Selv en gigakran og over 4.000 mennesker på tilskuerpladserne kunne ikke dække over, hvor tomt det føltes, efter at ’Hey Jude’ var blæst over scenen.

Der skal fandengalemig noget til for at levere »den største teaterkoncert nogensinde«.

Noget af en udfordring med Forum som en legeplads af dimensioner og mega-atmosfæreløs forhindring.

LÆS OGSÅTeaterkoncert: »Det kommer eddermame til at blæse i Forum«

Stedet kan nærmest rumme fire gange Østre Gasværk, hvor teaterkoncertmesteren Nikolaj Cederholm og hans garvede crew hittede med deres først Beatles teaterkoncert ’Come Together’.

Men Cederholm er kendt for at dyrke de store udfordringer og er eminent som billedmager.

Han er godt hjulpet med svimlende 20 millioner kr. fra Nordisk Film, som i jagten på en ny underholdningsniche sætter skub i konkurrencen i teaterlandskabet ved at gå løs på tidens mest populære genre: teaterkoncerten.

Der er spektakulær billedstyrke over showet. Vi er langt fra teater-på-det-jævne, når kæmpekranen svinger en tonstung container rundt, mens stjernenavnet Pernille Rosendahl (forsanger i The Storm og tidligere dommer i ’X Factor’) står ovenpå som en lille orange trold og synger – 14 meter oppe i luften.

Men når containeren er landet – og nr. 2 og nr. 3 – hvad så? Og hvorfor?

Hvad er det egentlig, Pernille-trolden og de andre vil fortælle med hele deres batteri af vindmaskiner, knald på kostumerne og 36 af Beatles’ evergreene numre?

Manglende magisk kerne
Som den lille flok træder frem til start, tager det sig ud som en gang 1920’er trivi-bohemedekadence, med bl.a. Jimmy Jørgensen som råsyngende skørtejæger i høj hat i lag med tre damer – og ”We Can Work It Out’. Lidt stillestående og stadig mere diffust virker dog det hele.

Men flot er det, da en hvidstrivret habitmand som ’The Fool On The Hill’ klatrer til vejrs i det overdådige burgøjsergardin-bagtæppe, og det hele falder ned, så forandringens vinde kan blæse hen over det hele.

Frem flagrer det også med ustyrligt lange ærmer, plisserede skjortebryster og uformelige skørter i Anja Vang Kraghs forunderlige folde-ud-kostumer. Det er den syre-fabulerende underskov i Beatles-universet, der vokser frem.

Bare forestillingen kunne have samlet sig om den kerne af magi.

Her foregår det meste i luften eller i strid vind nedefra. Et par må kæmpe om en flyvsk sofa, og kvinderne i deres lange flagregevandter letter for et godt ord, eller kostumerne pustes op til forvoksede, spøjse klovneformater.

Laus Høybye står på en flyvende træstamme og er dårende ved at gå i bro over ’Sweet Little Sixteen’, mens det unge talent Jaleesa Johnson svarer igen med skørterne blæst op over hovedet i bedste Marilyn Monroe stil og bekymringerne om, hvad der mon sker ’When I’m Sixty Four’.

Stærkt er det, når Cecilie Stenspil står inde i enorm ballon og synger ’Oh Darling’ og er ved at kvæles af mangel på luft, mens Mark Linn i uforfærdet akrobatisk storform svarer igen ved at kaste sig ud på ballonens bølgende hav: »I Want To Hold Your Hand«.

Svært ved at nå ud til folk
Fint nok, og i andenakten kommer der også mere drøn på de udmærkede musikere og Peter og Jens Hellemanns proffe nyfortolkninger af Beatlesnumrene.

Men musikken træder aldrig rigtig i karakter som nyt bud på Beatles-universet, ligesom scenebillederne også begynder at repetere sig selv.

Egentlig er der både noget stærkt og yderst sårbart over, at Cederholm lader en så lille flok på bare syv sangere og fem musikere gå i lag med så stort et rum.

LÆS OGSÅHøjere, vildere! Beatles teater-koncerten er tilbage

Et hold, som han i øvrigt hele tiden udsætter for det ene benspænd efter det andet – med en helt bogstavelig fortolkning af sangene.

Når Troels Lyby f.eks. meget skægt hænger i et reb i en hånd og leger stærk mand, mens han synger ’Don’t Let Me Down’, med fare for at blive sænket lige ned i skødet på publikum.

Sigende er det også, når Rosendahl synger ’A Hard Days Night’, mens hun kravler op blandt publikumsrækkerne. Helt op til omkring 35. række nåede hun.

Men det var svært for forestillingen at nå ud til folk. Udsynet var i orden og lydkvaliteten god nok.

Men det var, som om al intensitet blev ædt af rummet. Og hjertet og kernen i det hele, som sangen ’Hey Jude’ handler om, var ikke til at mærke.