Annonce
Annonce
Scenen 22. jan. 2009 KL. 13.39 opdateret 22. jan. 2009 KL. 15.29

Frank Hvam er klar med sit første one-man-show

Komikeren, der blandt meget andet er kendt fra 'Klovn', tager på turne i hele landet i efteråret med et show uden titel.

En mand. En mikrofon. Det er ingredienserne i det første one-man-show nogensinde fra Frank Hvam.

Showet kan publikum i hele landet glæde sig til, når komikeren, som blandt andet er kendt fra 'Klovn' på TV2 Zulu sammen med Casper Christensen, drager på turne i hele landet i efteråret.

Turneen bliver skudt af 3. september på et hemmeligt sted i København og i de følgende måneder gæster Frank Hvam blandt andet Slagelse, Århus, Holbæk, Horsens og Rønne.

Uden titel
One-man-showet har ingen titel, men i et interview - som Frank Hvam har lavet med sig selv - på sin hjemmeside, løfter komikeren lidt af sløret for, hvad der er i vente.

»Showet har en slags arbejdstitel, der lyder 'Jeg har været der'. Jeg vil helst snakke om ting, jeg har sat mig lidt ind i. Når jeg snakker om Afrika, har jeg været i Afrika, når jeg snakker om fængsler, har jeg besøgt et. Det er lidt kedeligt og fattigt, når en komikers viden udelukkende stammer fra bagsiden af MetroXpress«, siger han i interviewet.

Latterliggører sig selv
Frank Hvam startede i 1995 med at lave stand-up på det legendariske stand-up-sted Din’s. Siden har han i mange år lavet tv, hvor han står bag nogle af Danmark største comedy-succeser.

Men det nye show bliver markant anderledes end, hvad man ellers har set i 'Klovn', Langt fra Las Vegas' eller 'Casper og Mandrilaftalen'.

»Jeg vil latterliggøre mig selv som menneske - med risiko for at trække arten med i faldet«, siger Frank Hvam, som i det nye show vil tale om en uforudsigelig blanding af kønsdele og politik »krydret med en veludviklet sans for egen idioti«.

Se mere på: www.frankhvam.dk

fakta