Første dag
Mandag 26.11.12 kl. 10
Lokalitet: Kostumerummet i Skuespilhuset.
Til stede: Skuespillerne Asbjørn Krogh Nissen og Ida Cæcilie Rasmussen, kostumier Anne Sofie Bruun, instruktør Maria Kjærgaard Sunesen og producer Rikke Hedeager Mathiessen.

Asbjørn Krogh Nissen har ingen bukser på.

Mellem rullende tøjstativer, der bugner af alt fra pangfarvede smokinger til middelalderlige pjalter, står den langbenede skuespiller med et par beigefarvede mande-g-strengs-trusser i hænderne.

»En lille skridtpose«, griner han.

Kostumier Anne Sofie Bruun småklukker også.

LÆS OGSÅNick Cave har skrevet en kussetyvs erindringer

Jeg er netop ankommet til første kostumefitting til stykket ’Bunny Munro’, som bygger på musikeren Nick Caves roman ’Bunny Munros død’. Det Kongelige Teaters teatereksperiment Eventministeriet står bag opsætningen i Det Røde Rum i Skuespilhuset.

Og det er langtfra første gang, at Eventministeriets forestillinger er baseret på litterære værker. Den evigt omskiftelige gruppes seneste forestilling, ’Fjolsernes forbund’, tog for eksempel udgangspunkt i John Kennedy Tooles roman af samme navn.

En ordentlig sok i
Det er heller ikke nyt, at Eventministeriet har travlt. Deres produktioner er kendetegnet af en særdeles kort forberedelsestid.

Gennemsnitlig omkring fire dage. Denne gang har de længere tid til at lave Nick Caves romanfortælling om til teater. Men lidt under to uger er stadig ikke meget i en teaterverden, hvor man typisk bruger op mod otte uger på prøver.

I dag er første dag med Bunny Munro for skuespillerne Asbjørn Krogh Nissen og Ida Cæcilie Rasmussen og instruktøren Maria Kjærgaard Sunesen. Det er første gang, de prøver deres kostumer.

Deres første fælles tekstlæsning finder sted kl. 12 i dag. Herefter vil de kaste sig hovedkulds ud i de indledende prøver. Men først skal de finde ud af, hvilket undertøj Asbjørn Krogh Nissen skal have på, når han spiller Bunny Munro.

»Det kunne være sjovt med en ordentlig sok i«, foreslår han og påpeger, at det kunne sælgeren Bunny Munro nok godt finde på.

»Eller også har han bare en kæmpe pik, der lægger hele vejen ned«, siger han og fører pegefingeren ned ad inderlåret.

De griner.

»Så langt, så godt«, responderer Anne Sofie Bruun.

Tonse derudad
De bliver enige om at lade mandetrussen hænge på stativet lidt endnu. På nuværende tidspunkt er de nemlig slet ikke klar over, hvor meget nøgenhed der skal være i stykket.

Indtil videre drejer det sig om at få de mest basale beklædningsdele på plads.

Men det er heller ikke let. Ida Cæcilie Rasmussen skal, som det ser ud nu, spille i alt 13 forskellige kvinderoller, og det betyder, at hun skal have 13 forskellige kostumer.

Lige nu står hun i sorte netstrømper, en postkasserød, lidt for stor polo og en lige så rød kasket. Begge dele prydet med det ikoniske gyldne M. McDonald’s-pigen er nemlig en af de tretten roller, Ida Cæcilie Rasmussen skal spille.

LÆS OGSÅEnsemblet får frie tøjler, når Skuespilhuset inviterer til fyraftensteater

Efter kostumeprøven forklarer instruktør Maria Kjærgaard Sunesen mig, at hendes plan er, at stykket skal foregå i en syret, næsten tegneserieagtig limboverden.

Det er dog stadig uvist, præcis hvordan dette univers skal tage sig ud, og hvad man kan foretage sig i det. Og det er disse rammer, som dagens mere eller mindre improvisatoriske prøver skal være med til at definere.

»Og så skal vi vel ellers bare tonse derudad«, siger hun.
Prøve.  Foto: Marius Nyheim
Lidt over en uge tilbage
Onsdag 28.11.12 kl. 12
Lokalitet: Prøvesal 1 i Skuespilhuset.
Til stede: Skuespillerne Asbjørn Krogh Nissen og Ida Cæcilie Rasmussen, instruktør Maria Kjærgaard Sunesen og producerassistent Nanna Lind.

»Prøv at høre her, Jeffrey ...«.

