Den ene hovedperson lever endnu, men er oppe i årene, al den stund hun er født i 1924.

Det drejer sig om Else Marie Pade, hvis pionerarbejde inden for konkret og elektronisk musik i de senere år er blevet reddet fra glemsel til fordel for kærlig væg til væg-mediedækning.

Ung spiller 'techobedste'
Pade er blevet udnævnt til ’technobedste’ af den samlede generation af yngre danske laptopkomponister, og nu er hun hovedperson i en teaterforestilling om sit eget liv.

Den anden hovedperson er tolvtonemusikkens afdøde far, Arnold Schönberg.

LÆS OGSÅUgens scene: Suzanne Brøgger dramatiserer techno-bedstemors liv

Begge har været i spil i København i denne uge, og Pade kan opleves endnu. Heldigvis. For det er en rørende intimforestilling på bare fem kvarter, der spiller på Københavns Musikteater.

Grebet er at lade den unge Gry Guldager spille den gamle komponist, og det fungerer. Rigtig godt.

En helhed
Suzanne Brøgger har sakset en tekst, der som i et kalejdoskop blander Else Marie Pades beretning om tilfangetagelse under krigen, skarpt forhør og ophold i Frøslevlejren med hendes afvæbnende smukke redegørelser for, hvorfor hun som sensitivt øremenneske ikke blev husmor på den ordentlige måde.

Selv om hun fandt manden Henning, der gav hende sit efternavn.

LÆS OGSÅSuzanne Brøgger er et æggehoved med ambitioner

At skyde uddrag af Goethes ’Faust’ ind i denne beretning i form af Poul Storms skarpt tegnede dialog med sig selv som både Mefisto og Faust er fikst. Stykkerne samler sig til en helhed.

Ligesom i Pades musikværk ’Et glasperlespil’, der giver forestillingen dens titel, idet den gamle komponist og lydelsker sørgmodigt indser, at hun ligesom Faust aldrig har tilladt sig at dvæle ved den jordiske lykke.

En blandt mange kendisser
Det musikalske perspektiv er helt svimlende, for ligesom i Pades virkelige liv er de store europæiske avantgardekomponister Pierre Schaeffer og Karlheinz Stockhausen med på scenen.

Den sidste, igen i skikkelse af det morfende jakkesæt Poul Storm, flår i scenografien, så nodelinjerne danser en vild, kosmisk dans.

Arnold Schönberg: Pierrot lunaire

Instr.: Lore Lixenberg.

Medv.: Signe Asmussen, Anna Katrin Egilstrod, Gert Henning-Jensen, Isak Asp Christensen m.fl.

Sted: Literaturhaus.

Tid: Onsdag.

Som klingende baggrund for det hele høres Pade, Schaeffer og Stockhausen.

I Literaturhaus måtte man nøjes med at opleve hovedpersonen Schönberg som en blandt mange kendisser fra Wien.

Det skete onsdag aften og igen i går i en dadaistiskgal film af Otto Muehl, som med Wittgensteins indblanding i handlingen er kommet til at hedde ’Back to Fucking Cambridge’.

LÆS OGSÅAvantgardistiske wienere dyrkede dansk dekonstruktion

Freud, nazister og seksuelle tabuer blandes her til en blodig pærevælling, men man var klar. For inden da havde dirigenten Martin Nagashima Toft allerede blendet sit eget hjerte!

Fik kamp til stregen af drag-tenoren
Der er vanvid og blegt måneskin i Schönbergs ’Pierrot lunaire’, og en flok pjerrotter i hvide dragter udgjorde publikum.

Vi, der troede, at vi var publikum, var smidt ind i sminkerummet backstage sammen med sangeren Signe Asmussen, der stilsikkert trak det store læs med værkets berygtede sprechgesang, og hendes bitchede, kabarethæse kollega.

LÆS OGSÅUnderholdende bog om musikhistorie

I charleston-outfit fik de kamp til stregen af drag-tenoren Gert Henning-Jensen, og aftenen havde dekadent Berlinstil.

Flot med en 100-års-fejring af et værk, der før har været en Nørrebrosucces, nemlig på Teater Kaleidoskop under makkerparret Martin Tulinius og Mikkel Harder Munck-Hansen, og som denne gang fik en mere undergrundsagtig fejring.

Hør Else Marie Pades nummer 'Syv cirkler':