I kælderen under Carlsberg er jorden ved at gå under.

Den 17. oktober sker det for første gang, og selv om forberedelserne har stået på i godt et år, er der stadig et stykke vej igen. Foreløbig ligner Helvede i hvert fald ethvert gennemsnitligt industriområde: Rockwool stikker ud af knækkede varmerør, og rusten løber ned ad fliserne i lange, brune streger.

Her i de kilometerlange gange under det historiske bryggeri inviterer teatret Republique fra næste uge på udflugt til menneskehedens undergang. Men tur-retur trods alt. Det bliver en rejse, der blandt andet går gennem smagsløgene, og den begynder på p-pladsen foran Dansehallerne.

Ibyen er blevet inviteret med til den allerførste prøve på forestillingen 'Vølvens spådom', som bygger på det indledende digt i ’Eddaen’, den store nordiske mytologisamling.

LÆS OGSÅOptimismen spirer i det kriseramte danske teater

Ifølge den ældgamle skabelsesberetning får Vølven, en gråmeleret spåkone, besked fra guderne om at fortælle menneskene, at de skal tage sig sammen, hvis de ikke vil ende som jætteføde.

Kostumerne er ikke pakket ud endnu, og skuespillerne skutter sig i store vinterjakker, mens de læser op fra manuskriptet.

»Velkommen til ’Vølvens spådom’. Det her er en nordisk madekspedition. Sluk venligst jeres mobiltelefoner«.

'Vølvens spådom’ kræver publikums fulde tilstedeværelse. De kalder det sanseteater. Det betyder, at publikum taler undervejs og bevæger sig rundt sammen med skuespillerne - de bliver en del af forestillingens handling, som også formidles på tallerkener og i glas.

Livets træ i Carlsbergs drivhus
I 'Vølvens spådom’ består en stor del af oplevelsen af mad. Kokken Mette Sia Martinussen, der er kendt som ophavskvinden bag det for tiden lukkede Madeleines Madteater, har kreeret ni retter, der afspejler den mytologiske fortælling om verdens skabelse, undergang og genskabelse. Hele sit kokkeliv har hun arbejdet med at lave mad, som fremkalder følelser. Eller smager af barndomsminder - som i den franske forfatter Marcel Prousts værk ’På sporet af den tabte tid’, hvor hovedpersonen spiser en madeleinekage dyppet i lindete, og for længst glemte barndomserindringer vælder frem.

Til ’Vølvens spådom’ skal hun sammen med fem kokke gøre teatrets sceniske billeder spiselige - som når hun serverer saften fra livets træ, Yggdrasil, som den allerførste ret i forestillingen. En ret, der med Martinussens ord skal smage »som at stikke hovedet ned i skovbunden«.

LÆS OGSÅCanadisk supertrup byder på suveræn artistisk springkraft

Efter mødet med livets træ, der slår rødder i Carlsbergs drivhus, følger vi, der er med ved prøven, efter en rød tråd, der løber mellem to hække. Derefter går turen opad med en elevator, helt op på sjette sal, hvor universets skabelse er i fuld gang. Mens hav bliver til vulkan, der bliver til græs, der bliver til sol, dukker fortidsgudinden Urd op fra sit skjul. Hun fortæller om Ask og Embla, de første mennesker, der havde deres gang under den nyskabte himmel.

I den del af forestillingen har Mette Sia Martinussens job været at sørge for, at Jordens skabelse afspejler sig på publikums tallerkener, fortæller hun efter prøven.

»Mad og vin alene kan smage dejligt, men det bliver først en lykkeoplevelse, når der er flere indtryk knyttet til måltidet. Når smagen er forbundet med billeder«, siger hun.

»Min drivkraft er at få lov til at være i de billeder«.

Maden er ikke centrum
Det sker i dette tilfælde ved hjælp af en æggeblommesol, karse i diverse afskygninger og en jomfruhummer i ny aske - som billede på de forskellige elementer i universet, der forsøger at finde deres plads på tallerkenen.

