Det minder om 'Kejserens nye klæder'. Man kan godt nok ikke beskylde Det Kongeliges nye eventyrballet for ikke at have noget på.

Mage til scenografi, der eksploderer i et syreorgie af farver, folklore og naivistisk blomstrende mønstre, har jeg ikke været i nærheden af før på nogen scene. Der er fest og humør over feltet og så til Rimskij-Korsakovs fejende, fængende musik.

Men det er tydeligt, som historien om kong Dodon og hans kvaler med krig og kærlighed skrider frem: konge & co. har ikke noget på ... hjerte.

Det er i sig selv skæbnens ironi, at den snart afgående solodanser Thomas Lund, der for nogle år siden blev kåret som verdens bedste danser, skal afslutte sin karriere som kong Dodon, totalt formummet bag et højrødt telt af en kongekåbe.

Underholdende krigssatire
Men nu er vi også ude i en harmløst underholdende krigssatire. 'Den gyldne hane' er baseret på Pusjkins tsarkritiske eventyr på vers og fremstod oprindelig som en operaballet, skabt i 1907 af den banebrydende Ballet Russe-koreograf Mikhael Fokine og omdannet til ren ballet i 1937.

LÆS OGSÅBalletdansers største bommert: »Jeg er bange for 'prutten'«

Når Den Kgl. Ballet nu, godt ambitiøst, har sat sig for at genoplive den glemte ballet, kunne de ikke have scoret en mere oplagt mand til jobbet end russiske Aleksej Ratmanskij - efterstræbt navn, tidligere chef for Bolsjoj samt ekssolodanser på Det Kgl.

Sjov i balletten
Alligevel er det skuffende småt med koreografi, og den dans, der er, synes nærmest at blive slugt af Richard Hudsons scenografi, inspireret af Natalja Gontjarovas oprindelige avantgardesyner.

Til gengæld fremtræder 'Den gyldne hane' som en underholdende familieforestilling, hvor alle med akut panikangst over for ballet godt kan slappe af - selv om historien ikke er helt børnenem at følge med i. Dans til husbehov, med harmløst underholdende krigssatire. For en gangs skyld er der sjov i balletten.

Skægt er det, som Thomas Lund tripper omkring som tykmavet kongetumpe, med et halehæng af langskæggede, gamle jammerkommoder efter sig. Helst vil han bare sove sig væk fra alle krigstrusler. Men på slagmarken bliver han mødt af den farligt dårende nabodronning.

Forgabt og fortabt tumler han rundt efter dronningens ynder med ellevilde gramsehænder, så både hans moppedreng af en krone samt scepter og rigsæble må falde. Gudrun Bojesen er en drøm af en eksotisk diva, sådan som hun æggende vugger rundt med hofterne og dronningeværdigt hævet over det hele forfølger sine egne planer.

Et kedeligt stykke fjerkræ
Selv om dronningen har fjer i håret, er det nu ikke hende, der har tjansen som den gyldne hane. Den er til gengæld et dybt kedsommeligt stykke fjerkræ. Som forestillingens symbolske omdrejningspunkt - den, der skal advare kongen mod fare, men samtidig er en ulykkesfugl - er der ikke megen fascinationskraft over denne lille hunhane med de gyldne baskende vinger og mekaniske bevægelser.

Lena-Maria Gruber gør det udmærket, og Cedric Lambrettes sorte troldmand holder hanen godt i snor som hele intrigens skumle bagmand.

LÆS OGSÅ Rekonstruktion: Den Kongelige Ballet i borgerkrig

Der er vi altså langt bedre vant med andre af ballethistoriens vingede væsener: svaner, ildfugle, sylfider eller blå fugle. De står for transformation, metamorfose fra krop til ånd.

I sig gemmer 'Den gyldne hane' også på hele ballettens klassiske transformationspotentiale med alt, hvad man kan ønske af dyrisk, kvindelig seksualitet, udsatte mandfolk og død og fortabelse.

Får ikke fat rødderne
Men der er ikke rigtig noget, der transformerer sig og giver det løft, man forventer af en stor ballet. Ratmanskij har stillet sig for let tilfreds ved at satse på det underholdende eventyr uden at få fat i dramaet og de symbolske rødder.

Her er det så, forestillingen heller ikke rigtig kan finde ud af, hvilket ben den skal stå på.

Det går ikke rigtig op. For udgangen er jo overraskende mørk. Kongen dør, ligesom hans to krigslystne, fjogede sønner undervejs blev slagtet på slagmarken. Ikke det rene harmløse, hu hej-eventyr.

Væk er kongen, der med alt sit tumpede lune var forestillingens midtpunkt. Men hvorfor skulle det gå ham så ilde? Væk er også fornemmelsen af noget større drama. Flot ender med at føles fladt.