Grænserne mellem liv og fiktion er flydende.

Forfatteren og teatermanden Herman Bang virkeliggjorde aldrig sin drøm om en karriere på de skrå brædder, men få blev som han en skuespiller i sit eget liv.

Folketeatret har skabt et kærligt og ret morsomt portræt af digteren i anledning af 100-året for hans død.

LÆS OGSÅAt være eller ikke at være ... Bang

Det viser os Bang som en genial livsperformer, der besvarede sin tids fordømmelse og bornerthed ved at gøre sig selv og sin forbudte homoseksualitet til et omvandrende enmandsteater.

Øretæveindbydende god
Forestillingen hedder ’Bang og Betty’.

Men den handler om Bang. Cecilie Stenspil får aldrig et ben til jorden som den oprørske Betty Nansen, der finder en sjælefrænde i sin homoseksuelle kollega, fordi hun selv er outsider.

Ole Lemmeke er nemlig øretæveindbydende god som den ekstravagante præstesøn fra Als.

Lemmeke spiller ikke Bang. Han er Bang – for nu at parafrasere forfatterens egne ord til den unge skuespiller Fritz Boesen, som er omdrejningspunkt for trekantsdramaet mellem de tre teaterfolk.

Flad karikatur
Første del af stykket udspiller sig under prøverne på Strindbergs ’Frøken Julie’ på Folketeatret i 1898.

Bang er iscenesætter, og Betty og Fritz spiller henholdsvis Julie og Jean. Det handler om indestængt begær og forbudt kærlighed, og dermed afspejler stykket i stykket elegant Bangs og Bettys egne livssituationer.

LÆS OGSÅNy biografi går tæt på en litterær slyngel

Desværre bliver Cecilie Stenspils Betty aldrig mere end en flad karikatur som den forsmåede husmor og senere teaterleder.

Bettys forsmåelse i ægtesengen med Peter Nansen er ikke nok til at begrunde de to outsideres dragning imod hinanden, som derfor virker postuleret.

Bang og Johannes V. Jensen
Så er der mere dragning i frastødningen mellem Bang og Johannes V. Jensen, der spilles knastørt som en vestjysk hede af Laus Høybye.

Den unge forfatterspire, der pludselig dukker op under prøverne, provokerer Bang med sit konservative livssyn og en perfid pamflet om homoseksualitet som sygdom og bliver omdrejningspunktet for stykkets anden del.

Bedrag og tragedie
Men det er Bangs fortvivlede kærlighed til skuespilaspiranten Fritz, der er forestillingens magnet.

Dramatiker Jakob Weis har skrevet en både klog og stærk tekst, der gør Bang til et veritabelt ordbæst med et ætsende blik for sine medmenneskers livsløgne og en usædvanligt skarp tunge.

Men han ser ikke, at han selv bedrages, af Fritz. Eller han ser det måske nok, men vil ikke se det, og det er hans tragedie.

Fritz spilles med sikker sans for de mange lag i spillene-i-spillene af Casper Crump.

Det bliver aldrig klart, hvorvidt den unge mand er en gemen opportunist, der udnytter Bangs kærlighed til at komme frem i showbiz, eller om han blot leger med en forelsket mands følelser fordi han er et usikkert barn.

Nybrud
Dermed bliver Fritz også nøglen til stykkets diskussion af de idéhistoriske strømninger i slutningen af 1800-tallet, der er kendt som ’det moderne gennembrud’.

»Som om kødet ikke er alt«, siger Bang et sted, mens han vifter en slagterpølse for næsen af Betty. Med utvetydige seksuelle undertoner og adresse til Fritz.

LÆS OGSÅSådan døde Herman Bang

Men også som en afspejling af det videnskabelige nybrud i hans samtid, særligt med Charles Darwins evolutionsteori, som reducerede alt menneskeligt til mekanistiske naturprocesser.

Fiktionens livgivende kvaliteter
Det forsøger den forsmåede elsker i Bang også at gøre. Han slikker sine sår ved positivismens kølige kilder. Men det er i fantasiens og åndens flammer, han lærer at elske forfra.

»Kom så, I sorgløse skabninger, lad os foregøgle!«, opfordrer han sine skuespillere.

Måske under indtryk af den absint, han indtager under prøverne.

Men vi lyder ham gerne. ’Bang og Betty’ er nemlig et ualmindelig godt argument for fiktionens livgivende kvaliteter.