»Mit mål er, at publikum skal kunne smage eller dufte det sceniske billede, de står i, eller den stemning, som er der på det tidspunkt i forestillingen«, forklarer Mette Sia Martinussen.

Men maden er ikke omdrejningspunktet i 'Vølvens spådom’, den er bare én måde at opleve historien på. Målet er at give publikum mulighed for at erkende virkeligheden gennem kroppen i stedet for kun gennem forstanden.

Proces.  I løbet af madforestillingens spilletid vil 25 pattegrise lade deres liv. Foto: Simon Fals
»Det her stykke spænder så vidt, lige fra noget meget intenst til noget virkelig poetisk. Det handler om at være i kontakt med andre mennesker. Og for mig bliver forestillingen nogle steder næsten for kontaktfyldt. Man bliver helt fyldt op af alt det, der sker omkring et bord i en af scenerne«, siger Mette Sia Martinussen.

»Især to sanser, smags- og lugtesansen, påvirkes stærkt - ud over de sanser, teater ellers taler til. Det gør, at oplevelsen kommer tættere på. Det er ikke så vigtigt, at man forstår, hvad de enkelte retter er lavet af, eller hvordan de hænger sammen med historien. Det handler om at mærke hele oplevelsen«.

I spa med spåkonen
Martin Tulinius er instruktør på ’Vølvens spådom’ og til daglig kunstnerisk leder på Republique. For ham er forestillingen et opgør - et brud med den klassiske måde at tænke teater på.

»Der er ikke skabt meget nyt i dansk teater de seneste år, og det er sindssygt vigtigt at udfordre den klassiske teaterform. I denne her forestilling opløser vi skuespillernes autoritet og skaber i stedet noget i fællesskab med publikum«, siger han.

Arbejdet med 'Vølvens spådom’ har heller ikke været en typisk teaterproces. Normalt er opgaverne klart fordelt mellem forfatter, instruktør og scenograf, og der er afsat omkring syv uger til prøver. 'Vølvens spådom’ derimod har været undervejs i mere end et år.

Processen begyndte i vinteren 2010. Det sneede og sneede, og imens sad Mette Sia Martinussen, Martin Tulinius og scenograf Dorte Holbek i en lejlighed i Larslejsstræde og læste gammel islandsk mytologi. Her, hjemme hos Alette Scavenius, der er dramaturg og medlem af Reumert-komiteen, blev forestillingen født. Tre måneder senere stod de fire teaterfolk så i meterhøj sne midt den islandske ødemark og kiggede vantro på en lille nissehytte, der lå foran dem.

»Vi var taget på studietur og havde arrangeret et møde med en rigtig vølve, der skulle lære os at komme i kontakt med Moder Jord«, fortæller scenografen.

En vølve er en synsk kvinde, der lever i pagt med naturen. Vølven på Island kunne blandt andet tale med ånder, der bor under sten, og hun opfordrede danskerne til at smide tøjet og kravle ind i nissehytten. Den viste sig at gemme på en varm kilde, og der sad de så i tre-fire timer, helt »fremmedgjorte og danskeragtige«, som scenograf Dorte Holbek formulerer det, mens de blev healet.

LÆS OGSÅPolitikere freder Republique

Oplevelserne på Island har i høj grad præget teaterfolkenes forståelse for fortællingens mytiske univers.

»Island en af de mest voldsomme oplevelser, jeg har haft på det seneste. Jeg har aldrig oplevet et sted, der gav mig så mange billeder, som jeg havde lyst til at oversætte til en spiseoplevelse«, siger Mette Sia Martinussen.

I ’Vølvens spådom’ afspejler den islandske natur sig i den mad, hun serverer for publikum.

»Islandsk mos, det var jeg meget fascineret af! Dansk mos er bare grønt, men på Island har det så mange forskellige nuancer. Det har jeg prøvet at gengive i maden ved at lave en duft, der afspejler hele det univers. Den er en del af den allerførste servering. For mig er det lige meget, om publikum ved, at mos på Island lugter sådan her. Men det er vigtigt, at de mærker stemningen«.

