Dér stod Karen-Lise Mynster ved fremkaldelserne, fuldstændig færdig efter at have givet alt som divaen.

Ved hendes side en hel stribe smilende mænd, der havde skrevet, iscenesat, indrettet og spillet op til hende. Kontrasten forstærkede blot fornemmelsen af, at det var en rituel afstraffelse af det gamle moderdyr, vi havde været vidne til. Nok en gang.

Sej som ind i Helvede
Her har hun givet den som den prægtige diva, der i sin jadegrønne robe indtager sin hotelsuite, fyldt med røde roser og hvidvin i gis-mol – der skal noget til for at begrave den rungende tomhed.

Egentlig er det her snarere et gravkammer, og den unge piccolo er ikke bare kommet for at ordne lyset, men for at pille facaden af madammen. Helt ind til benet.

Den detronisering af moderdyret har Mynster lagt krop og sjæl til adskillige gange: Fascinerende kraftfulde kvinder bliver afmonteret og udstillet i al ynkelighed – med alle deres livsløgne, manipulationer og selvoptagede svigt.

Her har hun før været oppe mod en yngre mand i et andet hotelværelse, i ’Pietá’ (selv om han godt nok lå i sengen og var død), sidste år gjaldt det Lloyd Webbers divagespenst over for den unge elsker i ’Sunset Boulevard’ samt den stadig mere derangerede Blixen over for unge Bjørnvig i ’Om baronessen’.

LÆS OGSÅDyster Karen Blixen sluger ung magister råt

Hvad stykket her, ’Diva min’, angår, stod dramatikeren Jakob Weis ligeledes bag ’Håndbog i overlevelse’, hvor Mynster også havde gang i Chardonnay’en og en ung fyr.

Hvad er der på spil? Det kan i hvert fald ikke bare reduceres til Mynsters sans for sammenbrud. Men hold da kæft, hvor kan hun levere det krakeleringsprojekt, så latteren rusker, og desperationen river. Sej og sårbar som ind i Helvede.

Drenget voldsmand
Weis er også mand for at servere en replik med knaldperlende gejst: »Her drømmer jeg om en elsker med champagne, og man sender mig en piccolo med en sparepære!«.

Men undergangspartyet og divaens gnistrende arrogante galgenhumor går i opløsning, i takt med at den overhøflige piccolo i de blå overalls går til modangreb.

Han har ikke bare et godt tag på ledninger, men har fulgt divaen på hendes endeløse turné rundt i verden, hvor hun aldrig var større end i – ja, hvad andet end ’Ødipus’.

Det er sønneopgør med moar efter klassisk forskrift, i stil med hele striben af svigtende, magtfulde moderfigurer på scenen i de senere år. Men for dog at slå ind på et nyt spor går forestillingen i gyser-mode – tilsat operapatos – hvor en ledning pludselig kan blive en strikke.

Det er bare ikke til at tro på, at den spinkle, drenget renfærdige Jens Frederik Sætter-Lassen skulle være nogen truende voldsmand - Mynster ville bare baske ham til side.

Derimod er han en trussel ved netop at inkarnere barnets sorg, nænsomhed og vrede. Det går helt ud i ørerne på ham, der bliver mere og mere røde.

Fastlåst kvindebillede
Alligevel undgår dramaet ikke i stigende grad at sidde fast på klichebanen i en dyrkelse af et fastlåst kvindebillede. Et besværgende svar på det aktuelle kulturskred, hvor kvinderne er ved at skubbe mændene væk fra banen.

Se, hvad der sker, når kvinder forfølger deres karriere: De svigter deres børn, eller også svigter de deres kvindelighed ved ikke at få børn. Så skal der afklapsning til – og kvinderne er selv de første til at svinge pisken.

LÆS OGSÅKaren-Lise Mynster prøver kræfter med legendarisk hovedrolle

Mynster stiller også op, med så overvældende integritet, at det bliver en personlig sejr. Ikke desto mindre er det trist at sidde og klappe ad.

Men til alle mænd, der frygter kvindelig magtovertagelse, og kvinder, der frygter ansvar: Husk at tage din divamin!