Det er lyset, der leger med mørket. Kroppe i kamp med usynlige kræfter ... eller måske står danserne bare og venter på bussen?

Når Dansk Danseteater inviterer på ’Walking in the Night’, er det ikke ligefrem en walk in the park. Det kræver sans for abstrakt dans at kunne fange den alvor, der ligger og ruger på den natsorte scene.

Derimod er der bred appel i at se det 12 mand stærke hold dansere folde sig ud på scenen, de er imponerende gode.

LÆS OGSÅ Teaterredaktøren anbefaler: Nyd smækre dansere under åben himmel

Derfor var det også overraskende info-snask fra kulissen, når den ene af aftenens koreografer, den internationale kapacitet Itzik Galili, i Information kunne fortælle, at det var hårdt arbejde for danserne, der ikke alle var lige motiveret, at give sig i kast med hans univers: »Nogle af dem er meget til stede og investerer i sig selv og processen. For andre er det bare som at stige på bussen«.

Der var dog ikke meget buspassager over danserne denne aften i Dansehallerne. Intensitet og dynamisk præcision over hele linjen. Men det er måske netop udtryk for, hvor vigtigt det er for et kompagni på det niveau at få andre udfordringer end fra chefkoreograf Tim Rushton.

Et stort skakspil
Der en besættende inderlighed over manden og kvinden, der balancer på en tynd lysstribe i ’Fragile’. Med de hvide, let strimlede dragter er der noget mumieagtigt over dem – en dans i gravkammeret.

Stefanos Bizas har hele vejen igennem ryggen til os, som er han på vej over på den anden side, hinsides livet – det skaber en enorm spænding i værket, for det er altid ansigtet, man søger.

Til gengæld har Ana Sendas ansigtet vendt mod os, idet hun nænsomt hjælper ham på vej. Et hemmeligt sjælemøde, som titlen på Gavin Bryars' vuggende 'Sub Rosa' hvisker det til os.

LÆS OGSÅMin drøm: »Jeg er ikke færdig med at danse«

Det er en andagtsfuld optakt til aftenens andet Galili-værk, 'Peeled', hvor et dusinstærkt hold dansere – i de samme hvidstrimlede dragter – til gengæld rykker frem for fuld power.

Rummet indtages med seje, slyngede bevægelser og kraftfulde diagonaler. Scenen virker som et stort skakspil, hvor projektørlys sætter strøm til snart den ene, snart den anden danser. De rykker rundt fra felt til felt med lynsnar præcision – og slagtøjsmusikken pumpende under fødderne.

Pludselig har en dronning erobret hele scenen, Emily Nicolaou indtager rummet med sine lange lemmer og dybe bagoverbøjninger. Men snart er flokken igen på banen, som var de arbejdsbier, skabt til at indtage deres plads i geledderne. Spektakulær masse-eksersits.

Moment af game over
Kæft, trit og retning er der også over den uniformerede flok hos den unge talentstærke Edhem Jesenkovic. Foroverbøjet og afventende står de opmarcheret bag hinanden, for så pludselig at glide sidelæns ud af rækken, som trukket af en usynlig, strømførende kraft.

Der er også et moment af gameover i det her værk. Titlen 'The Dilemma of Obedience' henviser til Stanley Milgrams forsøg fra 1960'erne, hvor almindelige mennesker blev testet for, hvor langt de ville gå for at adlyde ordrer om at sætte strøm til forsøgspersoner.

LÆS OGSÅGuide: Træn dansetrinene i Københavns sommeraftener

Flokken her synes i hvert fald i deres disciplinerede fremrykninger at ville gå langt for at adlyde – selv om et enkelt kærestepar forsøger at bryde ud. Ildevarslende troner en række sorte figurer i baggrunden, som er det døden selv, der står og afventer.

Der er klart et ekko af Jesenkovics egen bosniske borgerkrigsbaggrund ligesom i hans gennembrudsværk sidste år, '4 Times Hundred'.

Selv om 'The Dilemma' ikke føres til ende med samme koreografiske styrke som starten, er det stærkt, da flokken, en for en, går i clinch med de sorte vogtere. Pande mod pande – med dødens skygge.