Til pattegris hos Loke
Mens meget af det, holdet har lært på Island, er blevet omsat i forestillingen - eksempelvis, at ønsker hurtigere bliver transmitteret til rette modtager, hvis man ønsker noget i nærheden af vand - har Martin Tulinius være »ret brutal« ved den historiske tekst, siger han.

»Jeg har fra begyndelsen insisteret på, at rense vølvens historie for enhver form for vikingespil. Jeg ville have, at vores version skulle være moderne teater, der afspejler det åndelige niveau, som var så stor en del af oplevelsen på Island«.

Væk med Odin og ud med Thor. I Republiques fortælling har symbolikken taget hovedrollen fra guderne. Med én undtagelse. Ved siden af rummet, hvor verden bliver skabt, bor Loke - manden, der er halv jætte og halv gud, og som både er skæg og skrupelløs.

»Loke er hovedaktøren i historien, som gør, at vi kan bevæge os fra fortid til nutid og videre til ragnarok. Det er Lokes leg, der får menneskeheden til selv at skabe dårskaben«, forklarer Martin Tulinius.

Han har derfor placeret Loke i en enorm sal, hvor han spankulerer rundt. Halvguden holder et middagsselskab for publikum, der begynder med en flaske champagne og et par bare bryster og ender med nogens død. Inden det når dertil, spiser det intetanende publikum sprængt grisetunge og scones med blod.

Lokes gæstebud er hovedretten i forestillingen og et eksempel på, hvordan Mette Sia Martinussen har forsøgt at skabe en forbindelse mellem den islandske digtning fra år 800 og moderne gastronomi.

»I ’Eddaen’ er der en meget fin historie om Særimner, en gris, der bliver serveret i Valhalla hver aften, og næste dag er den hel igen«.

Publikum spiser sig derfor gennem samtlige bestanddele af en lille pattegris.

»I 'Vølvens spådom’ er man ikke en passiv teatergæst, men man bliver en del af hele installationen«, siger Mette Sia Martinussen, der fortæller, at 25 pattegrise må lade livet i spilleperioden.

Eksploderende ostekugler
Ved prøven er vi ved at nå til forestillingens afslutning. Ragnarok bryder løs efter hovedretten - og bryggeriets elevator viser sig at føre direkte til Helvedes forgård. Kælderen under Carlsberg synes uendelig stor, og et sted i de labyrintiske gange gemmer nutidens gudinde, Verdande, sig i et edderkoppespind af reb.

Lyden af varm luft, der pibende siver ud af de tykke rør, blander sig med en truende brummen fra en sværm droner, mens Verdande hvæsende beretter om de lidelser, der venter forude.

Undergangsscenariets højdepunkt er et brændende rum, hvor døde piger serverer ostekugler, der føles, som om de eksploderer, når man spiser dem. Dem har Mette Sia Martinussen fyldt med pufsukker - som man i 1980’erne kunne få som drys på is eller i tyggegummi - så man kan mærke ilden fra underverdenen i hele kroppen.

Og altså også i munden.

Mette Martinussen kan sagtens selv blive utryg, når hun skal spise sine egne kreationer, indrømmer hun. Men selv om publikum skal gnaske sig gennem Jordens undergang, behøver det ikke at smage ad helvede til. Tværtimod.

»Når man laver madkunst, skal man ikke chokere for at chokere. Der må gerne være overraskelser, men der skal altid være en grund til det. Publikum skal hele tiden holdes i en kærlig hånd, også smagsmæssigt«, forklarer hun.

Derfor er fremtiden, hvor 'Vølvens Spådom’ slutter, også et sted, hvor kager vokser på træer. Fremtiden er, viser det sig, sød.


Publikum skal kunne smage eller dufte det sceniske billede, de står i, eller den stemning, som er der på det tidspunkt i forestillingen

I 'Vølvens spådom’ er man ikke en passiv teatergæst, men man bliver en del af hele installationen