Annonce
Annonce
Scene

Erotisk forestilling inviterer publikum med i kurbad

Teatergruppen danskdansk er kendt for at flytte deres samfundsrelaterede forestillinger ud i det københavnske byrum.

Annonce

Forført

En forestilling af teaterkompagniet danskdansk, som bliver præsenteret af Teatergrad. Den tager udgangspunkt i den erotiske verdenslitteratur og udspiller sig i tre københavnske kurbade, Sjællandsgade Badet, Sofiebadet og Hammam & Spa Copenhagen, 4.-16. februar.

Inden forestillingen møder publikum op i kurbadet, hvor man klæder om til badetøj kønsopdelt, hvorefter alle iført badetøj og håndklæder oplever forestillingen sammen som en gruppe.

Undervejs kan publikum gøre brug af badets faciliteter, og de forskellige scener udfolder sig så rundtomkring på fastlagte tidspunkter, som kan ses i forestillingens program.

Forført. 4.-16. feb. Forskellige kurbade i Kbh.

www. teatergrad.dk

For to et halvt år siden lå skuespiller Sandra Yi Sencindiver for første gang og skvulpede i Sofiebadet på Christianshavn. Hun var inviteret til en polterabend sammen med en masse andre kvinder, hvoraf ingen kendte hinanden.

»Det var bare super legende at sidde i saunaen og snakke og bade i koldtvandsbadet og kaste koldt og varmt vand og skum på hinanden. Stedet havde en forførende sanselig kultur, og jeg tænkte: Her skal vi lave en forestilling«, husker hun.

Tanken blev til virkelighed, og denne kolde januareftermiddag sidder Sandra Yi Sencindiver trygt og tropisk sammen med kollegaen Hassan Preisler i Sjællandsgade Bads scenografi bestående af cremefarvede kakler, fugtigt terrazzogulv, omklædningsrum, sauna, små palmer og blanke badekar på løvefødder.

LÆS OGSÅManden fra toppen af komikerhierarkiet er skarp - og en anelse arrogant

Ud over at være skuespillere er de to også kunstneriske ledere af teatergruppen danskdansk, der siden 2009 især har markeret sig ved at rykke deres samfundsrelaterede forestillinger ud i byrummet. I 2014 gik de sammen med Det Flydende Teater om at danne Teatergrad, hvis scene også er skiftende lokationer i København.

Den hurtigste måde, man kan få mig til at miste min rejsning på, er at læse et digt op for mig

Hassan Preisler

4.-16. februar er scenen så nået til Sjællandsgade Bad, Sofiebadet og Hammam og Spa Copenhagen, hvor publikum inviteres på erotisk verdenslitteratur kun iført badetøj, når Sandra Yi Sencindiver, Hassan Preisler, Pelle Nordhøj Kann, Signe Mannov og musiker Louise von Bülow opfører forestillingen ’Forført’.

»danskdansk har altid beskæftiget sig med forholdet mellem dem og os, men når man har troet, at det at lave politisk teater ville forandre verden, og det ikke gør det, tænker man jo: Shit, hvad gør vi så? Så det er lidt i afmagt, at vi har valgt at sige: Skide være med det, så må vi kneppe og knalde, indtil vi kan mødes og samle os om et eller andet. Og det, der reelt bygger bro mellem enheder, mennesker og kollektiver, er jo sex, forførelse, erotik og sanselighed«, forklarer Hassan Preisler forestillingens erotiske fokus.

Forførelser for enhver smag

»Det er en slags modspil til alt det, der sker. Vi vil gerne give folk en oplevelse, som ikke kun handler om død, ødelæggelse og politisk kaos. De skal forføres og have noget kærlighed«, supplerer Sandra Yi Sencindiver.

Hun fortsætter:

»Det danske samfund er jo ikke et, hvor vi knalder og flirter til højre og venstre, selv om vi godt kan lide at tænke på os selv som frigjorte. Vi går ikke i fitnesscenter for at mærke vores krop, men for at tune den, så den kan løbe maraton og klare det her meget kontrollerede og effektive samfund. Jeg håber, at publikum får lyst til mere lyst, for jeg føler virkelig, at vi har brug for at give os hen«.

QUIZ Allan Simonsen, hjemløse og Pretty Woman: Kan du skelne fantasi fra virkelighed i teatret?

Præcis hvordan publikum skal få pirret lysten, er de to ikke meget for at røbe, for som Hassan Preisler udtrykker det:

»Et samleje ville jo også miste sin kraft, hvis man fik det skitseret forinden«.

Det danske samfund er jo ikke et, hvor vi knalder og flirter til højre og venstre, selv om vi godt kan lide at tænke på os selv som frigjorte

Sandra Yi Sencindiver

Til gengæld lover de, at der vil være forførelse for enhver smag. De erotiske tekster er nøje udvalgt af både skuespillere, musikere, scenograf og instruktør, og derfor kan publikum også forvente en broget buffet af seksuelle præferencer lige fra det milde og subtile til det mere hardcore og pikante.

»Vi er meget forskellige, og derfor er det også forskellige ting, der pirrer os på holdet, ligesom det er for publikum«, forklarer Hassan Preisler. »Når jeg for eksempel hører om tørrede abrikoser og pebermyntete, tænker jeg slet ikke på erotik, men på halsbetændelse, og modsat Sandra så er den hurtigste måde, man kan få mig til at miste min rejsning på, at læse et digt op for mig«.

Afklædte sammen

Ud over opførelser og oplæsninger af tekster leveret af Ovid, Shakespeare, Sheik Nefzaouis, Marguerite Duras, Anaïs Nin, pseudonymet Nejdma, Pablo Neruda og en enkelt højsang fra Bibelen, kan publikum under den to timer lange forførelse blandt andet komme med skuespillerne i sauna og koldtvandsbassin og blive skrubbet og malet på kroppen.

Det, at publikum selv ifører sig badetøj og deltager aktivt i løjerne, giver en mere ærlig kontakt, mener Sandra Yi Sencindiver.

»Mange af de oplevelser, vi prøver at skabe inde i teaterrummet, giver sig selv her, og publikum er modtagelige på en helt anden måde. Man kan jo ikke skabe en sauna inde i en mørk sal. Man kan kun se, at der er nogen, der lader, som om de sidder og sveder inde i en sauna, men her sidder vi rent faktisk afklædte og sveder sammen«.

LÆS OGSÅVirkeligheden er væltet ind på teaterscenerne

Hassan Preisler overtager:

»I forhold til erotik er det jo svært at få en kropslig oplevelse, når man sidder på 14. række i teatret. Men når jeg tænker på, at vi ikke har nogen scene, kan jeg godt få lidt angst, for hvis det ligesom er planlagt, at man skal forføre publikum, og man så sidder og kigger lige ind i øjnene på nogle mennesker, som overhovedet ikke er forført, kan det jo godt give komplekser«.

Han klukker en smule ængsteligt.

»Jeg gruer især for de scener, hvor jeg skal bevæge mig langsomt og poetisk op af et badekar og ud på et afsindigt glat terrazzogulv til lyden af en cello«.

For abonnenter
Redaktionen anbefaler

Christian Lollikes sympatiske flygtningeballet mangler modstanderne

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce