel- og restaurationsbranchens bestyrelse, Jens Zimmer Christensen, betegner projektet som »særdeles interessant«.

Helt afgørende for, at stedet skal blive et attraktivt sted at drive restaurant er dog, at stedet bliver udbudt på kommercielle betingelser. Er betingelserne i orden, vil der formentlig være mange indenfor den danske restaurationsbranche, der vil vise interesse for stedet, vurderer han.

»Der er tale om en attraktiv beliggenhed, og for mange restaurantgæster vil det være et stort plus, at de sidder og spiser ii en historisk bygning med en god udsigt. Og det er selvfølgelig et stort plus, når man skal drive forretning«, siger han til politiken.dk.

Skal der være god business i drive restaurant i slotstårnet, vil det formentlig kræve, at maden har et vist niveau.

»Beliggenheden er vigtig, men i sidste ende er det maden og den service, man som gæst modtager, der skal svare overens med prisen«, siger Jens Zimmer Christensen fra Horesta.

Stor entusiasme
Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), fortæller til Berlingske, at der er » helt enighed i Folketingets Præsidium« om beslutningen.

»Vi har haft de fleste af partiernes gruppeformænd heroppe og kigge på lokaliteterne, og der er meget entusiasme omkring projektet«, siger han til avisen.

Og en begejstret Bertel Haarder (V) bakker op.

»Det kan blive et rum med byens bedste udsigt, en af byens attraktioner og en herlighed for Folketingets medlemmer. Ganske enkelt. Det er meget vigtigt, at der bliver offentlig adgang, og at en så attraktiv restaurant kommer i frit udbud, så alle kan byde på driften af den«, siger han til Berlingske.

FACEBOOKBliv ven med Politiken