Til sidst sidder alle og græder – bare ikke publikum, det skulle da lige være af ærgrelse.

Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv. Men at se hele familien sidde og snøfte i kor, vride hænder og sende lange, våde blikke, mens de en for en træder frem til den store bekendelsesforsoning, hvor alle brikker falder på plads ... det er altså rimelig træls. »Vi har alle sammen blod på hænderne i dag«.

Hvis det ikke var så pinagtigt langstrakt, ville det være dybt komisk.

Fyret op under familiedramaet
Men det er alvorligt ment, når Aarhus Teater lader Jon Robin Baitz’ familiebasker rulle over scenen som efterårets store satsning. ’Other Desert Cities’ (2011) har med succes spillet på Broadway, men det er åbenlyst ikke nogen let sag at omplante sådan et stykke vaskeægte americana.

Det er godt gennemtæsket familiedrama: skeletter i skabene, masser af ord og godt med alkohol til at skylle efter med. At det er konstrueret med demonstrativt fede typer og pegefingerdramaturgi behøver ikke nødvendigvis at være nogen dårlig ting, men udtryk for the american way.

LÆS OGSÅUgens sceneanbefaling: Forrygende familiedrama fanger i Aarhus

Den amerikanske familie som soap, med vittig speedsnak og konflikter i effektivt omløb? Det er bare ikke det, som præger forestillingen. Mærkeligt at instruktøren Thomas Bendixen, som ellers de senere år har fået status af gulddreng, har valgt at køre en gennemgående old school realisme. Det bliver for tykt.

Til gengæld er der ironisk vid over Birgitte Mellentins elegante scenografi, hvor hun midt i familiens ørkenfort af et velhaverhjem lader en pejs tårne sig op som et Mount America, hvor bålet gløder, mens Californiens sol bager udenfor. Jo, der er fyret godt op under familien. Og for at det ikke skal være løgn, er det juleaften.

Afklapsning
Her regerer det veletablerede, ældre politiker-skuespiller-par m.m. – republikansk indavl og selvfølgelig bedste venner med Reagan og frue.

Men så kommer den oprørske forfatterdatter hjem – der lige oveni også har en bagage af psykisk sygdom – med sin nye bog, hvor hun lukker skelettet ud af skabet: familiens venstreorienterede søn og tragisk svigtede selvmorder, der lige oveni var ’terrorist’ med blod på hænderne. Glædelig jul!

Har datteren da ikke sine demokratiske og kunstneriske frihedsrettigheder til at hænge sine kære, svigefulde, forstokkede republikanerforældre ud til afklapsning?

LÆS OGSÅGhita Nørby: »Jeg vælger den lyse sti«

Det kan familien og forestillingen få urimelig lang tid til at gå med at diskutere. Uden at det bider, og uden at den politiske dimension bliver andet end tilsat kulør, lidt namedropping som aktualitetsmarkør.

Skuespillerholdet forsøger på bedste vis at holde skansen. Waage Sandø som faren med godmodig, vigende patriarkalsk tyngde, Marie Louise Wille som selvretfærdig skribent og Jesper Dupont som familiens pæne, forsonende søn, mens Inge Sofie Skovbo trofast varetager funktionen som den alkoholiserede moster med de gode onelinere.

Udsolgt ørken
Kun Ghita Nørby formår på egen, ukuelig maner at styre igennem det hele som moren i foretagendet.

Herlig Palm Springs panserfrue med skudsikre solbriller og porøst indre, parat til at tromle hvad som helst – inklusive datteren – under fode for at sikre familiens position.

Med en troværdig integritet i behold. Selv den værste kitsch og patos kan hun afmontere med sin timing og livlige skarphed: »Nå, for satan!«.

LÆS OGSÅDen står på kærlighed og ubønhørlig ghetto-realisme på Husets Teater

Hun er det hemmelige våben, som også Betty Nansen Teatret for et par sæsoner siden tyede til for at hale et tilsvarende amerikansk familiedrama (’Min familie’) i land.

Her må jeg da også stikke piben ind og anerkende berettigelsen i at importere ’Other Desert Cities’: en stor rolle til Nørby, der hermed i en alder af 77 har fået sin debut på Aarhus Teater.

Der er udsolgt til ørkenen i hele spilleperioden. Tak til fruen.