Hold da kæft, hvor var de grimme dengang.

Der er kasserolleklipning, batikfarver og fodformet holdning over hele feltet, som en dårlig drøm fra 1970'erne. Povl Kjøller og Maos Lyst har dæleme ikke levet forgæves. Selv Mikael Birkkjær ligner en ged med sit tjavseskæg og stribede ben.

Direkte demokrati
Her i kollektivet er han, Erik, da også chef for foretagendet, selv om det er der - fy-fy-skamme - ikke noget, der hedder, i hans arvede skrummel af et hus, hvor en flok storbybeduiner er rykket ind og leger familie.

Alt afgøres ved håndsoprækning til fællesmøderne. Skal der cykelstativer i forhaven, hvem har glemt at sætte krydser i ølregnskabet, og så i øvrigt: Kan Eriks unge kæreste flytte ind, nu hvor han allerede har kone og barn i huset?

LÆS OGSÅDansk films gulddreng fejrer ny triumf i Wien

Det er den spinkle tændsats til et drama, der er alt for længe om at komme i gang, og hvor teksten bliver smurt tyndt ud i en række optrin på det jævne, pænt garneret med 70'er-musik. Mest af alt lægger 'Kollektivet' op til et fedt grin.

Der er nok af tidstypiske tåbeligheder at hygge sig med. Når kvinderne flyder sammen i sofahjørnet i fælles menstruations-raseri-udflåd, når der julehygges på alternativ vis, eller når idealerne om frihed og tolerance udløses i form af retten til at råbolle i fællesrummet.

Skægt er det med Mette Horn som forgræmmet, komaklog evighedsstuderende, Lars Ranthe som indbegrebet af ølvommet rummelighed og den lange bengel Asbjørn Krogh Nissen som gebrokken fransk køkkenklovn, mens Mads Wille sørger for et af forestillingens festlige øjeblikke, når han slår kasserollehåret ud med både luftguitar og trampedans.

Men grinet bliver trampet fladt i længden. Det bliver ved 1970'erne som kliché.

Egne oplevelser
Der er ellers gods i at gå løs på tidens oppustede idealer, selvhøjtidelighed og politiske korrekthed, ligesom stykket her i sin form meget veloplagt forsøger at skifte borgerskabets gamle farcekomik ud med en komediehørmer i storfamilien.

Thomas Vinterberg er selv vokset op som snotforvirret 1970'er-barn »i øjenhøjde med kønsdele« - kollektivt svigtet, som så mange andre i den generation. Det er barnets oprør og payback time, forestillingen grundlæggende handler om.

Eriks halvvoksne datter viser med al tydelighed, at kollektiv er lig med ensomhed. Den familie fylder alt og giver i bund og grund ingenting. Som barn er man vitterlig prisgivet, selv om de alle virker som prisgivne, rådvilde børn. Nyuddannede Lærke Schjærff Engelbrecht spiller så rent, at det gør ondt.

LÆS OGSÅRekvisitør viser rundt i sit rige af falske fækalier og rigtige øl

Hun og Benedikte Hansen kommer som de eneste ud over klicheen, Benedikte Hansen som hende den fravalgte, der går i spåner ved at skulle rumme den nye kvinde samt mandens øredøvende orgasmestøn - en mand, som Birkkjær i øvrigt ikke får det store ud af.

Det virker nu også lidt konstrueret med hans figur, drengen, der aldrig ville flytte hjemmefra. Alt i alt bliver det en meget lille historie, Vinterberg vil fortælle.

Hele den anden side af 1970'er-oprøret med vilde politiske ideer, eksperimenter og nye kønsroller bliver skåret ned til en flydetur i den kollektive sofa, ligesom Julemandshæren i Magasin typisk bliver reduceret til en fuldemandstur.

Brug for nye ideer
Hvad historien her så kunne rumme af mulig galskab og skejen ud på personplanet, bliver desværre afmonteret i Emmet Feigenbergs alt for tamme iscenesættelse. Forestillingen virker, som var den netop et resultat af en af datidens kollektivt udjævnende kompromisløsninger: Skal vi ikke lige stemme om det?

Hele baduljen fortjener altså mest at blive stemt hjem. Kom stærkt igen, Vinterberg - og Rukov. Det er jo ikke hvem som helst, der gæster nationalscenen. Direkte importeret fra Burgtheater i Wien, hvor Vinterberg efter 'Festen' her blev opfordret til at lave 'Begravelsen' og siden 'Kollektivet'.

LÆS OGSÅVinterberg høster bragende bifald

Forude venter en premiere på 'Die Alkoholikerinnen'. Lad dem endelig drikke sig fra sans og samling også her på den kgl. matrikel.

Der skal noget til for at fordrive den fesne lugt af harmløs fælleshygge, som 'Kollektivet' har efterladt.