»Hvad laver den gamle her?«.

Hånlige blikke møder den blege kone, der har vovet sig indenfor på den arabiske café og står og tripper nok så undseligt.

Men unge Musti byder hende op til en dans. Der kommer gang i den småmønstrede kittelkjole og blus på det forsigtige smil, sådan som han kan ondulere hofter, rytmer og hele den orientalske musik.

De ender hjemme i hendes seng. Uhørt!

Rørende er det, som Emma står og lader hånden glide ned mod skødet, der er vakt til live igen. På kanten af gråd – og latter. Ulla Henningsen er uimodståeligt sprød, enkel og ærlig som konen, der har mod til at insistere på, at livet ikke er slut.

Dar Salim er nu også et ualmindelig godt hug, med sin seje charme og smittende gåpåmod.

Bølgende menneskemur
Men fordømmelsen brager imod deres mesalliance – på tværs af alder og hudfarve. Vennerne fra cafeen vender ham ryggen, som han står der og rækker hånden ud og vil invitere dem hjem.

Hendes voksne børn slår en hånlatter op, mens rengøringskollegerne med deres spiddende gulvmopper sørger for, at hun er dømt ude af deres sociale stammedans.

Det er en mur af fordømmelse, parret er oppe imod. Det demonstrerer forestillingen med en egen konkret styrke ved at spænde historien om den gamle rengøringskone og gæstearbejderen op imod den rå mur, der tårner sig op i baggrunden.

LÆS OGSÅUgens scene: Grand old lady forelsker sig i ung indvandrer

Her er døre og kommoder hængt op, så nabokonerne kan sidde deroppe og sladre om hendes neger, mens han kan forsøge at klatre opad. Selvsagt er der ingen chance for social opstigning. Dramaet udspiller sig uigenkaldeligt på bunden.

Som en bølgende menneskemur bevæger flokken på gulvet sig til start frem og tilbage, i stadig mere desperat, vaklende ubalance. Faldet er uundgåeligt.

Lærred for drømme og angst
Når det lille Eklektisk Teater – der i forhold til deres tidligere forestillinger præsterer et kunstnerisk kvantespring her på Edison – har valgt at smække 'Angst essen Seele auf' op mod muren, er det et rammende modsvar til Rainer Werner Fassbinders film fra 1974.

Her holder han med de konsekvent fastholdende, stive kameraindstillinger netop personerne fast i en skruestik. Men selv om stemningen emmer af grå-brun hverdagstristesse, er der en tone af melodrama, ligesom det er den eneste gang, Fassbinder tillod sig en happy end.

Stemningen i forestillingen er, indrømmet, ikke fassbindermørk. For mur eller ej, så er der bevægeligt, medrivende liv på gulvet.

LÆS OGSÅEdisons stjerne har haft en en kringlet vej til succesen

Parret kan holde romance klemt sammen i en døråbning, der hjules af sted, ligesom det sker med diverse skabe og borde, når hele flokken smækker løs med låger og skuffer i et fælles tamtam som et sjældent oprør fra gulvet.

Muren bliver et fascinerende lærred for drømme og angst, når videoprojektioner viser Musti miste fodfæstet og falde ud i mørket og vandet fra Emmas gulvspand skyller hen over billedet af de to i deres kærlighedsrunddans omkring sengen.

Panden mod muren
Den østrigske instruktørkapacitet Volker Schmidt forstår at få video, scenografi, musik og kroppe i talende og dansende aktion til at spille sammen.

Hermed lykkes det ikke alene at forløse historien om umulig kærlighed, men også den tilsyneladende umulige opgave at få denne Fassbinderfilm overført til scenen.

Angsten føles dog langtfra så sjæleædende barsk, ligesom dramaet til slut ikke for alvor får samlet sig omkring de tos truede kærlighed. De er nok også lidt for stærke. Slet ikke utænkeligt med en alliance mellem en kvinde med Henningsens udstråling og en Dar Salim, der nok skal vide at slå fra sig.

LÆS OGSÅPolitikens anmelder: Det skal du se på de skrå brædder i efteråret

Men hvor er det befriende midt i denne middelmådige sæsonstart at opleve et hold, der tør gå nye veje. Der er en underliggende, forsonende humor over forestillingen, der lige præcis fanger 1970’ernes oprørstrang og optimisme uanset enhver betonrealisme.

Som det lød dengang: Vær ikke bange for at løbe panden mod en mur. Hvem siger, det er muren, der holder?