Asbjørn Krogh Nissen sidder med en mobiltelefon i hånden og stirrer med blanke øjne ud i luften. Der er helt stille. Han lukker øjnene i, tager en dyb indånding, men forbliver alligevel tavs. Så udbryder han:

»Åh, for helvede! Hvordan er det nu, den går?«.

»Det føles bare så satans personligt, Jeffrey«, hvisker producerassistenten, Nana Lind, som agerer sufflør.

»Nå, ja. Jeffrey, det føles bare så satans personligt«, gentager Asbjørn Krogh Nissen og fortsætter scenen.

LÆS OGSÅIntim performanceinstallation aktiverer publikum

Vi befinder os i Prøvesal 1 i Skuespilhuset. Det er her, mellem cementvægge og sorte gardiner, at prøverne foregår, inden skuespillerne kan få lov at prøve kræfter med den endelige scenografi.

Den er stadig undervejs her lidt over en uge inden premieren. Så indtil videre må de nøjes med den seng, der står midt på gulvet.

Det gælder stykkets anden akt i dag. I går var det første, i morgen tredje, og på fredag venter første hele gennemspilning.

Den scene, Asbjørn Krogh Nissen netop har spillet – en scene, hvor hovedpersonen Bunny Munro først taler i telefon med vennen Jeffrey, og som munder ud i en længere sælgermonolog – har de kun prøvet et par gange. Men mere bliver det ikke til i denne omgang.

Et uperfekt univers
»Den er meget klar. Lad os spæne et kapitel frem«, lyder det fra instruktør Maria Kjærgaard Sunesen.

I princippet er de over halvvejs med første gennemgang af stykket. Men da jeg i kaffepausen snakker med Asbjørn Krogh Nissen og Ida Cæcilie Rasmussen, føler de sig ikke ligefrem halvvejs.

»Det er, som om vi lige er begyndt at kradse i overfladen«, siger Ida Cæcilie Rasmussen, og Asbjørn Krogh Nissen nikker samtykkende.

»Jeg føler mig stadig helt klodset på sådan en duploagtig måde«.

LÆS OGSÅNick Caves roadtrip-roman bliver opført i Det Kongelige

Begge er dog ved at vænne sig til tanken om, at de på intet tidspunkt kommer til at føle sig helt sikre i, hvad de foretager sig. Heller ikke på premiereaftenen.

Sådan er det, når man arbejder i Eventministeriet. Og den usikkerhed er ikke uvedkommende, mener de to skuespillere. Slet ikke når drejer sig om Nick Cave.

»Hans univers, både musikalsk og litterært, er sådan smadret og råt. Vildt og slasket. Det er uperfekt«, forklarer Ida Cæcilie Rasmussen.

»Og den her forestilling bliver jo også uperfekt«.

Første gennemspilning
Fredag 30.11.12 kl. 15
Lokalitet: Prøvesal 1 i Skuespilhuset.
Til stede: Skuespillerne Asbjørn Krogh Nissen og Ida Cæcilie Rasmussen, instruktør Maria Kjærgaard Sunesen, producerassistent Nanna Lind og dramaturg Vaar Maria Channell.

Det første, jeg får øje på, da jeg ankommer til Prøvesal 1 fredag eftermiddag, er en elguitar. En azurblå Telecaster, der står på gulvet ved siden af et mikrofonstativ, en mindre forstærker og et par effektpedaler.

Det lille arrangement, der fordobler antallet af rekvisitter på gulvet, kommer som en overraskelse for mig. Indtil i dag var det ikke meningen, at der skulle være livelyd med i forestillingen.

»Vi kaster os bare ud i det, ik’?«, siger Maria Kjærgaard Sunesen opfordrende ud i rummet.

LÆS OGSÅNick Cave spillede så dæmonerne voldtog englene

Ida Cæcilie Rasmussen står ovre i det ene hjørne ved et garderobestativ. Hun fumler lidt med to forskellige kostumer. Et i hver hånd. Så spørger hun:

»Hvordan er det nu, den starter?«.

En time og fyrre minutter senere er første gennemspilning overstået.

»Fuuuck!«, griner Ida Cæcilie Rasmussen, imens hun nærmer sig Asbjørn Krogh Nissen med håndfladen løftet over hovedet. Der lyder et klør fem-klask, som efterfølges af en omfavnelse.

»Super godt klaret! Så flot!«, kommer det rosende fra instruktør Maria Kjærgaard Sunesen, der også klapper i hænderne.

