Tomorrow's Parties

Mungo Park/Forced Entertainment.

Tekst: Forced Entertainment. Iscen.: Tim Etchells. 12.-13. sept.

I aften på Gruppe 38 i Aarhus.

Fremtid, det er noget, man drømmer om.

På den ene scene står de og fantaserer om en kogeø, på den anden om en klode under vand.

Spændvidden fejler ikke noget på Mungo Park, som sideløbende med premieren på 'Bo Bedre' havde sikret sig et scoop ved et invitere den banebrydende engelske gruppe Forced Entertainment indenfor.

Hjemmeteater
For nu at starte ved det hjemlige, så er det lykkedes at omsætte Bo Bedres glittede boligdrømme til scenen, så der bliver krattet godt og grundigt i dem. Skægt og pointeret. Til forskel fra den perfektionistiske bladinstitution fra 1961 og dens smuds- og menneskeafvisende interiører kommer der her rigtige mennesker ud af væggene.

Det gør der helt bogstaveligt i Marianne Nilssons minimalisme-setup af en grågrumset trævæg med et utal af åbninger, hvor der klatres, krybes og tumles. Funktionelt legende, men lovlig 'anti-glit' - kunne den ikke bare i glimt få et shot Panton-orange?

LÆS OGSÅ Mungo Park laver teaterdrama ud af Bo Bedre

Til gengæld er de tre beboere i 'Bo Bedre' suverænt shinet op til at være 60'er-coole med 'Mad Men'-slips og jazz i habitbukserne. Samtidig er de up to date stressbomber med stylede smil og tips i stride strømme. Sådan får du styr på dit liv! Hvis løsningen ikke er ... flere puder, så vælt en væg, og fri os for alt det onde.

Utroligt hvad de hjemlige rammer kan gemme på af panikangst over en revne i væggen, hede længsler om mig og mit Hus eller død og borte minder om morfars stol med plys. Maria Rich kan - med hele sit indtrængende register - gøre den gamle vise om 'Hjemme hos os' til den pinligste festtale.

Nicolai Jandorf kan mandekokkerere en erotisk gryde, så dampen står ud af lange Peter Christoffersen, der ikke er bleg for at bolle sin Syver - ja, altså den der must have Jacobsenstol.

LÆS OGSÅ Alle tiders fordrukne tabernar er tilbage igen

Rytmisk og rammende jongleres der med vores boligdrømme og mareridt - det er til at mærke, at instruktøren Charlotte Munksø oprindelig var koreograf. Men 'Bo Bedre' mangler altså det, som ejendomsmæglerne kalder herlighedsværdi - det vil her sige: noget, der sprænger rammerne.

Forestillingen er simpelthen for godt indrettet. Den kører på skinner som en drøm af en bestikskuffe ... lidt for mange gange ud og ind.

Hvorfor ikke slippe det vanvid løs, der så herligt stikker fjæset frem, når de vakse ved havelågen i nr. 4 og ham med hunden i nr. 12 pønser på at gå løs på ham slendrianen i nr. 6 - med alt, hvad de har af hundegalskab og mytteri i luften: Bank Bedre! Sæt huset på den anden ende. Det er da værd at drømme om.

Timesharekroppe og fremtidsfest
Til gengæld formår Forced Entertainment med deres fremtidsdrømme at fjerne hvert et bræt under den stol, man sidder på. Velkommen til 'Tomorrow's Parties'!

Først skal man lige over den skuffelse, der kommer snigende, når man har klukket sig mæt over manden og kvinden, der står på en palle i mørket. Omkranset af kulørte lamper forsøger de at overgå hinanden i drabelige fremskridtsscenarier.

In the future ... vil der være så mange mennesker på Jorden, at man må være flere om at dele en krop, sådan på timesharebasis. Eller folk vil æde hinanden. Eller ...

Her havde man set frem til de internationalt berygtede pionerer inden for det postdramatiske teater, og så står de, Richard Lowdon og Claire Marshall, der og taler og taler. Old school fortælleteater? Noget af et fremtidsparty! Men Forced Entertainment viser sig at leve op til deres ry for at være »mestre i produktiv skuffelse«.

Formen er bedragerisk enkel. For det, der sker, når de nonstop slynger alle deres fortabte fantasier om sex med superpotente aliens og skrækscenarier om den totale oversvømmelse ud i hovedet på os, er, at det svimler for én. Som at blive sendt ud på en kosmisk bungeejumping.

LÆS OGSÅTeater-bølge: Nu får det grå guld hovedrollen

Men samtidig spiller 'Tomorrow's Parties' netop på, at vi helt konkret sidder aldeles stuck her i mørket. Holdt fast i en klaustrofobisk skruestik, præcis ligesom de to på pallen - med hilsen til Becketts 'Glade dage', hvor Winnie sidder nådesløst fast i sin jordbunke.

Og det går op for én, at den palle, de to står på, er den sidste pind at træde på - inden vi alle forsvinder i det store mørke rum.

Så er det slut med at indrette sig. På fremtiden. Man skal passe på, hvad man drømmer om.