Annonce
Annonce
Scene

De normafvigende kroppe har indtaget teatrene

Scenekunstens fremstilling af mennesker med funktionsnedsættelse har bevæget sig fra freakshow til inklusion og udvidelse af vores normbegreb.

Annonce

For et par uger siden stillede 30-årige Sarah Glerup op i ’X Factor’. Hun har muskelsvind og kan ikke trække vejret selv.

I interviews har hun fortalt, at hun ville bevise, at man sagtens kan synge, selv om man trækker vejret igennem en respirator. Det lykkedes, og hun gik videre.

Historien fik mig til at tænke på Jacob Nossell, som er standupkomiker, skuespiller og spastiker. I 2014 lavede han den selvbiografiske forestilling ’Human afvikling’ på Det Kongelige Teater. Den handlede om hans liv som handikappet og normafviger.

Og jeg tænkte på, at vi i de seneste år har set flere og flere handikappede optræde på teatret. Fix & Foxys alternative udgave af Charlie Chaplins ’Guldfeber’ fra 2010 startede en trend. Her blev hovedrollen spillet af Amir Becirovic, som – med instruktørduoen Tue Biering og Jeppe Kristensens egne ord – er »en spastisk, ordblind, muslimsk andengenerationsindvandrer«.

Og Amir Becirovic blev i forestillingen udsat for det ene voldelige overgreb efter det andet.

De tæskede ham, nedkølede ham, satte ild til ham og tvang ham til at spise en sko. I Odense Teaters udgave af ’Elefantmanden’ fra sidste år var billedet vendt om. Her blev elefantmanden, spillet af Mikkel Lund, som er spastiker, godt nok tæsket. Men kun i starten. Og han blev udstillet som en freak. Men det var normaliteten, der blev fremstillet som abnorm, da elefantmanden til sidst klyngede den fysisk normale, men moralsk anløbne læge Treves op i en krog.

Kunsten opstår stadig i mødet

Hvad var der sket i mellemtiden? Scenekunstens fremstilling af normafvigende kroppe og sind havde bevæget sig fra freakshow og fascination til empowerment, inklusion og udvidelse af vores normbegreber. I ’Guldfeber’ blev Amir Becirovic iscenesat og udsat for vold som en tavs genstand. I ’Elefantmanden’ tog Mikkel Lund ordet som elefantmanden og sagde, med klar røst: »Jeg er ikke en imbecil!«.

Både Jacob Nossell, Mikkel Lund og Amir Becirovic har haft deres gang på Glad Teater, som er en teaterskole for mennesker med funktionsnedsættelse.

Glad Teater blev oprettet i 2006 og fungerer både som skole og ensemble med i øjeblikket 12 faste skuespillere. På torsdag i næste uge har de premiere på forestillingen ’Anatomi’, der handler om, hvad der gør os til dem, vi er. »Inspireret af vores skuespilleres personlige historier om krop, fysik og psyke lægger vi mennesket under mikroskopet, giver en mental kikkertundersøgelse og hylder forskellen på dem og os«, hedder det på skolens hjemmeside.

Tora Balslev og Cath Borch Jensen går en lidt anden vej i danseforestillingen ’Splastic’, som lige nu spiller i Dansehallerne (men ikke har noget med Teater Glad at gøre). Cath Borch Jensen er danser og spastiker. Tora Balslev er danser og koreograf. I forestillingen laver de en fælles koreografi, hvor Tora Balslev via en metode, hun kalder image work, oversætter og fortolker Cath Borch Jensens spastiske bevægelser igennem sin krop. En synkrondans for to kroppe, som ophæver grænsen mellem normal og abnormal.

De normafvigende kroppe har indtaget teatrene og er begyndt at ændre det scenekunstneriske landskab. Men den gode kunst opstår stadig i mødet.

Splastic. Daily Fiction. Til 24. jan., Dansehallerne, Pasteursvej 20, Kbh. V. Mere info.

Anatomi. 28. jan.-13. feb., Glad Teater, Warehouse 9, Kbh. V. Mere info.

Redaktionen anbefaler

Endelig: Politikerne er blevet enige om en løsning for Værnedamsvej

Del link
Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce