Annonce
Annonce
Café+Restaurant 26. okt. 2012 KL. 14.36 opdateret 26. okt. 2012 KL. 09.16

Enhedslisten efterlyser forviste ammende kvinder

Politikere afviser amme-særlov. Enhedslisten vil prøve, hvad den eksisterende lov duer til.

Fakta

Danmark har ikke en særlig lov, der beskytter ammende kvinders ret til at amme i det offentlige rum, i modsætning til lande som Australien, England, Skotland og flere stater i USA.

Ifølge cand. jur. Kirsten Precht ved Institut for Menneskerettigheder gør Ligestillingsloven sig gældende i en situation som den, kvinden oplevede i Tivoli.

Kvinder skal kunne amme, hvor og hvornår de har behov for det.

Det siger Stine Brix, sundhedsordfører for Enhedslisten.

Hun har fulgt den debat, der er opstået i kølvandet på, at en ammende kvinde har følt sig forvist fra en Tivoli-restaurant med tjenerens ord: »Det kan du godt pakke væk, det der«.

Sagen endnu ikke prøvet
En ekspert fra Institut for Menneskerettigheder vurderer, at Tivoli Bodega og Vinstues behandling af kvinden var ulovlig.

LÆS OGSÅ Ekspert: Bortvisning af ammende kvinde i Tivoli var ulovlig

Men eftersom der endnu ikke er behandlet en klage i Ligebehandlingsnævnet, findes der ingen retspraksis.

Derfor har Stine Brix en opfordring til ammende kvinder, der har oplevet lignende negativ behandling: Meld jer, så vi kan køre en principsag.

»Så kan vi få afprøvet, om det eksisterende retslige grundlag yder tilstrækkelig beskyttelse af kvinders ret til at amme offentligt«, siger hun.

Pinligt ikke at acceptere amning
I de seneste dage har debatten rullet med heftige meninger for og imod amning i det offentlige rum.

Ligestillingsordførerne og ministeren er over en bred kam enige om, at det er direkte pinligt, når en restaurant eller cafe forbyder amning.

»Restauratørerne skal tænke sig rigtigt godt og grundigt om, før de laver en politik, der forbyder amning. Det er simpelthen pinligt for dem«, siger Rasmus Horn Langhoff (S), som også har fulgt debatten om kvinden, der blev smidt ud af Tivoli-restauranten.

LÆS MERE Tivoli-restaurant smed ammende kvinde ud

Ikke nødvendigt med særlig lovgivning
Hvis det viser sig, at loven ikke beskytter kvinder ret til at amme, hvor og hvornår det er nødvendigt, ønsker Stine Brix en særlov eller en detaljering af Ligestillingsloven.

Men ligestillingsordførerne og ministeren mener, at antallet af den slags ammesager er for lille til at begrunde et sådant tiltag.

»Det er min vurdering, at det er et par enkelte restauratører, det handler om. Jeg ville personligt bare vælge at lægge mine penge et andet sted«, siger Manu Sareen (R), som har svært ved overhovedet at forstå, amning kan støde nogen.

Bryster kan krænke den private ejendomsret
Også ordførerne fra Venstre og de Konservative afviser enhver tanke om en særlov. Hensynet til den private ejendomsret vejer tungere end kvinders ret til amning, mener de.

»Det vil være en krænkelse af den private ejendomsret, hvis restauratører tvinges til at følge en sådan lov«, skriver Mai Henriksen (K) i en mail. Hun mener derudover, at amning er en privat sag, som slet ikke skal trækkes ind i det offentlige rum.

Hun støttes af Fatma Øktem (V), der heller ikke har problemer med, at private restauratører har en politik for, om de ønsker amning eller ej.