Udgangspunktet virker næsten uoverkommeligt. Hen ad fire timers operaaften med en antik babylonisk dronning i hovedrollen, en intrige, der er mere end svær at referere, og ikke et grin i sigte.

Hvem orker det?

Det seriøse storværk ’Semiramis’ er blandt Rossinis vigtigste operaer, men det er som regel en af hans morsomme, man opfører i stedet.

Det er nu en gang nemmere at sælge billetter til ’Barberen i Sevilla’, og der var ikke engang udsolgt til premieren, da Det Kongelige som et sidste planlægningsmæssigt ekko fra æraen inden den nye sparetid for første gang lod ’Semiramis’ rulle over scenen i Operaen.

Skurken ligner Gaddafi
’Semiramis’ er belcanto, når det er rigtig stort. Med krøller, kruseduller og roulader i arierne, der igen og igen sætter handlingen i stå, mens sangerne hænger og dingler fra lysekronen.

Sådan en er da også med i britiske Nigel Lowerys scenografi, som er inspireret af sønderbombede paladser i Irak. Med en halvgud af en skurk, der ligner oberst Gaddafi, plus en titelheltinde fisket ud af ’Dollars’ eller ’Dallas’ er der nok at klage over for operapurister, som vil have historisk korrekte iscenesættelser.

Sådan en er der ikke tale om i en opsætning, hvor det flot syngende operakor med ens plastikfrisurer og jakkesæt spiller en central rolle, mens de flytter bunker af kasser rundt, så de undervejs bliver til alt fra templer til ligkister.

Men bortset fra et dumt bremsende scenestop til allersidst lige før klimaks og et uelegant tæppe med sølvskinnende nister, der trækkes for, hver gang noget skal ændres i scenografiens overdimensionerede kukkasse, er det en vellykket opsætning med et nutidigt twist, der får tingene til at glide.

Bonde-Hansen er beundringsværdig
Midt i en sparetid er dette en luksusforestilling, hvad sangere angår. Frem for at klare sig med det faste ensemble til denne specialopgave, har man hyret stemmer udefra.

Det hele er bygget op om Henriette Bonde-Hansens lysende stærke koloratursopran, der har varme og sikkerhed i hovedrollen. Med figur som en barbiedukke fejrer hun en beundringsværdig triumf.

Det samme gør unægtelig også tenoren Barry Banks, der længe har sunget på store scener som The Met i New York, og hvis belcantostemme er lige i øjet. Han synger stærkt, slankt og stilrigtigt i den frustrerede Idrenos parti, og ensemblerne solisterne imellem er smukt afstemt.

Der er ild på scenen. Det skal der bare være i opera i dag, og her giver det mening. Det er nemlig foran hjemmets trygge arnested, pejsen, at Semiramis sammen med Assur har myrdet sin mand for øjnene af sin søn. Vi ser det på video, og så skal jeg i øvrigt ikke røbe slutningen, der som forventet er tragisk, efter Semiramis har måttet erkende, at den mand, hun elsker, er hendes søn, som er vendt hævnende tilbage.

Fin oplevelse trods langtrukkenhed
Sønnen, Arsace, fremstår menneskeligt tredimensionel i skikkelse af mezzosopranen Stephanie Houtzeel. Som den eneste sanger skiftes hun ud efter fire af i alt otte planlagte forestillinger. Olga Nikolskaja er en piget Azema i strutskørt, og kun den polske bas Wojtek Gierlach var ved premieren en delvis skuffelse. Til gengæld var der masser af godt nyt for dem, der ikke kender ’Semiramis’ eller kun har hørt ouverturen.

Under Rani Calderon samlede Kapellet sig præcist og delikat på et lydspor. Musikken er fuld af overraskende raffinementer, og kan man fokusere på det og på de gode stemmer, er den strengt taget langtrukne opera alligevel en virkelig fin oplevelse. Opgøret mellem det bløde og det hårde hjerte, Stephanie Houtzeels gode Arsace og Wojtek Gierlachs onde Assur, er musikalsk luksus.

Det er ikke spas og løjer som i ’Barberen i Sevilla’. Men det er Rossini forløst på et niveau, der trækker op i Det Kongeliges nye sparesituation og varmer hen over de to kommende vintermåneder. Med ild i pejsen på den onde måde.