Da vi når til ilden i ragnarok, opstår der forvirring blandt publikum.

Ved indgangen til flammehavet dybt under Carlsbergs efterladte haller er vinglas stillet frem, men de er tomme. Enkelte tager alligevel et glas. Mon ikke de unge tjenerinder, som indtil nu har opvartet os så fyrsteligt, snart vil byde på endnu en overraskelse?

Nej. Ikke en dråbe. Glassene forbliver tomme. Okay, det er selvfølgelig også jordens undergang.

Smagen af dommedag
En slags slikkepinde med krymmel rækkes ud imod os af to skrigende ungmøer inde fra flammerne, hvor lig af mennesker hænger fra loftet som dommedagsskinker.

Menneskekød? Vi smager på det. Det er sødt og lidt kvalmt og slår gnister mod tungen.

»Blød fåreost med koldt smør, ristet byg og pufsukker«, fortæller programmet. Sådan smager altså de sidste tider ifølge madkunstner Mette Sia Martinussen.

Forbandet god smag
’Vølvens spådom’ er en blanding af madteater og vandreforestilling med udgangspunkt i eddadigtningens kendte skrift af samme navn fra det 10. århundrede. Tre en halv timers velsmag og udfordring af ganen tilsat nordisk mytologi.

Teater Republique har omskabt en god del af Carlsbergs tomme produktionshaller til et mytisk drømmeland baseret på Vølvens syrede syner af verdens skabelse og undergang. Og givet dem krop i en enestående kulinarisk oplevelse.

Modsætninger og komplementariteter
Fra Dansehallerne i Carlsbergs nedlagte mineralvandsfabrik, Tap E, bevæger vi os igennem mørket op til drivhusene i J.C. Jacobsens have. Det lyner i det ene. ’Visit Carlsberg’ står der udenfor.

Men indenfor i tågen er det verdens begyndelse. »Odin vil, at Vølven røber minder om dengang og alt, hvad jeg husker«, siger Pórunn Magnea Magnúsdottir på smukt klingende islandsk.

Hun er vores guide ind i den levendegjorte nordiske grundfortælling sammen med en lille pige, spillet af Johanna von Plessen eller Lil Løvetand Rahbek.

Kvinden og pigen, erfaringen og uskylden, modsætninger og komplementariteter. Alting i Vølvens drømmekreds er dualismer, der udligner og ophæver hinanden. Liv og død, skabelse og udslettelse, surt og sødt. Kosmiske principper, der går igen på mikroniveau i de mange små og store anretninger, vi fortærer undervejs.

Smager på skabelsen
I et nøgent rum under jorden deles en tjærelignende substans rundt i skåle. Galde?

En smuk ung kvinde føres ind i glasburet midt i rummet til lyden af en ildevarslende strubesang, imens tjenerinderne hælder en hvid væske ned i substansen. Mælk?

»Drik af kærnemælksvalle, rødbede og ristet sort peber«, læser vi.

Kvinden i glasburet skal ofres. Vi drikker. Og sådan går det fra rum til rum.

Vi smager på skabelsen, og vi smager på døden. Vi rejser med skibet ’Nagelfar’, skabt af døde sømænds negle, og møder Fenrisulven.

Vi storfrådser med Loke, spillet af charmetrolden Morten Burian, udødelige, ved en overdådig grisebanket i Valhal. Og senere, i ragnarok, er der dømt smalhals.

Udvidet dinnershow
Men kommer vi kosmos nærmere? Mærker vi døden og livet strømme igennem os undervejs?

Eller er ’Vølvens spådom’ i virkeligheden bare et udvidet dinnershow, der tager munden lidt for fuld?

Ja og nej.

Vi udfordres på (smags-)sanserne. Ikke bare af Martinussen, men også af scenograf Dorte Holbek, der har skabt nogle fantastiske kostumer og sine steder også gode rum. Problemet er, at publikum grundlæggende holdes fast i en nydende og voyeuristisk position. Vi har betalt en mindre bondegård ved indgangen. Nu skal der leveres.

Venter på udløsningen
Dramaturgien i ’Vølvens spådom’ er stærkt inspireret af sanseteatrets store pionér, Enrique Vargas, der kunne opleves på Teater Republique i foråret med labyrintværket ’Orakler’.

Vargas har lært iscenesætter Martin Tulinius, at man skal involvere sit publikum. Sanseteater skal være interaktivt.

Derfor udstyres vi for eksempel ved indgangen til ’verdens skabelse’ med en kuglepen og en opfordring om at tegne vores bidrag til ’livets træ’, der er opridset på en væg. Enkelte følger opfordringen.

Men de fleste står tavse og venter på udløsningen af den næste kulinariske overraskelse.

»Taste the very beginning«
Som en skoleklasse er vi på udflugt med de yndige tjenerinder, der snart er strenge frøkener, snart opvartende mødre.

»Please wait here«.

Og vi standser og stikker tungen frem.

»Nej, ikke tungen, kun læberne«, formaner tjenerinden, inden hun smører en kølig hvid masse på de fremskudte læber.

»This is the taste of the very beginning«.

Alt lægges til rette
Hos Enrique Vargas handler sanseteatret ikke kun om at optimere den enkeltes sansning eller nydelse.

Der er en etisk fordring i et værk som ’Orakler’, hvor publikums møde med mennesker og tildragelser i labyrinten hver gang sker i en usikkerhedszone. Træder du ind i den, kan det få konsekvenser.

Ikke her. Vi behøver blot at række hånden eller tungen ud, værsgo at smage. Måske gemmer der sig noget grimt på bunden, et peberkorn. Men du må godt levne.

Det hedonistiske princip vinder i længden over det etiske princip, og iscenesættelsen reduceres til et illustrativt supplement til maden. Alting lægges til rette for den enkelte. Billeder stilles til skue, og smagsoplevelser serveres.

Islandske tunger
Men kan maden i sig selv ikke være kunst?

Det har man fortalt os. Den finere madlavning er for længst ophøjet til kunst, og lige nu er den højeste madkunst her til lands nordisk. Jo mere autentisk nordisk, jo bedre.

Således spiller også ’Vølvens spådom’ grundigt på diverse islandske folklorismer, der skal understrege oplevelsens oprindelighed og autenticitet.

De syngende tjenerinder smælder godt med deres islandske tunger, også når de taler engelsk med accent. Lyden af vand risler fra højttalere. Og til slut toner Björks urislandske røst fra kronen i ’livets træ’.

Ubehag i kroppen
Men mad er jo grundlæggende et konstrukt, ligesom kunst, også selv om den er nordisk og lavet på årstidens råvarer. Og som i ethvert konstrukt er indpakningen en del af oplevelsen.

Efterhånden som vi nærmer os udgangen på Vølvens labyrint, spreder en følelse af ubehag sig i kroppen. Ikke på grund af de fortærede lækkerier eller de skrigende ungmøer i Ragnarok. Men fordi det er umenneskeligt kun at tage imod uden at skulle give igen.

Vi overvældes næsten af frihedsfølelse, da vi træder ud af Carlsberg og tilbage i Kriseeuropa.