Man går da i teatret for at blive blæst igennem.

Så kan det ellers nok være, at der sættes gang i vindmaskinen, her hvor performanceteatret Hotel Pro Forma har fat i styrepinden og for første gang går løs på en dramatisk tekst, med følelser, begyndelse og slutning og alt det der.

Som øredøvende kommentar til traditionstunge forventninger drøner maskinen løs – så kan operafantomet på Det Ny Teater bare gå og lægge sig. Det er, så håret står stejlt bagud, og trommehinderne blafrer. Publikum gør sig faktisk godt i strid modvind.

Stram form
Det gør stykket ’Den der hvisker lyver’ også, med ballasten af kærlighed og død.

Ud på den åbne sorte flade, lige op i ansigtet på os, skridter lange Otto med det flyvske røde hår (Nils P. Munk). Han skal begrave sin elskede, skønne rødhårede Jenny. Men har hun nogen sinde eksisteret, var hun bare en tilfældig, skiden kattedame, eller er hun måske genopstanden?

LÆS OGSÅDanmarks nye skuespiltalent: »Jeg vil gerne lave noget, der inspirerer andre«

Den, der hvisker, lyver. Ja, hviske kan både Otto, hans tidligere kæreste – som han nasser sig ind på med sit savn – samt hendes nye skumlende korrekte kæreste, der vil opklare, hvilken løgn der gør sig gældende i tilfældet Jenny Holst.

Det er en spøjs identitetskrimi på det syrede overdrev, skabt af den unge dramatiker Astrid Øye (bl.a. ’Rørvig’ på Kaleidoskop) og performancekoryfæet Kirsten Dehlholm, der i de nye ’psyko-intime’ rammer slår gækken løs. En boblende munterhed breder sig, midt i det mørke emne og Dehlholms notoriske stramhed i formen.

Emotionelle pift
Kærestens nye mand er et utrolig pudsigt tvillingepar i hvide skjorter, synkroniserede i tale og bevægelser og med en gammelklog trang til at rable remser af sig, som var de steget ud af et gammelt eventyr. Med fuld ret kan parret jorde Ottos henrevne udgydelser ’Alle mennesker er alene’ med et ’Sludder og vrøvl!’.

Ligesom lange Otto er kæresten med det forførende smil, hendes nye mandepar samt den myndige kittelkvinde fra kapellet henvist til at skridte frem og tilbage på hver sin ensomme løbebane og omfavne ud i den tomme luft – med ansigtet vendt mod publikum ... og mod deres replikker, der kører på en lystavle bag os.

LÆS OGSÅScenograf »Når vi slukker lyset er det, som om alt bliver skærpet«

Uanset at det oser af performancestilisering, kan man sagtens blive fanget ind af denne gang følelsesludo – i kraft af tekstens spændstighed og med Jenny (Rikke Lylloff) som den gådefulde dark horse, der går på tværs af det hele.

Det er med fuldt overlæg, at skuespillerne (Özlem Saglanmak, Rasmus Hougaard, Pelle Nordhøj Kann, Sarah Boberg m.fl.) ikke skal kunne teksten på forhånd.

Det giver det tilstræbte moment af fremmedhed i replikken, ligesom det jo er en hardcore, distanceskabende dissektion af teksten, vi får serveret: personerne i aktion på gulvet, deres replikker uden for rækkevidde, mens deres følelser damper ude på sidelinjen – i form af plastikkasser med fluorescerende fosforgrønne, ultrablå og røde væsker.

Og som ekstra emotionelt pift: en stribe gamle love songs: »You give me fever!«.

En anden form for liv
Forestillingen går selv ind i et selvlysende feberagtigt mørke, på kanten af døden, hvor løgne og sandheder bliver ét fedt.

Fascinerende er det, som alle som en bliver amputeret til bare at være et par lysende bukser eller to tvillingehvide skjorter, og ikke mindst Jenny åbenbarer sig i sin lysmønstrede kjole med ansigt, ben og arme så mørke, som var den kremerede krop steget op fra kisten.

Det er ægte Hotel Pro Forma-magi, kendt fra Dehlholms visuelle fabulerende performanceforestillinger, som f.eks. hendes nylige stort anlagte mangaopera ’War Sum Up’. Men hendes sans for rum, tvillinger, remser og reciterende oplæsning kan altså også bruges til at sætte liv i en dramatisk tekst. En anden form for liv.

Nok bliver det undervejs for statisk, og scenografiens fosforlysende kasser står der og damper efter at komme i spil. Men Dehlholms statik har her den force, at teksten og rummet samtidig synes at udvide sig. Ensomheden og tomheden runger.

Ligesom vindmaskinen til start fik rummet blæst ud i en anden dimension, synes scenen til slut at stå raseret tilbage.

Som Otto siger det til os til slut: »Gå nu. Der er ingenting at se«.