Minsandten, om ikke selveste H.C. Andersen kommer med som gæst!

Ballettens hovedperson lille Clara gør sig klar til juleaften et sted i København i 1874, og dér skrider han ind i den oppyntede stadsstue. Med næsen i sky og sin eventyrbog under armen, og tivolidirektør Bernhard Olsen lige i hælene.

LÆS OGSÅTivolis jule-trækplaster får fire forestillinger mere

Tivolis nyfortolkning af ’Nøddeknækkeren’ har nemlig parret E.T.A. Hoffmanns oprindelige historie med sin egen verden og H.C. Andersens eventyr.

Den spidsborgerlige fantasi om julen
Julen er højsæson for internationale opsætninger af den klassiske ballet med musik af Tjajkovskij, og i år er Tivoli gået sammen med scenograf dronning Margrethe og koreograf Peter Bo Bendixen om at skabe et stedsspecifikt værk til den traditionsrige forlystelseshave.

En god idé, og den fungerer. Både koreografisk og scenografisk. I hvert fald i første akt. Hvis altså man accepterer rammen, som er en vis Biedermeier-julefantasi med højtbelæsset juletræ, fru mor med plirrende øjne og stramt korset og hr. far med ild i cigaren.

LÆS OGSÅDronningen om juleballet: »Jeg vil pinedød, at det her skal blive ordentligt«

Noget nær den spidsborgerlige fantasi om julen, som stormagasinerne stadig forsøger at sælge os.

Heldigvis er H.C. Andersen, sjovt spillet af Tommy Edvardsen, med som gæst. Og de abstrakte og koloristisk levende vægflader i dronning Margrethes scenografi sprænger Biedermeier-drømmen indefra og giver luft til fortællingen om drømmens forvandlingsevner.

Fart over feltet
Kvindernes kostumer er holdt i stærke, men velafstemte farver, der får de fine fruer til at ligne indpakkede likørchokolader i en æske Anton Berg. Mums!

Det er dog først, da H.C. Andersen-temaet får fat, og Clara træder ind i den parallelle drømmeverden, at scenografien for alvor slår hul i borgerligheden. Med enorme projektioner af eventyrdigterens karakteristiske papirklip, der både har kant og noget nærmest diabolsk over sig.

LÆS OGSÅDronningen redder Tivoli fra grød-brøler

Allerede stivnede danse i sig selv. Vi genkender motiverne fra ’Fyrtøjet’ og ’Snedronnningen’, som samtidig fordobler sig i korte koreografier, hvor Claras nøddeknækkersoldat forvandler sig til den tapre landsoldat.

Det er her i de levendegjorte eventyrpassager, koreograf og iscenesætter, at Peter Bo Bendixen er bedst. Der er fart over feltet, og koreografen bruger hele scenerummet i lange, tværgående bevægelser.

Danset juleeventyrmagi
Som andersenske papirklip trukket vildt gennem atmosfærerne. Og det er sjovt, hvordan én soldat bliver til flere, der hurtigt vokser fra børnestørrelse til fuld mandestørrelse, lidt som de tre hunde i ’Fyrtøjet’.

Imens børn fra Tivolis egen balletskole vimser veloplagt og disciplineret frem fra vægge og paneler. Ikke som rotter, men som små julemus, anført af den stygge heks. Danset juleeventyrmagi med appel til de mindste blandt publikum.

LÆS OGSÅTivoli supplerer russisk jul med nordisk jul

Men magien fiser ud af eventyret, da vi når til anden akt, og Claras drømmeverden trylles om til Tivoli. Her bliver forestillingen en kende for stedsspecifik.

To tivolikontrollører tager imod hende som tro kopier af dem, der for et øjeblik siden tog imod os ude på Vesterbrogade. Drømmer små børn virkelig om tivolikontrollører i fuld uniform? Her mister forestillingen orientering og dramaturgisk spænding.

Kan ikke bestemme sig
Bernhard Olsen, tivolidirektøren, fremtryller den ene dans for Claras fascinerede blik efter den anden. Med den samme bløde rarhed og de samme overmagiske evner, som Santa Claus besidder i en julereklame for Coca Cola.

En arabisk dans. En spansk dans, danset af flamencostjernen Selene Muñoz. Et overflødighedshorn af fremmede og eksotiske danse, der minder os om Tivolis åbning mod verden. Men uden energien og fortælleglæden fra første akt.

LÆS OGSÅBalletchef: »Jeg er kvalitetsorienteret men ikke rabiat«

Afstanden imellem scenen og musikken, der spilles fra højttalere, bliver hørbar, og danserne virker mindre fokuserede i trinene. Måske fordi forestillingen her ikke kan beslutte sig for, om den vil fortælle en historie eller være en mere dansefokuseret nyfortolkning af ’Nøddeknækkeren’.

Det stivner i tam pligtopvisning i klassisk ballet, og vi keder os. Imens svæver Harlekin, Columbine og Pjerrot hen over drømmelandet i en luftballon, og vi tager os selv i at svæve med. Til en sommerdag, hvor vi selv sad højt over København i en af Tivolis luftballoner. Var det blot en drøm?