Det er de to skælme Esben Pretzmann og Rune Tolsgaards betydeligste adelsmærke, at de ejer et larger than life-vovemod, som de bruger i deres satiriske frontalangreb på bornertheden.

De går altid længere end til grænsen og er ej bange for at tage dybt tabuiserede emner op.

De gjorde det først gakket anarkistisk, da de legede ’Svedbank’ i Børneradioen og talte om blandt andet fækale emnekredse.

Siden blev de folkeeje som to tredjedele af ’Drengene fra Angora’, hvor pøllerne blev spredt i såvel madvare som svømmebassiner, men sandelig også suppleret op med andre ting og sager, herunder selvfedme, racisme og nationalisme.

Nu er de på scenen som sig selv med en et par håndfulde sange, der atter handler om det forbudte.

Det kan være de slemme, grimme ting, man har gjort som barn og ung, der ville plette ens omdømme, i fald de kom frem i lyset; men det kan også være følelser, man ikke bør tale om, fordi de i det politisk korrekte flertals øjne ikke er i orden.

Børn stjæler opmærksomheden
Det første behandler Pretzmann og Tolsgaard i en ganske morsom lille ting, hvor de som to barndomsvenner sværger hinanden tavshed på æresord; det sidste i den rent ramte sang ’Jannik’, der handler om en mands jalousi i forhold til sin kærestes søn fra et tidligere forhold.

Her er der virkelig noget på spil.

For under den stilrene popsangs lækre harmonier gemmer der sig fortællingen om det mest betændte af alt:

Når voksne hader børn, fordi de stjæler opmærksomheden fra dem.

PALLE Anders Matthesen har gjort det igen

De fleste kender til fænomenet i et eller andet omfang og mest grusomt grotesk fra tabloidavisoverskrifter om mishandlede børn og kvinder - i reglen er det netop den nævnte følelsesmæssige figur, der ligger til grund for uhyrlighederne.

Og de to troubadourer beretter frækt og frejdigt om fortællerjegets intense modvilje mod den lille knægt:

»Ku’ du ikk’ bar’/ flytte hjem til din far«, synger de.

De sexfikserede pattebørn
De er også på farlige veje, når emnet er venskabsforhold mellem mænd og kvinder, som det er tilfældet i sangen med omkvædet »tag dog og hold din forpulede kæft«.

For her rettes skytset afslutningsvis mod beretteren, der afsløres som det umodne fordrukne og sexfikserede pattebarn, han (og rigtig mange af hans jævnaldrende kønsfæller) er.

LÆS ARTIKEL Kongerne af stand-up er blevet mainstream

En gevaldig lussing afleveres der, om end man ikke helt er klar over, hvilken konto sympatien skal sættes ind på.

Til gengæld bliver det hele plat og ligegyldigt, når sangene kommer ind på analsex og fisse, mens historien om, hvordan deres svenske sommerhusnabo formentlig betragter dem, er kosteligt morsom. Og dertil musikalsk velskabt med sit Cornelis Vreeswijkske folky groove.

Ajourfører visetraditionen
Bedømt rent musikalsk må man sige, at d’herrer slipper seriøst heldigt af sted med deres forestilling.

De er dygtige sangskrivere, som behersker de fleste musikalske formater og genrer, og deres tekster er begavede og godt rimede:

De er næsten Møllehavesk hittepåsomme, når de i en sang om sponsorbørn lader sivsko og Burkina Faso passe sammen.

Og man tager dem så godt som ikke i nødløsninger eller fade floskler.

LÆS MERE Andreas Bo er kongen af pjank og pjat

Man kan sagtens sige, at de ajourfører en dansk visetradition, der favner den danske revytraditions koryfæer, til stand-uppens tidsalder. Og de gør det godt.

Tiltagende misantropi
Men det er i samme greb, at problemerne åbenbarer sig.

For ud over en vis redundans i emnevalg samt et par helt klare svipsersange, som bør stryges, ligger forestillingens afgørende svaghed i den tiltagende misantropi, man som publikummer er vidne til.

Satiren rammer plet gang efter gang, men man fornemmer ikke rigtig nogen sympati med dens ofre.

I det mentale univers, hvor Pretzmann og Tolsgaard færdes, er der ingen kærlighed, ingen varme og ingen positive overraskelser.

MIKAEL WULFF Blod, sæd og stumper af en tuba

0Folk er beregnende, liderlige, selvfede og selviscenesættende, fordi de i bund og grund er svage, usikre og nogle bange pjok. Og der er ingen formildende omstændigheder.

Derfor forlader man d’herrers dygtigt eksekverede komediekoncert med latteren lidt stikkende i halsen.

For gu er det sjovt. Men det er bare ikke rigtig helt til at grine af.