»Fucking taber!«.

Sådan kan man selvfølgelig også få noget så old school som en romantisk komedie op i omdrejninger. Den skotske dramatiker David Greigs lille finte her er i hvert fald ikke set før.

På den lille nøgne scene står Bob her og fortæller om, hvordan han en sen nattetime i en park fik en sønderlemmende opsang ... af sin egen pik. Den bare stirrede ham lige op i hans plørede, småkriminelle taberfjæs med den vigende hårgrænse: »Jeg har fået nok, Bob!«.

Den ultimative scorereplik
Det var lige før, jeg også havde fået nok. Selvsagt er man nysgerrig efter at forsøge at følge det mandlige køn på dets uransagelige veje.

Men det er sin sag, når det fra første færd foregår i en højtgearet stil og samtidig virker som en noget omstændelig spolen frem og tilbage og videre rundt i et mylder af sidespor for at finde ud af, hvordan det eeegentlig gik til, da Bob mødte Helena.

Men altså: optændt af pikkens dundertale vender Bob tilbage til sin fuser – et elendigt engangsknald med lige så midalderfrustrerede Helena, der er steget ned fra sine høje advokathæle og nu ligger der i sin dyre kjole med hovedet nede i en brækspand.

LÆS OGSÅ Trolden er for tam på Nørrebros Teater

Så er der lagt op til eskalerende forførelses- og frastødningsduel, med gigastore tømmermænd. For havde hun ikke lige brændt sin søster af på hendes bryllupsdag, selv om hun havde spænet af sted, som var det ’Fire bryllupper og en begravelse’?

Og han på sin side er ved at nå til point of no return på sin kriminelle løbebane, hvor ingen superpower-karatestunt kan redde ham ud af suppedasen.

Ikke desto mindre har Bob den ultimative scorereplik: »Jeg står med 150.000 i en plastikpose. Vil du hjælpe mig med at bruge dem?«.

Let, forglemmelig sag
Det er sjovt, som Greig lader teksten stæse derudad, spændt ud mellem filmpastiche og kontant reflekterende afregning og med indlagte tømmermændsballader til lige at få lidt hjerte i foretagendet.

Men det, der er stykkets force, bliver samtidig forestillingens svaghed: trangen til at skøjte af sted. Hvor brænder det for alvor mellem de to? Ikke til at mærke, selv om Allan Klie har sin ru varme og en stemme skabt til at synge trusserne af hver en trunte, mens Stine Schrøder Jensen har sin styrke i de absurde langt ude-situationer.

Selvfølgelig er det meningen, at parret skal gakke ud undervejs, men instruktøren Peter Dupont Weiss synes fra starten at lægge spillet på et forceret niveau – i forhold til det glimrende intime setup, hvor parret er omringet af publikum på alle sider inden for en arms rækkevidde.

LÆS OGSÅKedsommelig kabaret knuser næsten alle anmelderens julehjerter

Stærkt virker det, da der endelig kommer ro på – parret er klynget op i en gang japansk rebbondage. Bliv endelig hængende, en reel tilnærmelse er på vej!

Men da var interessen for, hvad der skete med Bob og Helena, forduftet for mit vedkommende. En trist udgang på en romantisk komedie.

Så må man hellere satse på, at CaféTeatret inviterer David Greig indenfor med hans med spænding afventede bud på et Breivikstykke. Det her blev en let, forglemmelig sag.