Integreres på stedet
Hele rummet ånder lettet op, som var der en muskel, der havde løsnet sig. De er glade. Forståeligt nok. Langt hen ad vejen virkede prøven næsten som færdigt teater.

Enkelte gange opstod der lidt forvirring omkring scenernes rækkefølge, ligesom begge skuespillere også sommetider måtte knipse efter replikkerne. Især i slutscenen. Men den var også helt ny. Omskrevet eftermiddagen forinden.

Uprøvede var også de Nick Cave-sange, som Ida Cæcilie Rasmussen med forsigtig stemme og ømme akkordanslag fremførte undervejs i stykket. Den idé var også opstået i løbet af i går. Og sådan er processen i Eventministeriet. Nye påfund integreres hele tiden. På stedet.

»Den første idé skal helst være den bedste, for det er den, vi kører med«, som Asbjørn Krogh Nissen siger det, da han endelig sætter sig ned.

Men der ligger også et sorteringsarbejde i det. Lige nu er stykket omkring fyrre minutter for langt.

Der kan måske indhentes 10-15 minutter, når replikkerne sidder bedre fast, men det er uundgåeligt, at noget skal skrælles væk. Det lader nu ikke til at bekymre instruktør Maria Kjærgaard Sunesen.

»Det er skide godt. Jeg får masser af nye ideer«, siger hun begejstret og skænker sig selv en kop kaffe, da jeg er på vej ud ad døren.

Jeg stopper kortvarigt op. Masser af nye ideer? Det er altså ikke helt til at spå om, hvad jeg kan forvente at se, næste gang jeg kommer.
Forsøg.  Foto: Marius Nyheim
Nye idéer
Mandag 03.12.12 kl. 14
Lokalitet: Prøvesal 1 i Skuespilhuset.
Til stede: Skuespillerne Asbjørn Krogh Nissen og Ida Cæcilie Rasmussen, instruktør Maria Kjærgaard Sunesen og producerassistent Nanna Lind.

Asbjørn Krogh Nissen vælter desorienteret omkring i sengen, der roterer hurtigere og hurtigere. Hans øjne er røde og vidtåbne. Skrækslagen famler han forvirret rundt i dynerne for at finde de små sprutflasker.

Det er Ida Cæcilie Rasmussen, som med hænderne om sengegærdets metal tvinger sengen rundt i rummet.

Asbjørn, klamrende sig til madrassen, forsøger et par gange at sætte sig op og genvinde kontrollen, indtil centrifugalkraften endelig kaster ham og madrassen ud på gulvet.

Det er mandag, og holdet er atter i gang med prøver. Siden jeg var her sidst, har de slettet tre scener og to karakterer. De har haft endnu en gennemspilning lørdag formiddag, men før det også en improvisationssession til forskellige musikstykker.

Formålet med disse fysiske udskejelser var at skabe nye billeder, som måske kunne integreres i stykket. Her blev især sengens egenskaber udforsket, hvilket affødte nye muligheder.

Ud over blot at være en seng fungerer den nu som bil, swimmingpool, og, som før, et abstrakt billede på en stormfuld brandert.

Uvished
Selv om det i dag kun er prøver på enkelte scener og ikke en decideret gennemspilning, fornemmer jeg en elementær fremgang. Det er, som om skuespillerne har fået en mere klar forståelse af rummet.

De linjer, de bevæger sig i, virker renere. Strammere koreograferet. De fornemmer hinandens placering uden at have øjenkontakt.

Som nu, hvor Ida Cæcilie spiller den selvsikre Charlotte, der med taktfaste skridt bevæger sig i cirkler om hovedpersonen Bunny Munro, som bliver mere og mere utilpas.

LÆS OGSÅNick Cave: »Mænd tænker som rovdyr«

Det er tredje gang i træk, de afprøver denne scene. Hver gang er der dog en lille variation et sted. En sætning, der konstrueres alternativt. Et ord, der udskiftes. Et blik, der kastes i en ny retning, eller et, der sænkes tidligere end før.

Det er små ting, der ikke er udslagsgivende rent indholdsmæssigt, men som alligevel ændrer udtrykket en smule.

Det giver mig som tilskuer en uvished omkring seancen, på trods af at jeg jo netop har set den for tredje gang.

Det er denne uvished, denne dirrende nerve, der er både udgangspunktet og betingelsen for Eventministeriets arbejde. Den, der gør, at ikke to forestillinger bliver ens.