Sevilla er hvid, grev Almaviva er sort, natten er ultraviolet, men sangene er i alle farver.

Verden er enkel og stilren i ’Barberen i Sevilla’. Som altid i Rossinis hitopera er kærlighedshistorien om greven, der erobrer Rosina fra hendes formynder Bartolo, alene en undskyldning for at komme til at synge smægtende arier med vilde udsmykninger og få lov til at spille forvekslingskomedie.

Men det er også rigeligt, når kvaliteten er så høj, som tilfældet er i Aalborg i disse dage.

Lige fra Kenneth Tarvers fløjlsbløde tenorstemme og Rachel Frenkels mørke klangskønhed som det elskende par – til den cool Alfredo Daza som deres behændige go-to-guy Figaro og den buldrende modstander Bartolo i skikkelse af den rutinerede Renato Girolami, der virkelig får lov at folde sig ud med hele stemmens register og masser af fysisk komik.

Drømmeagtigt univers
Livet i Sevilla bliver nemlig karikeret og overdrevet i stil med italiensk commedia dell’arte i Ruth Berghaus’ iscenesættelse. Den kom til verden sidst i tresserne i Berlin og har vist sig så slidstærk, at den har rundet 300 opførelser.

Der er ikke andet end et forhæng på scenen med gaderne i Spaniens hvide by malet på.

Men bagscenen er blæst op af hvidt lys, så alt foregår i et specielt drømmeagtigt univers. Her er der ikke noget mærkeligt i, at den ranglede sanglærer Basilio går med skridt på over en meter, at greven ruller sindssygt med øjnene, når han ser Rosinas bryster, eller at doktor Bartolo vrænger ad kvinderne ved at efterabe deres skønsang i falset.

Et af kendetegnene ved bel canto-operaer som Rossinis er de mange overdrevne stemmeudfordringer højt og dybt – og her gør berlinerne noget ret genialt ved nogle af dem ved at transformere dem til rigtige lyde.

Sanglinjer omdannet til fjendtlige halslyde
F.eks. bliver Rosinas sang til skrig, når hun er ved at dåne. Eller tjenestepigen Berta, hvis sang bliver til nys. Eller Bartolos kvababbelser over det, der går ham imod, der i virkeligheden er sanglinjer omdannet til fjendtlige halslyde.

Det betyder, at selv om det er en turneforestilling med virkelig begrænset sceneteknik – og selvom handlingen i Rossinis tre timer lange opera kan forklares på 45 sekunder – så er det stærkt underholdende.

Bevares, de enkelte sangere kan godt komme til at stå på flade fødder i fem minutter og synge den samme ligegyldige linje igen og igen. Men måden, de gør det på, er lige til at blive opslugt i.

Opera uden omsvøb
Akustikken i Aalborghallen er ellers knastør og ond ved både sangere og musikere. Man kan høre alle detaljer, og det er svært at gøre klangen rigtig bred. De bare 36 musikere i orkestret er lige præcis nok på 4. række, hvor jeg sad.

Men det er ikke sikkert, at de fangede detaljerne på 25. række i den enorme hal.

Især de mange fortællende sange med masser af ord, alene ledsaget af et lille spagfærdigt cembalo, må have virket fjernt.

Ikke desto mindre var kvaliteten uovertruffen. Staatskapelle Berlin spiller den enkelt vuggende musik let og elegant.

Opera uden omsvøb.

Når du ikke til Nordjylland i aften, kan du nyde operakorets version af La Traviata her: